Seduction Leads to Destruction ~ Milia

Åh jo.Krystel var da ikke en der slæbte hvem som helst hjem og parkerede dem i sin seng, men hun var bestemt ikke lige så striks (eller romantisk ) alt efter øjnene der så, som Milia var. Krystal havde derfor med jævne mellemrum herrebesøg i den lille lejlighed. De dage fordampede Milia oftest.Enten et smut i biffen eller på besøg hos Gerard til lidt dvd hygge eller et spil tekken.
Om HUN tit havde overnattende gæster? " Hvorfor tror du det?" Sendte hun det tilbage , helt bevidst om det manglende svar. Hun så på ham , tydeligt nysgerrig.
Hun ville ikke overfortolke, det var nok bare fordi han undrede sig over hvordan det kunne lade sig gøre på SÅ lidt plads. Så der var ingen grund til at lade sig godte over spørgsmålet, der hvis det kom fra Loyd helt sikkert ville afdække hvor kæreste aktiv hun var.
Hun foldede sine arme , uden at give det en tanke. Hun havde ikke spor lyst til at give ham svar....til at sige NEJ. Kun Gerard havde crashed der enkelte gange, men ved de lejligheder havde hun selv rykket sin popo ind og belejret sofaen. Men det ville jo lyder totalt gammeljomfru agtigt og som hun slet ikke var ...spor sjov...men tværtom en kedsommelig pige hvis hun fortalte det. Så hun forsøge klemme sig uden om.

Milia puffede blidt med hånden, i et lidt pjattende tjat på hans overarm.
" Seriøst....forsøgte du lige prakke mig din far på der ? Sugar daddy's er ikke lige min stil Miles de Allemont ....selv om det kunne have visse fordele at være din stedmor !" Forsøgte hun sig med en udspekuleret mine, men den var svær at ramme rent da hun morede sig en smule for meget ved tanken.

" Desmond !" Skændte hun kærligt og mislykket totalt i at lyde striks over for den.
Kunne man opdrage eller træne et egern til noget som helst? Det var ikke så godt at han nærmest torpederede gæster jo. Eller...Miles var den første hvis selvskab Desmond søgte.Normalt gemte han sig væk når de var besøgende.
" Åh du morsom...den har det som en kongelig at du ved det!" Smilede hun til Miles.
Smilet klingede dog af som et udtørret ekko, da han smuttede med Desmond ind gennem døren til hendes værelse. Det virkede mere ....intimt.
Hvorfor ? Måske fordi hun selv var blevet lidt rundtosset af at befinde sig midt i HANS seng, og derfor var alle alarmer nu sat til.
" Ja..eh...det så mit værelse " mumlede hun og opgav alle ideer o. At få ham gennet meget hurtigt ud, da han allerede havde indtaget hendes seng...sammen med Desmond.
Milia havde ikke haft ...hun havd aldrig haft...en på besøg som hun fandt tiltrækkende og det var helt surrelistisk at se ham der.På hendes seng.
Hun tvang blikket fra ham, fra hans mørke hår og ned på den lille lodne fyr,der nu nød at få kælet lidt for sig. Desmond sad helt stille, kun dens øre,rokkede lidt...som den lyttede efter hvad de nu ville sige.

" Han kan godt lide dig " kom hun tamt ud med, og nikkede mod Desmond.
" En skam jeg ikke har en have .Jeg kan ikke beholde ham meget længere, men jeg kan ikke rigtig få mig selv til at give helt slip." Lod hun ham få indsigt i.
Milia lænede sig op af dørkarmen. Med hænderne på ryggen.
Hun pustede op på sin pande forbat køle den lidt af. Var her ikke varmt? Hun havde det varmt - trods stuetemperatur var behagelig justeret. Miles synes at fylde meget. I hendes tanker var der trangt, han optog hvert et hjørne og hver en krog.
Af en eller anden grund, væltede svaret nu ud fra før .Det svar hun ikke ville levere tidligere, føltes nu som det eneste rigtige at oplyse om ...
" Jeg har ikke haft andre her...end dig"
Årh nej...hun kunne havde bidt sin dumme tunge af.Det var jo ikke fordi hun HAVDE ham her. Han skulle ikke SOVE her. Christ..man kunne jo ikke engang sige han var kommet for at besøge hende. Han var her for at hente hende, fordi...og udelukkende fordi..hans far have indgået en vennehandel med Le Clark.
Hendes blå øjne ville løbe over Miles. Som man lænede sig ind over den indbydende hoved ret og nydende snusede en duft ind der forkælede sanserne, og gjorde man fik lyst til at prøve om smagen var ligeså lækker og tilfredsstillende.
Men man smagte ikke.Det kunne ikke komme på tale.
Så hun måtte mobiliserer alle sine ressourcer, og båndlægge sig selv for ikke at tænke helt forkerte tanker.

Milia skubbede sig ud fra karmen med begge hænder, og trippede over mod Miles.
Hun gik rundt om senge , for at sætte sig på modsatte side af ham.
Hun kunne mærke sin mave. En ny fornemmelse i den. Milia så undrende på Miles, men han ville af gode grunde ikke vide hvorfor....eller hvad der skete ihende,
Hun var....misundelig. På Rosaline.
Alle de tanker i Milias hoved. Alle de nye spirende og meget spændende følelser i hendes krop og sind - og så var Milia banlyst fra at udforske dem.
De var ...ulovlige og forkerte. Men HUN måtte .Rosaline Dunbar måtte!
Milia gned sig distræt over næseryggen, og måtte beherske sig for ikke at lyde småsur.

Lidt stift lød det derfor fra en let rosa kindet Milia.
" Tror du vi skal se at komme afsted? Så Benjamin ikke undrer sig ?"
Lidt barnligt...lidt trodsigt, valgte hun helt at ignorer Rosaline men at fremhæve hans far istedet. Det skulle nok gå godt ...de tre dage , eller..?
Desmond krøb længere ind under dynen og kun de kuglerunde brune øjne kunne nu anes, som de lurede ud på Miles og Milia.

Miles skyndte sig at trække på skulderen og kigge væk. ”Bare nysgerrig.” Svarede han måske lidt for kvikt. Hun skulle ikke begynde at få gode ideer. Selvom han hadede tanken om hendes dør værende en svingdør for tilfældige drenge på gaden, så var det ikke noget han kunne drømme om at sige højt. Han rystede diskret på hovedet, for at få nogle irriterende billeder ud. Bare Loyd lagde en arm om hende irriterede det ham, hvad ville sådanne upassende tanker så ikke gøre?

”Du spurgte selv” Små grinede han. ”Nå, hvilke fordele ville det da have?” Provokerede han hende lidt, og vidste at det ikke vil ske, om hun så ville, hvilket han da stærkt håbede hun ikke gjorde. Benjamin havde ikke været på udkik efter romantik i alt den tid Miles kunne huske. Ham selv og arbejde havde altid været hvad der fyldte for Benjamin, og selvom hans bevidsthed tit synes at flyve et andet sted hen, så var det ikke noget der blev tænkt nærmere over. Alle havde vel deres tragedier.

Hændelser senere sad han stadig og nussede Desmond over hovedet, imens den krøb længere ind under dynerne. ”Jeg har noget med dyr.. Vi kan lide hinanden.” Smilede han bare, og blev næsten helt døsig af at se det trætte egerne overgive sig til hendes dyner. Det var svært at forstille sig at hun sov her hver nat – drømte sig væk – og vågnede morgensur til en alarm. Han selv havde altid hadet at blive vækket af en alarm.
”Vi har en stor have han kan være i, men den er ikke indhegnet, og han kan stikke af” Svarede han til det med Desmond. Det forhindrede heller ikke rovdyr i at kigge forbi, men i det mindste ville den lille fyr kunne klatre op og ind af Miles vindue hvis han frøs eller var bange.

Hendes bløde dyner føltes som bløde bølger under ham. Hendes duft steg op derfra og fyldte alt omkring ham på en behagelig måde. Selvom de ikke rokkede som bølger, så føltes det stadig sådan, og det lullede ham nærmest ind i en træt tilstand. Han smilede uden selv at bemærke det. Et afslappet og roligt smil, som man ikke fandt så tit.
Hans mørke øjne gled op, uden han havde bemærket at de var gledet i. Det viste sig at være besværligt at skjule den lettelse hendes ord gav. Han smilede lidt selvsikkert. Det fik rummet til at føles som et ubetrådt rent tempel, men samtidig fik det ham også til at føle sig beskidt, som om han overtrådte nogle grænser her. ”Jeg er .. beæret..” Smilede han en smule flovt, og betragtede hende som hun satte sig på den anden side. Et snork kunne høres fra egernet ved siden af ham, og han følte sig pludselig enormt træt da han lod sig falde ned på ryggen bag sig, som han havde gjort i sin egen. I hans ville han stadig havde været langt fra hende, men i hendes mere smalle seng, lå han nu med ansigtet ved siden af hende.
”Benjamin arbejder..” Mumlede han og foldede hænderne bag hovedet. Hans øjne prøvede at fokusere på loftet over ham, men de blev ved at glide i. Han vidste ikke hvorfor, men han følte sig mere afslappet end han havde gjort længe.

Mænd!
De var jo aldrig til at blive kloge på.
Hun vidste da godt at ' bare nysgerrig ' var et svar der SÅ meget dækkede over noget andet. Desværre stod det med for små bokstaver HVAD det dækkede over.One could only guess.
...og med hensyn til Benjamin....den mand kunne hun charmerer om sin lillefinger, skruede hun op for sin najade udstråling.Der herskede ingen tvivl i hendes sind. Men han virkede som en god mand, så hvorfor i al verden  skulle hun ville generer ham med det  ?
Derfor var det tilladt at drille Miles , alligevel.
" Årh....alle de erinder du skulle rende for mig , alle de adgangsforbud jeg skulle udstikke. Og hvem ved ? Måske ....måske kunne jeg annulerer ..." Hun ville have sagt 'din forlovelse' - men stoppede sin tale strøm i sidste øjeblik . Det var heldigt, for han ville nok ikke more sig over den joke, men mere føle der blev trådt groft over en grænse med den bemærkning.

Milia nikkede sammentykkende. " Ja , det ser ud til du har et rigtig godt tarv på dyr. Og Desmond er slet ikke bange for dig. Det var han nu heller ikke ved din fest. Eller...dit BAL " meddelte hun og så lidt på hans hånd der kælede Desmond.
Miles havde større hænder end Milia, men når de strøg over Desmond virkede de bare endnu større, og fik Desmond til at se meget skrøbelig og sårbar ud.
Han kunne så let som ingenting lave alvorlige skrammer eller skader på egernet.
Miles havde pæne hænder.Maskuline selv om hårdt fysisk arbejde ikke havde sat sit præg på dem. " En stor have...det lyder dejligt, men jeg ved ikke  rigtig når den kkek er indhegnet ? Jeg kan ikke undvære ham, og hvis nu han stikker af " tænkte hun højt. En anden løsning var at hun i nattens mulm og mørke sneg sig ud,for at indhegne de interessante smut steder. I smug. Uden de vidste noget ! Det kunne hun jo lige overveje lidt. Men ikke for længe, der skulle handles kvikt.

Madressen gav sig let, da Milia tog plads på den.Hun havde altid fortrukket en meget fast madres, og den her fik vel som en jævn standart.
Men hun elskede sin seng. Var måske en smule sengekriteriet, som det hed når man  hyggede sig med at sove længe eller gå tidligt i seng og F.eks se tv eller surfe rundt.
" Ja...du burde være beæret...sover du i venstre eller højre side af senge ?" Små drillede hun , men smilet flimrede da han lænede sig bagover, og faldt om på hendes seng. Afslappet , tæt på og alt for fristende at have liggende ved sin side.
Hvad tænkte han dog på ?

" Benjamin  arbejder ?" Mumlede hun gentagende , men det var ment som et spørgsmål. Alt hun havde sagt for et minut siden havde hun totalt proppet i glemmebogen  og hun huskede intet af det-  nu så hun kun ham!  Hans øjenlåg var tunge og de lange mørke vipper kastede skygger ned af hans kinder, når han lod dem glide i. " Du er træt " hviskede hun med blød stemme der kunne minde om smeltet chokolade.
Desmond var skredet helt sammen, og en blanding af snork og grynt lød ind imellem fra den.
Milia så ned på ham. Lige  ved hendes side, ved hendes lår havde Miles lagt sig tilrette. Hun nåede ikke at tænke meget. Og handlingen i sig selv var også ganske uskyldig og harmløs- der var intet sensuelt over den. Det hele lå i Milias tanker og de blev hvor de var , inde i hende.aldrig ville hun give dem ord at leve på.
Men.....
Hun holdte næsten vejret da hun let som en sommerbrise lod sin hård glide igennem det mørke hår. Hun overvejede end ikke at han kunne finde på at slå den væk. Så måtte hun jo forholde sig til det til den tid.Men det hele var intuitivt og ...ja...han kunne jo også bare lade vær med at lokke hende til sig på den måde.
Det bløde tykke hår, gled gennem hendes fingre, og efterlod en prikkende kildende fornemmelse i huden der.

Han så træt ud.
En pegefinger lagde sig ved ydre kanten af et mørkt øjen bryn og fulgte dets form i et blidt trak. Hun åndede ud.
Det var....underligt at røre ved ham sådan her. Lære de små detsljer at kende, når hun dårligt var bekendt med de større.
Helt ud af det blå...og totalt malplaceret...lød det fra hendes læber...
" du kan sove lidt? Vi kan tage en middagslur?"  Hele hende krop skreg efter at krølle sig sammen ved hans side.
Intet pjank eller pjat...bare ligge hos ham. Bare mærke varmen radierer fra hans krop. Fornemme og føle hans silhouet ....fange duften fra ham.Bare et øjeblik...i hans favn, som da de dansede og han trak hende tæt.Bare et stort sekundt - inden virkeligheden igen kærvede han igen var en forlovet mand med blitz over alt.
Bare en lille døsig stund der var....deres.
Et par sløret øjne ,spejlblanke og meget lyse blå søgte fodfæste i hans blik.

Miles havde pænt valgt ikke at kommentere på hendes lille opremsning af ændringsforslag, men han havde ikke overhørt det, og vidste udmærket hvad hun ville sige. Måske netop derfor blev der ikke kommenteret på det. Det var ikke fordi han havde lyst til at gifte sig med Rosaline, men det var en nødvendighed og en overlevelsesstrategi, og at bakke ud nu og svigte Benjamin, som havde taget sig af ham altid, ville være det mest egoistiske og nedrige han nogensinde ville gøre. Også selvom han var overbevist om, at hvis nogen ville forstå, så var det den ældre elver.

”Hvorfor skulle han også være bange for mig? Jeg er jo harmløs.” Smilede han som svar. Desmond trillede om på ryggen, som var den en hund der ville kløes på maven. Den virkede godt nok tam, hun måtte have kælet meget med den.
Han nikkede bare til det med haven. Rosaline ville sikkert ’komme til’ at træde på ham, fik hun chancen. Deres have var direkte forbundet med skoven bagved, og han vidste egentlig ikke selv hvor grænsen til deres have gik. Derfor kom vilde dyr som de lystede, og han betrådte deres skov som han lystede.

Han havde smidt sig ned ved siden af hende, og svarede med lukkede øjne og med en besynderlig klarhed. ”Venstre side.” Alle havde deres regler på den måde, og han sov altid i venstre side.
Han nikkede til det næste. Han var træt. Meget lige pludselig, og de bløde dyner under blev ved med at vugge hans øjne i. ”Ja…” Mumlede han, og smilede af den lette berøring. Han gjorde ikke noget, men lod hende gøre hvad hun ville. Det føles rart og betrykkende og sensitivt. Hendes bevægelser og berøringer var ægte på en måde han ikke havde følt længe. ”Det er rart..” Mumlede han søvnigt, og var allerede halvsovende da hun foreslog en lur. Det lignede ham ikke at give slip på den måde. At vise svaghed ved at være så søvnig og forsvarsløs.

Hans hånd ville med lukkede øjne prøve at famle efter hendes og give den et ryk nedad, for at få hende med ned at ligge, men selvom rykket skulle være fast, så ville det nok ikke være mere end et blidt træk.
Han kunne føle sig selv flyde væk hurtigere og nemmere end han normalt oplevede. Måske han var ved at blive syg? Den brændende fornemmelse i hans mave og hud kunne tyde på det.
Om hun lagde sig ned var ikke sikkert han ville opdage. Hvis hun gjorde, ville han underbevist ligge en arm om hende, men ellers ville han blive liggende og flyve væk i drømme om hvide duge og krystalglas som blev banket alt for hårdt og splintrede i hænderne. Sår på hænderne ville lade højrøde dråber dryppe ned og gøre de hvide duge til abstrakte malerier.
”Savnet dig..” Mumlede han i søvne, men var ellers tavs og meget langt væk.

" Desmond altså!" Irettesatte hun mildt det lille dyr.
" Hav dog en smule værdighed" lød det kærligt, da han rullede om på ryggen og gjorde sig lækker for at indkassere mest muligt klø og kæl.
Milia havde selv gjort sig tanker omkring den lille fyr. Han virkede langt mere håndtam end man skulle forvente fra et egern. Det øgede hans chancer væsenligt for ikke at blive sat ud i det fri, for han havde nået et niveau hvor han var ganske umulig at stå for.Milia brugte ham som ordinært kæledyr og nussede ganske rigtigt meget om ham.
Desmond strakte sig ud i kroppen, for at give Miles mest mulig plads at nusse på.

Vanemennesker.
Mange var så bundet op af vaner der ingen formål havde. Som hvilke side af sengen man ville sove i. Det var i princippet helt ubetydeligt, men genkendelighed og rammer havde vel alle et behov for i større eller mindre grad, så det måtte være et  udslag af dette. Selv sov hun nærmere midten, hvor hun puttede sig. Hvad det så betød rent 'freudiansk' havde hun ikke taget sig tid til at undersøge.
" Ok, venstre side...du ved jo nok man siger at det er de meget besværlige der vælger at sove til venstre " små vrøvlede hun for at drille, men forventede intet svar i retur. Hun kunne se hvor afslappet han var blevet, hvor han overgav sig til øjeblikket og lod alt andet glide mellem hans hænder, da hans sank dybere og dybere ned i hendes bløde puder og dyner.

Milia balancerede dristigt på en knivspids , med de  berøringer hun tildelte ham.
De burde være ikke eksisterende, men kunne verdenen  virkelig tillade at  stille krav om  hun skulle kunne berherske sig?
Forventede Miles  at hun styrede sig? Ja- klart han måtte gøre det!
Han var sikkert bare overbærende , sådan 'så lad dog barnet' agtigt.
Men han virkede magnetiske på hende og alle hendes mentale lænker rystede hun af sig, og lod hånden lege sig igennem hans hår og pegefinger stryge hans bryn, på en undersøgende og næsten forelsket måde.
En frydefuld glæde bredte sig i hende, da hun havde haft ret .Han var død søvning og hun kunne drage fordel af det og  - måske- opnå at beholde ham her hos sig lidt længere?
 Derfor var hun ret hurtig til at hviske " ok...det ok.vi døser bare en smule "
Hun håbede det ville berolige ham nok til at turde give slip på sig selv, hvis det ellers var et problem? Han så ud til at være på vej til et meget fjernt sted allerede.
Milia følte den samme søvndyssende stemning- det var som hendes krop og sind arbejdede samme i joined forces, og havde besluttet at det var den ENESTE mulighed for Milia at komme tæt på Miles.Så nu fyldte de hende op med døsighed.
Det kunne selvfølgelig også bare være at hun spekulerede langt mere over hendes indflytning end hun ville tilstå- og derfor brugte helt enormt meget energi på det, og nu var død træt?
Hun smilede ned til ham, selv om han intet så. Milia blev glad da han mumlede det var rart.Og dog gennemgik hun lige en to sekunders periode da hans hånd fandt hendes og trak den til sig. Var de nu på gale veje igen ?
Oh...what the Heck! Der var jo ingen kamera og sladrende  blitz denne gang.
Desuden var det kun en lur, ik?
Milia lod sig trække ned. Hun skubbede sine høje sko af, ikke fordi de ikke måtte være oppe i sengen, men fordi hun puttede sig ind mod Miles, med kinden mod hans hvide Tshirt  ved hans bryst og det ene ben / knæ en smule over hans lår. Så meget hendes nederdel ville tillade bevægelsesfrihed, hvilke ikke var overdrevent meget.Det virkede bare mere...anderledes...end havde hun beholdt de høje hæle på.
Milia kunne mærke presset af hans arm, da han fik den omkring hende og trak hende tæt. Hun sukkede af ren velvære og lukkede sine øjne i, da hun møvede lidt rundt med kroppen for at ligge helt rigtigt inden  hun placerede en håndflade på hans bryst , og lod den hvile der, uden at bevæge hånden yderliger.
" oz savnet dig" lød en hvisken ned i hans bluse.Milia ville også falde i søvn.
En mærke døsig tilstand hvor hun helst aldrig ville vækkes fra igen.
Det sad i luften at alt ville ændres når de vågnede.Hun havde kun den her lille flig af tid, at holde sig en smule tæt til ham. Hun faldt i søvn med en sød smertelig trang til at klamre sig nærmest desperat til ham. I hovede havde hun fået en mærkværdig ide om det var en livsnødvendige ting.Som stod hun ved en skillevej i sit liv nu og HAN var den afgørende ting om det ville briste eller bære.


Langsomt slog hun øjnene op.
Der var død stille i den lille lejlighed.Hvad mon klokken var ?
Milia skulle lige ud af den tunge tilstand søvnen havde trukket ned over hende.
Lidt forvirret satte hun sig op. Det sølvspænde der skulle samle håret i på ryggen af hende, var gået op og lå et sted mellem puderne nu, og Milia lignede en rodebunke med det lyse hår all over the place, sikkert.
Hun kiggede ned på Miles der så ud til stadig at være helt væk.
Hun lænede sig ned over ham. * sidste chance du får* lokkede tankerne helt urimligt og umuligt at komme uden om?Milia bøjede sig helt ned over ham , og prøvede at holde håret samlet med en hånd, så det ikke kildede ham da hun satte læberne mod hans kind i et enkelt kærligt kys, ingen nogen sinde ville vide noget om.
Bare kort.

" Miles.vi skal afsted!" Vækkede hun ham blidt, og ville så trække sig væk fra ham.
Hun undlod at forsøge forstå og gik helt uden om at sætte beskrivende ord på, for helt ærligt så var hun selv ved at opgive finde ud af hvad der skete med hende hver gang Miles de Allemont viste sig. Det var som hun ikke genkendte sig selv og ikke kunne bestemme slagets gang , som hun ellers plejede at gøre.
Han...bestemte...eller den  mærkelige energi der synes at leve i rummet mellem dem bestemte! Hun ville sætte skoene på fødderne igen og kastede et blik over skulderen mod Miles.

" Fik du sovet godt ? Tror vi skal se at finde hjem til dig inden vi bliver efterlyst " lød det muntret , med en lidt ru stemme der stadig bar præg af en lang eftermiddagslur.

" Hvem vil være hjemme når vi kommer?"
Fiskede hun efter hvad hun skulle forvente og hvad hun burde forberede sig til.
De kunne næppe sove videre, selv om det havde været vidunderligt.
Et lille indforstået smil bredte sig. Hun kunne jo altid håbe på tordenvejr, så fik hun en undskyldning for at søge ind til Miles i nat . Rosaline ville helt sikkert ikke blive bange, hun åd nok lyn til morgenmad, legede hun rundt med ønsket om at kunne putte lidt med Miles igen. Men hun frygtede det lød var kørt.

" er vi køre klar?" - og hvis Miles var det, ville de snart smutte ud af døren og face fotograferne først - og bagefter køre mod Miles hjem , og alle de udfordringer hun skulle lægge arm med der.

Som et krystalglas væltede af en hvid dug, slog Miles øjnene op. Loftet over ham lignede ikke det han plejede at vågne til. Søvnen hang i ham som et rusmiddel, der endnu havde et tag i hans bevidsthed, og alting var i de næste sekunder sløret. ”Hmn?”Mumlede han søvndrukken da nogen et sted tæt på sagde noget. ”Bare fem minutter mere.” Nåede han lige og mumle, trille om på siden og lukke øjnene igen. Så svang de op igen. Han var IKKE på sit værelse, det var IKKE hans dyne han så blødt lå på og det var bestemt IKKE Rosalines skarpe stemme der formanede ham op.
Endelig fik han øje på Milia som sad ved siden af, og stirrede lidt på hende, imens han dovent kom op at side. Han huskede kun svagt hvor træt han var blevet og hvor hurtigt han havde været væk fra bevidstheden.

Lidt flov kørte han en hånd igennem det mørke hår, som med garanti stod lige op i luften og afslørede et par spidse øre han ellers ikke yndede at vise frem. Heldigvis var håret let at tæmme, og snart faldt det igen som han ønskede.
”Undskyld jeg ved ikke hvad der gik af mig” Mumlede han lidt rød i hovedet, og tog sig til panden. En smule varm, men han gættede på at det kun var fordi han havde sovet.

Han var kommet helt op og sidde imens han betragtede hende. Hun så bedårende ud, mere end ellers. Det lyse hår uroligt om et udhvilet ansigt, og han modstod trangen til at hive hende ned og sove videre. Selvfølgelig skulle da af sted. Himlen udenfor havde fået et mørkeblåt skær, og han gættede på at solen lige var gået ned. Det var efter aftensmad. Folk måtte begynde at bekymre sig. Rosaline var ikke glad. Han kunne mærke hendes vrede i hans knogler allerede.
”Jeg.. ja.” Svarede han bare og kom op at stå. Hans led føltes tunge og de skreg efter at få lov at overgive sig igen. ”Benjamin er udenbys, men Loyd og Rosaline vil nok være der.” Fortsatte han lidt forvirret, og var usikker på hvad han skulle gøre i denne situation. Han så ned på gulvtæppet, og opdagede egernet der var begyndt at hoppe ind i stuen igen.

Han nikkede til om han var klar og ville gå ud for at tage en af taskerne. Han havde allerede planlagt hvad han ville sige. De fik aftensmad inden de kørte og diskuterede noget dannelse, ja den var god.
”Lad os tage noget mad på vejen. De har nok spist derhjemme. Hvad kunne du tænke dig?” Vendte han sig imod hende og spurgte med et genert smil. Havde han spurgt sin forlovede ville hun helt sikkert have insisteret på Altair eller Detray nede i midtbyen. Fine franske spisesteder begge to, men Milia var anderledes.

Ingen af journalisterne var gået hjem, faktisk var 2 kommet til – sikkert ved nyset om at de ikke forlod lejligheden med det samme, og havde Milia ikke gjort det, så havde Miles ønsket at han havde bedt hende redde hår, hvor charmerende det end så ud. Efter at have fyret sin hurtigt tænkte dæk historie af, ville han så hurtigt ned i bilen så muligt.

Lidt betuttet over stemningen og at de var gået ud som pustede man til flammen på et levende lys, så hun på Miles. Han virkede stadig noget træt, som søvnens favntag ikke helt ville slippe sit greb i ham.Det ledte tankerne hen på hvor stresset en hverdag han mon førte ? Hvor stort et pres der var på ham og hans familie?
Hun kunne kun gisne, da journalisterne i hendes opgang bare var en dråbe i det store hav de Allemont familien svømmede i.

" Ikke undskylde Miles...du var bare træt, og det smittede vist af på mig"
Hun lod øjnene løbe over hans hvide Tshirt, fik den tjekket for makeup rester der kunne være gnedet af på den, da hun lå der.Hun kunne ikke umiddelbart se der skulle være sket nogen skade.
Milia skævede så til hans mørke hår .Det strittede indbydende og tillod nu de karakteristiske øre at komme mere til syne.
Hun kiggede med interesse hvis ikke nysgerrigt, men fik ikke tid til at stirre , da Miles allerede var i fuld sving med at få håret på plads igen. Hvorfor så omhyggelig med at dække de fint pegende øre ? Han gjore hende nysgerrig på hans tanker og meninger om....ting.
Elver politik for at nævne bare en enkel. Hvordan så han sin race kontra andre ? Hvad mente han om nymferne ? Kendte han mange ? Hun havde altid fundet beskrivelserne af sin race lidt morsomme. Nymferne skulle besidde ualmindelige skønhed og være lidt forførende og legesyge af natur. Hun var vist bare legesyg...ihvertfald var hun af den overbevisning om at skønhed var forkert formuleret når det galdt nymfer, for hvad man fandt skønt og smukt var meget variabelt. Men hvad vidste hun om mænd ? Hun ville spørge ind til flere af hans tanker senere, besluttede hun sig for.

" Oh...Benjamin er ikke hjemme" udbrød hun i en skuffet tone.Det var som hun sad midt på havet m i en lille gummibåd og Miles havde netop trukket proppen ud af den.
" Forlader den synkende skude gør han? ....han er en klog mand, må havde set det komme" mumlede hun delvist for sjovt , da hun forstillede sig Benjamin iført et skræmt udtryk i hans pæne ansigt, takke nej og dernæst tage flugten , ved ideen om at dinere med hans søn og svigerdatter , Loyd og så Milia.Madro ville være en by i Rusland.

Som han kunne læse hendes tanker om mad, skulle hun slynge et ønske ud om et godt sted at spise.Det passede hende dog helt udmærket at trække tiden ud. Ikke fordi hun var særligt sulten , men da tanken om at være alene med de tre var aldeles skræmmende ville hun udskyde den 'herligehed' så længe hun kunne.
" hmm...den lille italiener? Berlonis? ...de laver en pragtfuld pasta øøhhh...hvad hedder det nu med flødesovs, skinke og ..lidt ost?" Søgte hun efter rettens navn.
Den var såre simpel og skulle den peppes op kunne man lige tage lidt fra salatbaren med også.
Den lå nogle gader derfra,så de kunne enten køre eller spadserer, alt efter hvad Miles ønskede.
Milia lod en kam løbe hurtigt gennem det levende hår, for at se nogen lunde pæn ud. Det var nu mest fordi hun skulle følges med Miles og gerne ville gøre en god profil, for hans skyld. Havde hun været alene var det nok bare hapset sammen med en stor elastik.

" Tak.." Sagde hun, da Miles var sød og galant og tog sig af taskerne hun havde pakket. Selv tog hun en lille læderjakkens med gennemsigtig front, hvor Desmond blev lagt på et tæppe, samt hendes lille personlige taske.ok....klar til afgang, hun trak vejret dybt ind, da de forlod hendes trygge hjem.
Efter journalisternes spørgsmål og billed tagen , smuttede de afsted og ind i hans bil." hold da op hvor er de dog insisterende. Tror du de nu vil vade i hvor længe du var hos mig ?" Spurgte hun og kendte næsten svaret på forhånd. De ville slå stort op hvor længe de sammen havde opholdt sig i hendes lejlighed. Nok ikke interessant...ikke med mindre man lige vedhæftede billedet fra forleden , hvilke de så også ville gøre. De kunne vride alt ud af den rette kontekst, hvis de ville sælge deres intrigante sladder.

Ved italieneren Måtte Desmond pænt forblive i sin taske, og vente i Miles bil. Men han snork sov, så det ville han ikke have protester imod.
Indenfor , fik Milia hurtigt udvalgt et bord og hun trippede i retning af det.
" Jeg har bare været her et par gange før. En med Krystel og to med Gerard...en kollega" forklarede hun henkastet og satte sig ned.
Stedet var meget hyggeligt.En masse tingel tangel hang ned fra loft og dekorerede ligeledes væggene.
Der var små ternet duge, hvilke næsten var et must steder som dette pyntede bordene og da stedet ikke var særlig mange kvadratmeter , fik det hele en meget intim stemning.
Lidt crooner agtigt musik kørte i baggrunden, fra et anlæg gemt af vejen bag disken.

" de plejer at være hurtige til at betjene gæsterne her" hun spejdede efter personalet og så en fyr var på vej over mod dem.
En mand med kulsort halvlangt glat hår kom til deres bord, da de havde fået nogle minutter til at sætte sig , og måske være klar på at afgive bestilling?
Han havde sorte bukser, en hvid skjorte og et navneskilt hvor der stor Mario på.

" Godaften...er de klar til at bestille" lød det en smule gebrokkent, men smilet var stort og ' meget italiensk' at se på.
Milia smilede spontant igen.

Efter at have afgivet deres fortrukkene spise og for Milias vedkommende også en stor cola Zero, lænede hun sig frem over bordet en smule og prikkede til et saltkar.
" Miles...hvad mener du egenlig om de forskellige racer?" Jaja et stort og meget åbent spørgsmål, men hun var bare så død nysgerrig, efter at havde fæstnet sig ved hans søde øre.

”Du lyder helt skuffet!” Fnøs han drillende, og tilføjede hurtigt: ”Du ved godt at jeg ikke hook’er dig op med min far ikke?” Smilede han og rystede på hovedet. Taknemmelig over at de bevægede sig videre fra den lidt for intime lur. Der lå noget uforløst og anspændt i luften, og han var sikker på at hun mærkede det også, men konfliktsky og følelsesskræmte som hans køn nu en gang var, ville han under ingen omstændigheder bringe det på banen. Desuden havde hun selv sagt at hun ville bringe det op, hvis de skulle snakke.
”Han kommer hjem og 2 ugers tid” afsluttede han emnet, og Miles havde ingen tvivl om at de to piger nok skulle komme op og skændes, hvilket Benjamin helt sikkert havde blandet sig for meget i, havde han været tilstedeværende.

”Cabonara?” Mumlede han som de smuttede ud af døren, og ikke mange sekunder efter drejede han bilnøglen, og satte en blød lyd i gang hos bilen, som snart trillede af sted.
”Ja det tror jeg, men så længe der ikke er noget hold i det, så dør det ud.” Svarede han og vidste at Rosaline ville få et føl på tværs. Delvist på grund af Miles, og delvist fordi det så dårligt ud for hende at hendes forlovede rendte rundt med andre piger. Det var lige så meget politik som følelser.

Den lille italienske restaurant åbnede sig for dem, og Miles trådte ind som var det et minefelt. Han plejede ikke at være så små steder, og uden nogle anmeldelser eller stjerner at kigge på følte han sig usikker. Det var nok derfor han bare fulgte efter Milia, og satte sig overfor hende, hvor han også bestilte en cola zero.
Han trak på skulderen og kiggede sig omkring. Her var ikke ret fyldt, men han gættede på at det var standard her. På de store nede i byen, skulle man reservere flere uger i forvejen.
”Gerard?” Gentog han skeptisk, men opdagede øjeblikket efter at den tone ikke havde været acceptabel givet deres relation. ”Jeg mener… På Loyds vejne” skar han ansigt. Den fyr havde heller ikke holdt sin mund om hvor godt deres forhold gik. Miles mistænkte ham for at overdrive.

Mario var ved dem, og Miles fik bestilt en cabonara efter Milias anbefaling. Det kunne han da være sikker på at de havde her. Hans mørke øjne kastede sig ud på gaden bag ruderne. Små dråber var begyndt at ramme asfalten, og det så ud som om det blev værre. ”Mnh?” Han søgte tilbage til hende ved spørgsmålet, og tog noget af sin zero.
”Elvere er suveræniteten over alle andre racer. Visere og overlegne. Jeg forstår ikke hvori diskussionen kan ligge.” Svarede han koldt og så stift på hende. Så længe det nu var muligt med hvilken reaktion hun ville komme med. Miles var en sublim løgner, og var svær at gennemskue når han prøvede. Snart kom han dog til at smile. ”Jeg tager pis på dig. Stereotyper du ved.” Kom han til at grine og rømmede sig.
”Nej. Jeg kan ikke se hvordan den race du er født ind i skulle kunne afgøre hvem du er og hvad du laver med dit liv. Det har ingen betydning. Jeg prøver ikke at dømme folk efter hvad de er født ind i.” Svarede han ærligt. Selv ville han ikke bedømmes ud fra ugeblade og økonomi. Han spurgte ikke hende igen, men vidste at hun selv ville udtrykke sin mening. Hun var ikke typen til at holde sig tilbage, en af de ting der gjorde hende så… spændene. ”Selvom dæmoner og sort elvere kan irritere mig, hvilket er ironisk fordi…” Han stoppede sig selv. Nej hvorfor begyndte han nu med det? ”Nej, ligemeget.” Afsluttede han den sætning.
”Jeg har undret mig..” Indrømmede han og fandt det lidt pinligt og skiftede væk fra forrige sætning. ”Jeg kan ikke sætte fingeren på din race?”

" Oh...think im a golddigger you do" smågrinede hun. Aldrig havde hun da overvejet at gafle ham, men havde det ændret på det følgende, ville hun have giftet sig med Benjamin lige på stedet! " To uger?! Du joker mig ik? TO UGER....det bare løgn " forsatte hun lidt stødt. Det var jo selvmord for pokker. Havde Benjamin og Le Clark slet ingen ting forstået ?

Hun hævede bare begge bryn som en tavs kommentager til ' sålænge det intet har på sig'. Hvad skulle hun ellers. Deres kys havde ingen værdi haft for Miles, blot det at smage en ny flavour...nysgerrighed. Hun bildte sig ind at hun havde det ligedan, men alle fibre i hendes hud afviste det kraftigt, hver gang hun så på manden der naturligvis vidste det hed cabonara. Det var tæt ved hun blev sur.
" det sten dødt i morgen så " snappede hun ganske let, og vidste hun var urimlig, så der skulle ikke bores mere i det.

Den oprørske stemning var dampet helt af, da de kom ind og sidde- og maden blev bestilt.
Milia der havde hovedet nede i sin taske og var ved at udsøge sin mobil i den, stoppede helt op ved tonefaldet i Miles stemme, da han spurgte ind til Gerard. Hun så over på ham, og han kunne se hun havde fanget skarpheden , men ikke helt forstået hvorfor ?
" På Loyds vegne? ... Så du er hans barnepige nu ? Jamen så good Luck,du får travlt. " hun kunne ikke dy sig, og lænede sig så tæt på ham, som bordet tillod.
Milia hviskede konspiratorisk til ham "..for jeg en rigtig maneater, please dont tell Loyd " og så grinede hun og vendte til bage til sin taske, hvor mobilen blev hevet frem. " Hvad var det nu din fars nummer var ?" Spillede hun videre, men det var nu Krystal der fik en lille sms fra Milia og blev mindet på hun havde lejligheden for sig selv, de tre næste dage.
Hun undlod at forklare ham om Gerard, ret bevidst .

Med deres drinks serveret , ventede hun meget interesseret på at vende en ny side i bogen ' Miles' og se havd der stod .
Dog måtte hun se sig noget forbløffet og det var ikke på den fede måde.
Hun nåede at mærke en protest hope sig op, og hans kølige blik var lige så barsk at forholde sig til, som hans ord.
" Visere ? Prøv...arogant..." Hans smil bremsede hende , men hun havde allerede slugt det hele råt, og det vidste han.
" årh..hvor du åndsvag " prøvede hun at skælde ham ud men smilet flød stædigt over hendes læber, da hun nu snuplede i hans smil og mere bløde øjne .
Det mere ærlige svar kunne. Milia langt bedre relaterer til.
" Det lyder mere fornuftigt ...jeg blev da helt bekymret der for dig * og for mig * . Jeg er ret enig med dig. Racer er en underlig ting at hæfte sig ved, det må vel være opførelse og værdier, altså ikke de materielle , men dem vi har i hjertet der afgør hvem vi er " skinnede hendes øjne mod hans.
Mario kom og fik serveret maden for dem, på en lidt stiv med meget høflig måde.
Milia havde netop sat sin gafle i maden, da Miles afbrød sig selv.
Hun var straks alert, og ville ønske han havde ville uddybe for hende.
Skulle hun bore i det, eller respekterer hans valg...for nu, for der ville jo komme masser af muligheder for at vende tilbage til snakken.
Dæmoner og sortelvere, dem måtte hun huske at vende tilbage til.
Hun smilede varmt til ham over bordet. " Min race...jeg er dæmon, en der spiser folks sjæl under sex " hun prøvede at sende ham et udfordrende og lidt sexet blik, uden at begynde grine- med hun var et kvaj til at imiterer en forføreske, så det krakkelerede hurtigt hendes lille spil.
Hendes iver for at afsløre løgnen var også stor, så meget hurtigt slog hun det hen.
" nej...bare rolig. Var jeg dæmon ville jeg ikke have ladet dig slippe med den udtalelse før " hun tænkte tilbage på hans have, som hun kun havde beundret indefra, igennem de enorme ruder. Hun måtte snart derud og få lidt luft, græs, natur at snuse ind. Mon der var vand ? En å...et eller andet ?
" så du undrer dig over min race ? Vi kan lave en deal ...jeg fortæller hvad jeg er, hvis jeg må sove hos dig når det lyner og tordner? " hun jokede rundt og hyggede sig egenlig bare på en harmløs måde.Det vil sige , indtil hun huskede Rosaline og at hun dermed lige havde forsøgt indgå en deal om at måtte sove i en forlovet mands seng. Og hvad skulle han så, smide sin kommende hustru ud og fortælle at nu kom Milia , hvis det lynede? " NYMFE " næsten råbte hun ud, så hun lykkedes at forskrække sig selv.
" Jeg er nymfe , najade" forklarede hun mere stille.
" Du kan ikke tage det jeg siger for gode vare...jeg har det med at bruge min intuition , nogle gange er den lidt forkert programmeret " smilede hun og trak undskyldende på skuldrene. Han måtte jo tro hun var småt begavet.
" Kender du til nymfer? Det muligt du er adelig, men jeg skulle efter sigende stamme direkte fra Zeus himself ! At jeg så er faderløs i praksis skal man ikke hænge sig ved " hun drillede ham igen med de oplysninger, ikke at de var usande.
Men folk tænkte ikke meget over de gamle guder længere. Måske adlen var tilpasse regelrettet til det faktisk havde betydning for dem? Eller ville Miles begynde at skrald grine.
Hun var SÅ fristet til at fyre op for den aura nymfer var kendte for at kunne indlure mænd med, bare for at hævde sig lidt. Men nej....det var ikke sådan det skulle være.
Hun ville nemlig heller ikke bedømmes efter sin race, men istedet sit indhold.
" Tror du Rosaline vil blive mere vred over jeg er nymfe ? " spurgte hun istedet.
En del piger havde ikke just den race som favorit.

Miles’ øjne lynede over bordet ved hendes snak om mænd. ”Nå, jamen så tror jeg ikke du er noget for Loyd.” Smed han efter hende, og vidste halvvejs godt at hun løj. Hun havde selv fortalt ham at hun ikke havde haft andre på værelset. Tankerne fløj et kort sekund tilbage til bløde dyner og sød duft. Det behagede ham på en måde at det forholdt sig sådan. Hun var ikke alle og en hvers ejendel og bestemt ikke Loyds. Selvom han selv lige havde givet udtryk for at ville beskytte deres forhold, så ville han uden at tøve mase Loyd ud i køkkenet for at lave frokost til det halve kongerige, inden han lod ham så meget som give hende et kys.

Han kom til at grine rigtigt da hun blev halvsur, men derefter heldigvis kunne se joken. ”Du troede jeg var oprigtig!” Lo han og burde nok føle sig trådt på, men han vidste at det meste af hans familie, Benjamin undtaget, havde netop den opfattelse om han havde løjet om. Rosaline var i blandt dem. Derfor følte hun sig altid så højt hævet. Over Milia, som ikke var elver, over Loyd, som ikke var fuldblods, og enkelte gange over Miles, som tydeligvis heller ikke var udelukkende hvidelver, men i disse tilfælde kom hans temperament frem, og hun havde hurtigt lært at være forsigtig med at træde på de trin.
Han nikkede af det hun sagde. Hvis bare alle i hans omgangskreds havde samme opfattelse, men her herskede aristokratiske idealbilleder.
”Racen er vel blot en ydre kappe… ville nogen sige.” Blev svaret lidt flyvsk. Regnen tog til udenfor og den trommede hårdere imod ruden. Han havde aldrig haft noget imod regnen, men hvis den blev så voldsom, som den var ved at være, så blev det koldt, og det brød han sig ikke om, men en tæt græs eng stadig våd af dug, drømte han sig ofte væk til.

Mario kom med deres mad, og Miles rodede først lidt i det. Det var pænt anrettet, men ikke helt så fancy, som han var van til. Lige som den første bid havde forladt tallerknen og var blevet skovlet ind, informerede hun ham om noget der lød som en noget ... vulgær… race. Lidt overrasket hostede han kort og så vantro på hende. ”Ahvad?!” Udbrød han, men opdagede for sent at hun legede med ham. ”Org du!” Prøvede han at smile og tog noget cola for at skylle maden ned. ”Prøver du at slå mig ihjel eller hvad?” Kom han til at grine lidt igen.
Han løftede et øjenbryn ved hendes forslag og vidste ikke helt hvad han skulle sige. Det lød fristende, ærligt talt, men risikabelt, også mente hun det udelukkende for at drille ham. Inden han kunne at svarer havde hun dog selv gjort det, og reagerede først ikke. Han vidste ikke helt hvad han skulle tænke om det, så derfor svarede han først. ”Intet valg til mig kan jeg høre. You just sealed the deal.” Små smilede han. Rosaline sov heldigvis ikke inde hos ham, hvilket gav ham det privatliv, men det blev vel ændret efter brylluppet. Hun hadede alligevel at nogen så hende om morgenen.
”Vand nymfer..” Han gentog det og var en eller anden grund overrasket. Hun virkede så oprigtig og lige til. Han havde altid hørt at nymfer med deres skønhed også kunne være snu og ligefrem udspekulerede. Ikke noget han ligefrem ville kalde hende.. og det var velment. Han trak lidt på skulderen. Rosaline ville bruge det imod ham som et skældsord hvis hun fik forkerte tanker. ”Måske en smule.”
Han lænede sig lidt frem, stadig en smule forvirret. Nymfer var ikke noget man så hver dag. Han vidste ikke om han nogensinde havde mødt en anden, men det satte nogle tanker i gang. Var hun ved at vride ham om sin lille finger med vilje? Han fik en dårlig smag i munden. Kunne alle de underlige følelser hun vakte være pådraget af nymfens egenskaber.
”Milia… Jeg har hørt at nymfer kan justere på deres egen.. appellerende energi..” Valgte han smart at kalde det, og spurgte meget lavmælt. ”Hvor meget har du brugt det?” Han vidste udmærket at hun kunne tolke i hans spørgsmål. At han satte spørgsmålstegn ved hendes effekt på ham, og dermed til en hvis grad antydede den.

Ilden i hans øjne var en vred en , og den provokerede hende.
" Er jeg god nok til din FAR , er jeg god nok til Loyd...men anyway er det nok Loyds mening der tæller, og ikke din!" snappede hun og vidste godt at DENNE gang var hun lidt barnlig.
Det var et tosset svar, et irrelevant et da hun nada interesse havde i nogen af de mænd, men det skulle Miles slet ikke blande sig i.

Det var ikke spor underligt at tiden løb mellem hænderne på Milia , når hun tilbragte tid med Miles. Deres relation var en landmine af energien og samtalerne kunne tolkes få flere niveauer, lidt som eventyr kunne. Tiden var på gennemtræk når hun tilbragte den med ham.

Hans latter var smittende , og trak op i Milias potientielt surmulende mundvige.
" Ja...jeg troede faktisk lige du havde sådan en holdning. Havde det forholdt sig sådan Miles, så er du godt klar over det var DIG der skulle ud på en dannelses rejse, og JEG skulle være din mentor" smilede hun kækt og satte lidt af båndspaghettien til livs, imens hun ævlede om at være dæmon, mellem mundfuldene.
Hun brugte snippen af sin serviet til at duppe sine læber.
" Hey! Du HAR jo et snært af det. Du er ikke ret begejstret for dæmoner. Gerard er dæmon" lukkede hun munden på ham kort, måske ?
Milia drak også lidt af den kolde sodavand, og prikkede til isterningerne.
" Nymferne er en særpræget race, hverken bedre eller værre, men den er ....ikke så ofte fremkommen. Men ja, jeg er vandnymfe og kan blive helt dårlig HVS jeg er forlænge adskildt fra vandet" tilstod hun og greb så fat i humoren igen.
" Det kunne dog være værre, tænk hvis det var et træ,jeg var forbundet til ? Alle de splintre man ville få over det hele" pjattede hun , indtil Miles havde fået reflekteret en smule over hendes race tilhørsforhold, hvilke mundede ud i et spørgsmål.
Et noget forudroligende et af slagsen.
Milia tænkte på ingen måde over han også fik sagt at han sletnikke var så upåvirket som han lod hende tro, næ...hun snuplede istedet over anklagen og mistroen der med et lå i luften omkring det lille bord.
Havde manden slet ingen tillid til hende? Troede han hun var ude på at forføre den rige elver , for at gafle sin en prins og en hvid hest?
" Hv-hva siger du?" Små hakkede hun først, da det uforventede i hans spørgsmål slog hende ud af kurs." hvor meget jeg har fyret op for nymfe ...sukkeret..." Roede hun rundt, og kunne ikke engang finde et dækkende ord for det nu, selv om hun normalt havde mange OG Miles netop havde beskrevet det meget fint.hun gik alligevel i sort.
" Brugt det på dig ? Eller på Loyd !" Milia var stødt over han troede det , og hun havde en sær trang til at blive virkelig vred på ham.
Men en stemme hviskede i hendes tanker, at det var et fair spørgsmål, for han havde ret. Mange nymfer spekulerede i den evne, udnyttede den til egen vinding og var ganske charmerende og forførende, når de legede med deres evne, og spillede på deres ydre.
" Helt ærlig " skummede hun , " jeg har da IKKE brugt den på dig...eller Loyd, hvad får dig dog til at tro det!" Milias øjne var nær ved at skyde lyn , da hun gled i forsvars mode.." havde jeg brugt den , ville du ligge i din seng uden at huske navnet på din forlovet nu, og Loyd ville lede efter vielses ring - i ville ikke have en chance mod det! Men jeg HAR i
Ikke brugt NOGET som helst " havde det ikke været for pinligt, havde hun sikkert stampet i gulvet. Hendes kinder var begyndt at blusse.
Havde Miles ikke lige fornærmet hende der, ved at tro at hun...var lidt slesk?
" Hvorfor spørger du overhovedet om det " klingede vreden af, og en smule ulykkelighed havde sneget sig ind.
Hænderne havde deres greb omkring cola glasset, hvor konsensen havde lagt sig uden på. Havde hun gjort noget forkert?

Han lignede et forkælet barn der ikke havde fået den rigtige cykel i julegave, som han sad deroverfor og surmulede. ”Nej du har ret, det er heldigvis ikke min mening der tæller!” Gav han alt for barnligt igen og foldede armene foran sig. Havde han rakt tunge ad hende havde det fuldendt stilen, men det var alligevel for meget. Det var selvfølgelig Loyd der skulle bedømme det. Hendes soon to be kæreste, som var alt for ivrig efter det.

Hun udfordrede ham i alt hun gjorde. Lige fra de små hidsige bemærkninger, til forførende sving med håret, og det gjorde ham sindssyg. Aldrig havde han oplevet nogen der snakkede så respektløst og ligefrem til ham, og det irriterende ved det hele var at han kunne lide det et sted. Ikke på den kinky måde, men det at hun ikke bare klappede i som en østers og nikkede, men i stedet gav igen var spændene.

”Arghh det skal du nok ikke sige for højt derhjemme.” Svarede han sigende. Det kunne skabe nogle diskussioner over spisebordet imellem Milia og Rosaline, og han og Loyd ville være tvunget til at være Schweiz. Komplet neutrale og stille.
Han rystede på hovedet af hende og smilede bare. ”Det er ikke en hemmelig at nogle racer har instinkter og særlige gener. Der er noget forhastet og aggressivt over dæmoner. Dét også at de lever af at æde andre mange af dem.” Svarede han afslappet og tog noget af colaen foran ham. Selvfølgelig var der undtagelser ved alle racer. Ikke alle vampyrer drak menneskeblod og ikke alle engle var gode, men stereotyperne løj som regel ikke.

”underligt så at bo i en lejlighed langt fra vandet.” Blev hans svar, og synes nu ikke det lød helt dårligt at være knyttet til træerne. Skoven og det grønne. Én ting var sikkert – han ville hellere være bundet til et træ end til Rosaline.

Ændringen i hendes tone ved det næste, fik ham til at læne sig lidt bagud. ”Nej det var ikke sådan..” Prøvede han at svare, men hun afbrød ham, og det var nok godt nok, for det var vej egentlig det han havde ment, selvom det ikke var ment stødende, men mere som en undren. Hvorfor havde hun den effekt på ham?
Han blev næsten rød i hovedet efter hendes lille tale. Hvem kunne vide at nymfer kunne bide? Han så ned i jorden og blev næsten irriteret på hende. Hvorfor tog hun det på den måde? Kunne hun ikke se… Han spændte i kæben og lod hende blive færdig, så lænede han sig lidt arrigt ind over bordet.
”Hvorfor tror du jeg undre mig og spørg?” Svarede han irriteret og slyngede sig tilbage i stolen. Udenfor trommede regnen stadig og man kunne høre når de små dråber ramte ruden med små *klak*
”Hvorfor tror du jeg spørg?” Gentog han irriteret og kiggede væk fra hende. Hen til et tomt bord ved siden af, hvor mange minder helt sikkert havde udspillet sig for andre mennesker.

Man kunne ikke beskylde Milia for at virke bekymret over at bringe et emne op hjemme hos Miles, der var lidt sprængfarligt. Benjamin ønskede hun på ingen måde at fornærme, alt hun havde hørt om ham var gode ting, og hendes eget førstehåndsindtryk af ham til balet var rigtig positivt.
Rosaline var en helt anden snak. Milia kunne finde tanken helt appelerende , tanken om at tirre damen med små uskyldige sætninger der sneg sig ind på en måde der ikke virkede provokerende, men som alligevel ville opfanges af Dunbar.Org at se hendes kinder røde og vrede, havde Milia lige nu ingen problemer med. Det var ikke sødt af Milia, men alene det at hun havde eneret til Miles, var grund nok til at Milia fik lyst til at kradse….bare en smule.

Blikket fik en langt mere drømmende karakter, da samtalen gled over på skov,vand og beliggenhed.
” Ja…det er på ingen måde optimalt for én som jeg” gav hun Miles helt ret.
”jeg burde bo ved skoven, hvor der løber kilder og åer…og især det store vandfald er jeg draget imod. En strandhytte ville også være lækkert, men naturen er mere sparsom der, så skoven vil være et første valg.” Milia blev meget direkte, men der var ikke misundelse eller noget misbilligende at høre, blot en bemærkning til ham…” hmm du er meget heldig Miles.Jeres have støder lige op til skoven, ik ? Så vidt jeg har kunne se udefra må det ligge klods op af hinanden.Du er heldig.
Jeg måtte tænke på penge og økonomi, frem for ønsker om beliggenhed. Og jeg var enda heldig at Krystal lod mig flytte ind med hende. Lejlighederne hænger bestemt ikke lige på træerne”

Miles frembragte følelser og reaktioner i hende, som var ukendte.
Jaja…altid havde hun en mening om ting, med de blev da bare nysgerrige på en rolig måde, hvis nogen udfordrede dem. Men med Miles var der store udslag og ikke så meget tid til at overveje, før hun hældte sine reaktioner ud over ham.
Miles pustede liv i den stormfulde del hendes personlighed også rummede. Det var alle følelserne der blev aktiveret og skrevet med capslock.

” Hvorfor JEG tror du spørger?” Milia lænede sig tilbage i hendes sæde , som respons på hans lidt hidsige udbrud ind over bordet.Hendes cola klirrede.
” er det en quiz? ” pippede hun og havde en bizar ide om at føle sig vred og hjælpeløs på samme tid.
Han gentog sit spørgsmål, og Milia kunne se han var vred.Han sad uroligt og kinderne var en smule røde. ” Du tror vel jeg er ude efter at snøre Loyd eller noget? Men jeg beklager…jeg er lidt underlig på det punkt, for jeg fortrækker at en fyr kan lide mig for MIG og ikke fordi jeg har indluret ham med en evne”prøvede hun igen.
Et højt suk kom fra hende, og hun skubbede sin tallerken hen over den ternede dug, og ud til siden. Hun kunne umuligt spise mere nu.
” Miles…undskyld..je-jeg ved ikke helt, men der sker så meget lige for tiden. Al det her med dig. Og al det her med Le Clark og din far der laver aftaler på mine vegne….Du behøver ikke mistro mig, jeg har INGEN planer om at gafle mig en rig mand, hverken med eller uden evner ” gav hun ham et blegt smil.

Fakta var at hun knap ænsede om andre var han eller hun køn. Hun så dårligt andre end Miles.
Selv når han ikke var tilstede, kunne hun kun se ham. Såder var ingen grund til han skulle bekymrer sig for Loyd eller Benjamin.

Hun lod blikket vandre over mod vinduet, hvor dråberne bugtede sig ned og lignede små orme der stak af fra noget.Hun vippede med fødderne og kastede et blik på sine høj sko.Hun lignede nok lidt en kontor mus, men hun burde havde gået for fiker looket, med det vejr her.
”Jeg burde havde taget gummistøvler på, dem tror jeg godt nok ikke jeg har pakket” lo hun sagte..
”Måske vi burde tage hjem? Det ender med de tror vi er stukket af ..og du skulle jo nødigt få ballade med din kæreste…forlovet ” rettede hun det pænt til selv om en skygge af udfordring liiige kunne skimtes , og hun ville så skynde sig at vinke Mario ned for at bede om en regning.