Seduction Leads to Destruction ~ Milia

Sted: Markedet.
Tid: 17.55
Vejr: Skyet, men ingen regn
Omgivelser: Eonirs butikker og shoppende indbyggere.

”Så fortæl mig.. Hvorfor var det du tog med igen?” Lød Loyds stemme ved siden af ham i bilen, som skulle han til at vinde en pris, og var bange for at Miles ville nappe den for øjnene af ham. Omkring dem fløj gaderne af sted, inden bilen standsede ved hovedgaden. Den kære Loyd havde ikke ævlet om andet hele dagen end den besked han havde fået fra en hvis ung dame. En dame Miles havde fået heftig besked på at holde sig fra, siden deres lille mediestunt havde skabt en forside. Rosalines øjne havde næsten trillet ud af hovedet på hende.
”Det har jeg sagt. Jeg skal ordne nogle ting. Til brylluppet du ved.” Svarede Miles med blikket kastet ud imod det grå vejr der havde lagt sig over byen. At han kunne køre med, når Loyd alligevel skulle herind var jo bare praktisk, og havde intet at gøre med hvad han skulle. At Miles så havde ringet og bedt skrædderen som han skulle bruge om at holde længere åbnet var en mindre ting.

Bildørene smækkede bag dem, og lyden af bilens hjul der satte i gang gav genlyd i gaderne. De sidste shoppende mennesker var ved at tage hjem, da de fleste butikker ville lukke kl. 18, men cafeer og restauranter lyste stadig stolt ud imod gaden, og vidnede om at de mange timer endnu ville tage imod sultne og tørstige forbipasserende.
”Jeg smutter nu, min date er om 5 minutter.” Smilede den kække lyshårede elver, og satte i retning imod en cafe tæt på. Cafe le Noir. Miles stod lidt tilbage og betragtede ham. En date. Selvfølgelig. Om det så var det havde han jo ingen ide om, det var bare det Loyd havde givet udtryk for.
Af rent held havde Loyd ikke kunne huske det sidste af Krystels fest, og derfor ikke husket de heftige bemærkninger og handlinger, som han havde overværet. Miles fnøs bare ved tanken, og sparkede til en sten på jorden. Han var mere afslappet klædt i dag, da der ikke rigtig var en anledning til at gøre andet, men som regel satte han en ære i at se ud som om han skulle et eller andet sted hen. I dag betød det at han havde trukket en sort blazer over en hvis t-shirt med et par mørkeblå jeans. Afslappet, men alligevel passende til at gå ud.

De mørke øjne lå på cafe le Noirs vinduer, der lyste med en varm glød. Det så meget velkommende ud, men han skulle ikke risikere at blive set derinde. Desuden havde han lovet sig selv ikke at gøre noget så dumt igen, og han havde flere gange forbandet den åndssvage alkohol.
Med et suk vendte han rundt på hælen, og satte retning imod Chess n’ chess skrædderen, som var kendt som de bedste, men også de dyreste.

Milia havde haft nogle meget hårde dage siden Krystals fødselsdagsfest.
Alt omkring hende synes at eksploderer .
Allerede den efterfølgende formiddag, var hendes mobil begyndt at ringe.
Først et opkald...så nogle stykker mere...og til sidste kimede den i et væk.
Journalister fra nær og fjern, de kulørte blade og Nyhedsavisen ...alle ville have spørgsmål besvaret omkring det bille som Daily News havde ladet gå i trykken.
Milia havde svaret at hun ingen kommentager havde. Hver evig eneste gang den kimede....til hun stoppede med at svare.
Og som det ikke var helt vildt nok, så hobede emsige journalister sig op omkring hendes opgang, og asede og masede hver gang hun skulle ud og ind.
I starten fik de også taget billeder af en meget chokeret Milia, men så lærer hun hurtigt at gennem sit ansigt. De dårlige billeder ville de ikke gide bringe.

Ingen havde lært eller talt med hende om , hvordan pressen skulle tackles.
Hun stod alene med det...og måtte famle sig frem .
Og oven i al det ...så væltede Le Clark det sidste af hendes iforvejen vaklende korthus.
Milia havde sendt en sms til Loyd. Hun var så lost og havde i den grad brug for at tale med nogen om al det her. Det var som en Herman ...dejen der blev ved at vokse...og det hele syntes at vokse over hovedet på hende.

Milia var blevet rigtig glad da Loyd havde sagt ja til at møde hende.
Han måtte være lige den rette til at vejlede hende, var hun kommet frem til.
Han kendte jo alt til Miles og livet i deres mindre slot...og også måske til hvordan hun skulle håndterer journalisterne en smule bedre, håbede hun.
Milia sad ved et bord længest væk fra de store sterin oplyste panorama ruder.
Hun skulle bestemt ikke på flere forsider. Ja...FORSIDER... Mindre var ikke nok, når det var Miles de Allemont man var i armene på. Åbenbart.
Milia havde bestilt en kande mandel the og en muffin med blåbær.
Tyvestartet havde hun, da hun efterhånden havde siddet der i små fyrre minutter.
Ikke at Loyd var sent på den, hun var bare ankommet tidligt.
Oppe ved baren stod en sød brunette på omkring de tyve år. Hendes hår var opsat i en knold i nakken .Sikkert for Milia ikke skulle betale for ekstra muffin fyld i form af et langt brunt hår.
Hun var ved at fylde mælk på deres multi kaffe maskine der kunne brygge ALT hjertet ville ønske at drikke.
Hun var en sød tjener...en af dem der smilede venligt til hver en kunde og gerne ville have alle følte sig godt tilpas.
Åndsfraværende børstede Milia nogle krummer af den rosa sommer kjole.
Den var en smule for let til vejret, så hun havde en mørke brun strik trøje på , men den var dog ikke lukket. og med støvler i karamel farve så det afslappet ud , og hjalp med at kompenserer for den mindre varme kjole.
Håret var samlet i en høj hestehale, men bugtede sig stadig langt ned af ryggen på hende trods dette.
Hun kom direkte fra arbejde, så der var intet ekstra tilsat hverken tøj , hår eller make up.Nu var det jo heller ikke fordi hun ønskede at føre et romantisk godt indtryk på den flotte lyse elver. Hun havde brug for en der kunne vejlede hende.

Loyd, som var i strålende humør, havde valgt at iklæde sig sin ynglings brune læderjakke over en lyseblå t-shirt sammen med et par blå jeans. Han var langt mere casual end han ellers havde været til diverse fester, hvor han jo plejede at være bartender.
Nynnende svingede han dørene op til den lille cafe, og scannede rummet. Egentlig havde han troet hun ville sætte sig ved vinduet, hvor man kunne skimte ud over den grå gade, og ligeledes lade den grå gade iagttage hende igennem de klare glasruder, som var hun en porcelænsdukke i et udstillingsvindue. I stedet lyste hans smil op, da de fandt hende gemt bagerst i caféen. Efter at have sendt den søde servitrice et blink satte han kursen derover.
”Milia! Hvorn’ skærn’!” Udbrød han og dumpede ned på stolen overfor hende. Han ville have taget noget af hendes muffin, havde det ikke været fordi at han lige havde proppet et tyggegummi i munden, og spredte en stærk duft af pebermynte omkring ham.

Han lænede sig lidt fremover på dette lille café bord og lod sig selv nyde hendes elegante fremtoning. Fint tøj, smykker eller make up hvor udelukkende slibeinstrumenter til kulstykker, uarbejdede diamanter. Hende her derimod behøvede ingen af disse ting for at stråle.
”Så, jeg hører du er i vildrede?” Blinkede han til hende og lænede sig afslappet tilbage i sin stol igen.

____________________________________________

På den anden side af vejen havde Miles netop snakket med den ældre Hr. Stein, som var skrædder i butikken. Egentlig havde han ikke den store interesse i sådanne ting, og lod bare manden råde og føre an i hvilket stof og farve der ville være passende at have på til sådan en stor dag.

Så, nu var han havnet på toppen af en skammel foran et højt nypoleret spejl, hvor han fik et klassisk sort jakkesæt på, imens han blev målt så det kunne syes til perfektion. Stoffet føltes silkeblødt imod huden, og vejede næsten ingenting. Ideelt faktisk.
”Så, denne traditionelle model vil helt sikkert gøre den store dag formidabel!” Strålede Hr. Stein, som talte med en tyk tysk accent. Han var en lille spinkel og meget begejstret mand med et tykt overskæg. En mand der var kendt for altid at klæde godt på, og desuden at drikke for meget til fester hvor han ofte blev lidt for pågående hos pigerne.

Miles så ned af sig selv, også på spejlet. Det sidste stykke tid havde han været i overordentligt dårligt humør, og han vrissede af alle han kunne komme til at vrisse af. Det føltes som en sort skygge der havde lagt sig over hans tilværelse, og selv Loyd var begyndt at bemærke det, og der skulle ellers meget til. At han så ikke forstod det var en anden ting. For ham måtte det jo se komplet åndssvagt ud at surmule når man havde alt hvad hjertet kunne begære, eller i hvert fald næsten alt.
”Det er forfærdeligt. ”Sukkede Miles, og var ikke sikker på om det overhovedet var jakkesættet han snakkede om.
De mørke øjne fandt vej ud ad vinduet ved hans ene side, og ramte de varme café ruder.

Ved lyden da den lille købmands dinglende klokke over døren, kiggede Milia øjeblikkelig op, og så mod indgangen. Årh thank god, det var Loyd der kom.
Hendes fantasi var kickstartet af al den presse interesse og da hun intet vidste om mediernes måde at arbejde på, var det svært at vide what to expect.
Mon journalisterne kunne finde på at holde SÅ meget øje med hende at de ville snige sig med rundt i byen , og pludselig storme ind på cafeen...i flok...og istedet for at være udstyret med elefanthuer og maskingeværer, ville de så bære id-kort og været bevæbnet med kameras! Arh..det var nok lige i overkanten, med mindre hun sad der med ....ham. Den unævnelige!
Hun rakte hurtigt en hånd i vejret , for at hidkalde Loyds opmærksomhed og vinkede Loyd ned til sig.

Loyd fik et stort smil i velkomst. " Loyd! Jeg kunne dårligt genkende dig uden skjorte " drillede hun , men både Milias øjne og smil gav ham besked om det kun var dril - og at han lige så godt ud , klædt afslappet.
Og var han i tvivl, kunne han dreje sig en omgang og se hen på servetricen der stod og glanede hen imod ham, så diskret hun nu engang kunne.
" Det går ok...hvad med dig ?" Kastede hun høfligt spørgsmålet tilbage.

Milia havde set servetricen nærme sig , og ville helst vente med at begynde den længere forklaring , indtil hun havde betjent Loyd.
" Godaften...kunne jeg friste med noget? " tronede hun op ved Loyds side, og udførte sit job eksemplarisk, med et smil på læberne.
Hun huskede enda også at spørge ind til Milia om hun ønskede andet bragt ned.
Hendes blik kredsede dog om Loyd, men ikke på en grænse overskridende måde...bare interesseret.

Da de blev ladt alene igen, skubbede Milia tallerkenen med blåbærmuffinen lidt ud til højre for sig og lagde i stedet sine hænder på bordet, den ene oven på den anden.

" Har du set billedet? Det har du nok...." Startede hun næsten undskyldende.
" ...jeg ved ikke om det er sådan det er normalt , men pressen....de har belejret mig Loyd- og jeg aner ikke hvad jeg lige skal stille op med dem? ..andet end at prøve undgå dem." Hun så lidt fortabt ud , men stemmen var rimelig neutral- hun var slet ikke nået det det helt forfærdelige endnu.

" Det er som de ikke vil helme før de har fået mig på krogen , før de har en tilståelse at jeg har noget kørende med Miles.Det er en sentation alene fordi det er HAM , MEN i særdeleshed fordi manden er forlovet, så de går helt agurk." Hun rynkede lidt på næsen.
Milia trak så hænderne tilbage i sit skød, og lænede sig tilbage i sin stol, ikke for at skabe afstand til Loyd, nok mere luft omkring hele emnet.
" Hvordan har han det? ....Blev Rosaline meget vred !" Spurgte hun stille, uden at vide om Loyd ville finde hendes spørgsmål for emsige og helt uden for hvad der egenlig vedkom Milia?

Servetricen vendte tilbage med resultatet af Loyds ønsker og hendes øjne strålede ned til ham, da hun bad ham om endelig at kalde hvis han manglede noget. " Jeg hedder ...Angie" forlod hun bordet med et lille smil.

Milia havde ikke set Loyd var ankommet i bil, i følgeskab med Miles.
Hun ville med garanti sidde langt mere anspændt på den lille cafe stol, og døje med koncentrationsbesvær oven i hatten. Hendes tanker ville meget tarveligt imod Loyd, springe mod Miles hele tiden. Men dette var ikke tilfældet...så meget da.

" Ud over al det presse tjavs....så der lige een ting mere, og faktisk grunden til jeg sms til dig " kom det så endeligt. Milia lignede en lille mis i et af de der plastik bærekasser, en lille smule ubekvem og ikke helt sikker på hvad det hele ledte til.
Det føltes på en måde også pinligt. Hvad havde Le Clark dog også tænkt på !
Og hvordan havde Milia fået trukket det ned over hovedet? Hun skulle lige samle mod til sig, inden hun kunne få sig selv til at sige det. Loyd ville sikkert dø af grin.

”Jeg er udmærket. Tømmermændene lagde sig efter et par dage.” Lo han, og undlod at nævne hvordan han havde set ud dagen efter. Det havde givet en del dril fra resten af personalet til brunchen. Endnu mere dril da de fandt ud af at han ikke havde, kunne huske sidste halvdel af aftnen, og der var Miles ingen hjælp. Han havde bare trukket på skulderen og sagt at det ikke var hans job at holde styr på ham.
”Jeg kunne næsten heller ikke genkende dig heller, smuk som altid.” Blinkede han charmerende, og hvilede en albue på bordet kant.
Den yndige mørkhårede servitrice virkede som et pragteksemplar på en almindelig forstadspige, der var heller intet ved hende der antydede andet end at hun var menneske, men man vidste jo aldrig helt.

Selvom Loyd synes at have et crush på Milia, så havde han altid været en alsidig person, og havde skam intet imod at flirte lidt med andre, det lå i hans natur, og han gjorde det også selvom han var i forhold. Få appetit ude og spis hjemme, sådan sagde han altid.
”Der er en del du ville kunne friste med skat, men for nu tror jeg bare det bliver en cola light.” Smilede han køligt og forførende, før han vendte tilbage til Milia da servitricen efterlod dem.

Hans ansigt formede sig i et grin. Om han havde set det billede, han havde ikke ladet Miles høre for andet, selvom han vidste det var fup. Det skulle ikke være første gang pressen havde bragt et eller andet åndssvagt. ”Om jeg har.” Grinede han ubekymret. Loyd vidste intet om sandheden i det, og havde egentlig bare fået den opfattelse at de var blevet fanget på et uheldigt tidspunkt, det kunne ske for alle. ”De har virkelig været heldige der hva?” Smilede han videre.
Han fik en mere seriøs mine da det gik op for hende, at det faktisk var noget hun bekymrede sig om, og det var da forståeligt når man ikke var inde i den verden.
”Hør, jeg ville ikke bekymre mig for meget. Disse ting sker hele tiden, og der er alligevel ingen oppe i de højere kredse der gør andet end at grine af sådanne historier. De fleste ved at det bare er gossip. Medierne mister interessen på et tidspunkt.” Prøvede han at berolige hende. Så længe historien ikke fik mere brænde, så ville den dø helt ud efter brylluppet en gang. Medierne håbede nok på en eller anden dramatisk omvæltning.

Loyds ansigt blev igen trukket ud i et bredt smil. Rosaline var gået igennem taget, og den fine hvide hud havde for en gangs skyld været tomat rød. ”You could say that” Smilede han underholdt. ”Hun genkendte dig fra deres fest, og lavede en noget voldsom scene, men hun bliver god igen.” Sludrede han videre, som var det noget der skete hver anden dag. ”Som sagt er det ikke ualmindeligt at sådanne i historier kommer en gang imellem. Benjamin rystede også bare på hovedet, men du skal nok ikke regne med at se Miles til nogle af jeres fester any time soon.” Nåede han lige at afslutte inden Angie kom tilbage med en kold cola light med sugerør.
Han tog imod drikken og så på servitricen på samme måde som før. Det var ikke meningen han gjorde det, men Loyd efterlod en stribe af knuste hjerter i hans kølvand. Selve jagten gav ham et kick, men ikke fangsten. Ikke før nu i hvert fald. Milia var noget andet fortalte han sig selv.
”Jamen Angie, hvis jeg var din chef havde du fået en lønforhøjelse, du må jo trække kunderne til.” Blinkede han inden hun var væk igen. ”Flinkt personale her hva?” Smilede han så til Milia.

Loyd fangede det lidt hemmelighedsfulde, og hans interesse var vagt. Langsomt lænede han sig lidt ind over bordet, som skulle hun til at fortælle hvor Kleopetras skattekammer lå. ”Ja?”

Milia der ikke vidste at Loyds hukommelse ikke havde plads til hele aftenen,lavede en lille bevægelse , et lille vift med hånden.
" Jaa...sorry 'Bout it...det blev vist lidt ...ja...skal vi sige det var lidt af en aften " skyndte hun sig at berøre emnet , men hoppe hastigt videre .

" jamen ...mød den arbejde pige, Milia Jagger " jokede hun og rakte hånden frem, for at forstørre joken.
Milia havde intet crush på Loyd, men det skyldtes nok udelukkende Miles.
Loyd var et let likable fyr, men nok også den slags hun normalt ville tænde lidt på fra afstand, men uden at gide bruge tid på. Hun arkiveredes den type som al for midlertidige. Ja, i gen var perfekte og da slet ikke Milia. Loyd var for tiltrækkende for pigerne, og hun plejede at fatte interesse for de mere boglige typer.
Men nu havde hun set Loyd et par gange og han voksede ved bekendtskabet.
Han var en god fyr og var både sød og galant.

Milia tabte helt tråden, da Loyd rullede sig ud for den yndige servitrice.
Han kunne da i den grad skrue op for charmen, det måtte man give ham.
Og lidt flirt...ja det var helt okay, men måske ikke det smarteste move at lave, hvis man ville gøre indtryk på pigen der sad overfor.Da ikke imens hun var tilstede da.
Alligevel var smilet fra Milia til brunetten en smule stift, da hun nærmest svævede afsted , med et lille grin og noget med at have verdens bedste arbejdssted.
Også hun var blevet lokket i ubalance , af Loyds reserveret med stadig tydelige flirt med hende. Åh gud...hun ville dø for en date med den mand!

Selv om hun ikke fandt det helt så morsomt , var det svært ikke at trække lidt på smilebåndet, da Loyd lo og antog en helt afslappet stil omkring det billed.
" Heldig ? ... Ja jeg har altid drømt om at blive stemplet som en home wrecker" overdrev hun , men ja....det lugtede da en smule af det, bladene at bedømme.
Måske ville Milia også bedre kunne se det morsomme i det, hvis der virkelig intet havde været mellem Miles og hende.
Men Milia HAVDE kysset med ham, og for hende havde det været autentisk ...hun havde ønsket at kysse netop HAM...og ikke bare for at prøvesmagt et nyt bolche fra den søde fabrik, som det lod til det havde været for Miles.
Hun vippede lidt med den ene fod under bordet..." ja ja...det er meget normalt , men jeg er ikke vant til det...og hvad hvis jeg kom til at sige noget forkert? På en måde undrer det mig at...din VEN ikke har forsøgt at instruerer mig i hvordan man tackler det der medie cirkus" reflekterede hun højt og rynkede brynene en smule.

" Stakkels hende " mumlede Milia, tydeligt empatisk.
Det var da heller ikke helt fair over for Rosaline. Kvinden stod og var netop blevet forlovet, og Miles burde ikke kysse andre end hende.
Også selv om Milia slet ikke syntes at hun virkede spor sød og dejlig.
Smuk ...som en mine vase, men lige så kold på overfladen .
Det var Milias indtryk, men naturligvis var miss Dunbar en anden når hun var alene med Miles. Alle havde vel deres facader.
" Det var synd hun genkendte mig, for allerede til festen kom jeg nok lidt..ehh..skævt ind på hende " påtog Milia sig ansvaret. Hun havde dog ikke ville ændre et eneste ord, skulle hun leve ballet igennem en gang mere.

Så kom colaen ....og med den åbenbart Angie.
Milia sagde ikke ret meget, ikke før Angie var smuttet igen.
Hun havde lagt et lille visit kort, men caféens navn og info, og på det havde hun med kuglepen tilført sit egne mobil nummer.
Milia kunne ikke helt agerer ligeglad eller helt upåvirket længede da Loyd ligefrem roste det hele, og fiskede efter blåstempling .
" Ja...personalet er der ikke noget galt med, hun er da ikke i tvivl om du er singel !" Roede hun lidt rundt, og en stråle af utilfredshed ville lyse svagt.
Kun svagt...for Loyd måtte gøre som han ville, Milia havde ingen romantisk interesse i ham. Det var bare lidt forvirrende at han det ene øjeblik sværmede for hende, og det næste var ved at trække en servitrice ind i kolonial rummet, og trække bukserne af hende....mere eller mindre.

Hun sukkede svagt og næppe hørbart, var man ikke lige elver, men lod emnet droppe, for at få slået hul på det der virkelig havde lagt sig omkring hende som en bjørnegælde.
" Min arbejdsgiver....min BARNLØSE...arbejdsgiver Le Clark, har fået den ide at hjælpe mig. " Milia klirrede lidt med sin the kop foran sig.." Han tog mig med til bal fordi hans kone lå i sengen, med tog MIG med fordi han mener jeg skal møde en mand. Han mener tiden er moden til jeg...gifter mig...og han har fået en ide om jeg skal være et mere passende parti. " hun rullede med øjnene..." Og da jeg ikke har en medgift eller en fin familie , så vil han sælge varen som et fint dannet dukkebarn.
Nøgle orden her er DANNET"
Milia lænede sig nu frem over bordet, og hendes øjne var store og næsten tiggende om at blive reddet ud af endnu en skoldhed suppedas.
" Han har talt med Benjamin de Allemont ....og...Miles far har sagt god for at jeg må flytte ind ...og tage jeg ved sku ikke hvad... Lektioner i takt og tone!" Hun skar ansigt i bar forfærdelse. Milia kunne faktisk ikke tænke sig en værre konstellation end netop dette. Og hun forstod nada af Benjamin de Allemont havde sagt ja til dette, ikke efter billedet var blevet publiciteteret.
Måske han så det som damagecontrol control.
Lad pigebarnet flytte ind...hold nøje øje med hende så hun ikke laver ulykker og lad medierne tro hun er som en søster for Miles? Det hele var skrækkeligt, og hun VILLE ikke.Le Clark havde nærmest truet hende på hendes job, h is hun ikke tog i od dette tilbud. Han havde talt om at vanære ham overfor Benjamin de Allemont , og afslå en så god Mand som Benjamin og hans generøsitet- DET gjorde Bare ingen !
Milia så på Loyd med et fortabt udtryk..." hvad skal jeg dog gøre?"

Loyd kneb øjnene en smule sammen og lagde hovedet på skrå. ”Hvad mener du? Aftnen var pragtfuld, som jeg husker den?” Spurgte han så lidt forvirret, men rystede det hurtigt af sig. Hun havde nok bare fået det lidt skidt eller noget. Han kunne ikke en gang husket om han havde kysset med nogen, men han huskede at han havde gået efter Milia, så måske havde han været heldig? Selvom de fleste ville se det som et turn off at han havde været SÅ langt væk.
”Uhhh would I like to get to know you” Smilede han lettere sleskt. Han var god til sådanne kommentarer. De fleste piger bed hurtigt på krogen, og han så intet galt i at flirte lidt hist og her. At Milia så nok var typen, som ikke faldt for det med at spille på flere heste, det havde han slet ikke tænkt over. Som singel måtte man vel gerne. Selvfølge når de kom i et rigtigt forhold var det mere begrænset, og ja, Loyd var overbevist om at det var et NÅR og ikke et HVIS.

”De har.. Ikke dig. Det er altid møg irriterende med pressen” rettede han uden at vide det egentlig. Han havde kun set diverse personer blive jagtet af glubske journalister med fråde om munden, men som anonym bartender skete det ikke så tit at han kunne blæse et stort nummer op. Det var trods alt forventet at han flirtede lidt med folk, for at sælge.
Loyd kom til at grine lidt igen. Hvis hun sagde noget forkert? Ja en hver journalist kunne fordreje sandheden lidt og manipulere med ord der ikke var formuleret nøjagtigt. ”Ja så ville Miles nok rive hovedet af dig” Grinede han og mente det ikke. Han kendte sin ven, og vidste hvordan han tacklede sådanne ting, ganske vidst ved at ignorere dem.
Et mørkeblond øjenbryn blev hævet. ”MIN ven? Jeg troede i to kom fint ud af det med hinanden?” Undrede han sig og fortsatte. ”Miles er god til ignorere det, og forventer nok at det går i sig selv så længe du ikke siger noget.” blev svaret så endelig. Uden at sige noget undrede det ham dog at Benjamin ikke havde kontaktet hende på en måde. Han havde altid været mere betænksom på den måde.

”Det kommer ikke som en overraskelse. Kvinden er som en kobraslange, og lige så paranoid. Det har nu sin charme.” Smilede han bare drømmende ud i luften. Selv fandt han Rosaline enormt tiltrækkende. En anden ung smuk kvinde ville naturligvis være en modstander i Rosalines øjne, når hun nu stræbte efter at blive højest i hierarkiet. Han takkede sødt for sin cola med et prisvindene smil, da Angie smuttede omkring dem igen, men sagde ikke mere denne gang. I stedet så han tilfreds ned på det lille visitkort, og tog det op for at vende det i hånden. *Sweet* tænkte han til sig selv, og fikserede de grønne øjne over på Milia. Hans smil blev bredere ved hendes ord.
”Er du jaloux nu, babe?” Smilede han omen endnu mere tilfredst, og stak langsomt visitkortet ned i bukselommen. ”Men jeg er da også singel. Er jeg ikke?” Blev han ved, og fiskede tydeligvis efter noget fra hende.

Loyd lænede sig lidt tilbage og sugede noget cola op igennem det grønne sugerør, imens han lyttede til hende. At hun skulle finde en mand var ikke en dårlig ide, han skulle med glæde melde sig frivilligt. Hendes ord fik ham dog snart til at hoste, da han fik colaen i den galde hals. Nu havde han da hørt det med. ”Skal du bo med os?” Hostede han forvirret, og gennemskuede meget hurtigt hvad den ældre elver havde haft gang i, og dette blev også svar på hvorfor Benjamin ikke selv havde givet hende et kursus i et håndtere pressen. ”Han vil skabe en relation, der sætter dig som elev, og afliver dermed rygter. Ret genialt faktisk.” Loyd kradsede sig i nakken, så sås begejstring i hans øjne, og han hørte slet ikke hendes fortvivlelse. ”Man bor fantastisk der! Lad os fortælle Miles det! Jeg kan hente ham, han er lige over på den anden side af vejen!” Udbrød elveren begejstret, og havde allerede rejst sig op.

Hvad talte han om ? At aftenen var perfekt ? Milia trak hagen lidt indad og så undrende på ham. Så faldt tiøren og hendes læber gled ud i et stort smil.
Ja ,det var da sandeligt bare perfekt. Loyd huskede ikke slutningen.
Endelig smilede moder held til Milia.

" Ja, det var en ganske dejlig aften...jeg måtte bare lidt brat afsted....drikkespillet var lidt hårdt ved mig " skyndte hun sig at lukke og forsegle den .
Hun lo stille af Loyds flirtende natur, og selv om han var meget tiltalende , kunne han ikke bringe hende ud af fatning. Faktisk havde kun Miles kunne det.Men han kunne så også gøre det med blot et blik.

" Ville han rive mit hoved af ? Det bliver lidt svært at undvære " lød det lidt tørt.
Miles burde bare ikke have ...holdt hende ind til sig så, now did he?

" arh..Han er vel din ven ? vi..vi taler jo ikke som sådan sammen, det var mere ...i anledning af festerne" prøvede hun at lempe det hele lidt. Hvad skulle hun ellers sige? Hun havde ikke regnet med nogen sinde at se Miles igen efter Krystals fest.
Men så havde Le Clark smidt bomben ,der ødelagde verdenen som hun kendte den, og sprængte den plan temmelig grundit i mange stykker.

" Jeg må vel bare...ignorerer det hele så, selv om det er lidt svært når de nærmest er flyttet ind i min opgang" mumlede hun og sukkede. Godt hun ikke var kendt!
Det måtte virkelig være helt enormt trælst at have en blitz i sit kølvand like all the time.

Milia anfægtede intet omkring Rosaline. Hun bemærkede Loyds lille sværmeri ved tanken om den smukke elver kvinde, men det ville de fleste mænd nok gøre.
Milia vidste at man skulle udvælge sine kampe, og at bede en mand om ikke at savle over Rosaline Dunbar, var ret urealistisk.
Inden Milia havde mødt hende, havde hun også selv haft en facination af hende.

Rosaline Dunbar blev altid fremstillet elegant, klog og en smule reserveret...uopnåelig... i bladene.
En rig og intelligent kvinde der havde ben i næsen og var at betragte som et stilikon, for kvinder verden over.
Hun havde en krop en houte couture model værdig. Og nu havde hun også Miles de Allemont, så bladene gik helt amok over hende.
Loyds spil med Angie pigen måtte hun derimod erkende generede hende en smule.
Om hun virkelig var så smålig at hun bare ikke ville dele opmærksomhed, eller om det var fordi hun blev en smule gal over han på en måde også spillede lidt op til. Milia selv...i samme tidszone?-.var der ikke tid til at se nærmere på.
Men at han ligefrem modtog Angies mobil nummer, passede hende ikke.
Og han skulle slet ikke kalde Milia babe bagefter da.

" Nej, det er jeg da ikke .... Der skal langt mere til at vække den slags i mig " kæmpede hun tappert, men noget ved Loyds attitude , hans afslappethed og hans meget grønne øjne krøb alligevel lidt under hendes hud. Det burde det ikke !
Hun spillede hurtigt bolden tilbage på hans boldgade, da han fiskede lidt.
Årh..hav var dygtig! De var godt nok lidt af et team Loyd og miles! De stakkels kvinder havde jo ikke En fair chance, når de to slog sig sammen.
Men Milia havde ikke tænkt sig at bide på hans krog...han skulle ikke tro han kunne sno hende om sin finger...og slet ikke så let.

" Om du er single? At dømme efter Angie BABEN er du tre step fra at have en ring på din finger og være far til fire " hun smilede udfordrende til Loyd. Et smil der indikerede at een flirt nok var tilstrækkelig ad gangen.

" Sshyyysss!" Tyssede hun hastigt, da Loyds udbrud var en smule højere end normal talen . Et par der var i færd med at dele en omelet og noget salat, skævede i deres retning, og Milia stak dem et undskyldende smil.

" Jeg ..jeg ..ved ikke hvordan jeg skal KOMME UD af det!" Prøvede hun at få ham til at forstå, men hun kunne høre de små hjul tikke inde i Loyd, og hun kastede sig opgivende tilbage i sin stol, da han summede det hele op til at være lidt af en geni streg af Benjamin de Allemont.

" Hør...jeg tror ikke du helt forstår" afbrød hun , da han begyndte med hvor flot huset var, og hvor fantastisk det ville blive.
For hende ville det være tortur...konstant og hele tiden.
At kunne rende ind i Miles! Al hendes tid ville gå med at prøve at undvige ham.
Hvis det overhovedet var muligt ! Mon hun måtte spise på sit værelse?
Hvis det handlede om hun skulle dannes og lære korrekt etikette, så var det nok ikke stue rareste hun fik lov at lege munder hendes ophold.
Loyd flåede hende fri at de tanker hun var ved at blive filtret ind i.

" HVA...ER MILES HER?!" Lød nu hendes stemme...som om hun havde sovet over sig, med forvirret og ærgelse i .

" Nej..Loyd...du skal ikke..." Hun rejste sig for at ville gribe ud efter hans ærme og trække ham tilbage, med bordet var i hendes vej, og koppen med te, skvulpede over...og Loyd kunne hun ikke nå.
Han var allerede på vej ud efter Miles.

" Du siger ikke noget til ham !" Råbte hun tværs gennem cafeen, og denne gang kunne dem der ikke kiggede tælles på en hånd.
Milia skænkede dem ingen undskyldende smil denne gang, hun var helt i spåner over at hun om lidt skulle stå ansigt til ansigt med Miles, og så enda om det her pinagtige emne. Han ville da blive sur? Eller ville han synes det var fint for at dæmpe pressen?
Folk kiggede med nysgerrige miner og ventede spændt på om der fulgte mere med?
Selv Angie havde mistet smilet og så helt forvirret ud.
*oh....shit shit shit....kan jeg smutte ? Skal jeg se om der er en bagvej? Hvad laver Miles egenlig..sagde Loyd han var lige her ude..eller hvad var det han sage?*
Nu var Milia ved at hype sig selv godt op. Hun var oprørt inden hun kom, det var sådan set derfor hun havde sendt Loyd en SOS sms.
Hun besluttede dog at sætte sig ned, og prøve at slå kold vand i blodet.
Selvfølgelig kunne HUN se på Miles , uden at himlen faldt ned i hovedet på hende.
Hun tog en serviet og begyndte at duppe den spildte the op.
Hun fangede Angies blik, og fik signaleret at hun gerne ville bede om en irsk kaffe.
Den nåede også at blive serveret , inden hun igen fik selvskab.

Loyd konkluderede at han havde haft ret. Hun var gået tidligt fordi hun følte sig skidt tilpas. Ingen skam i det. Det skete for selv den bedste. *Mig selv inkluderet* tænkte han bittert og huskede hvordan han havde været grøn i hovedet bag efter, og hvordan Miles havde grinet af ham. Manden var selvfølgelig sluppet uden de store tømmermænd, så det i hvert fald ud til.
”I virkede til at komme godt ud af det med hinanden – det synes journalisterne også” Grinede han til Milia og tog noget mere af sin cola med et kedsommeligt udtryk i de grønne øjne.

Han rettede sig lidt op igen. Sådan nogle paparazzier kunne være ret stædige. Det skulle vidst også være ganske svært at komme ind på journalist skolen, så de var nok hårdtarbejdende folk der ikke lod sig kue, og ikke lod nogen stå i vejen for succes. Personligt havde de altid skræmt ham lidt. De blændende blitzer og uafbrudte spørgsmål, som var alt andet end objektive.
Loyd fnøs, men ikke arrogant, mere som om han ikke troede på hende med jalousien. Milia virkede som en reserveret og kræsen type, som kun ville det bedste for sig selv, men han kunne kun forstille sig at hun viste klør, hvis nogen prøvede at tage hvad der var hendes. Så kunne hun gemme det nok så godt.
Det var sandt, at de var noget af et hold. Selvfølgelig var førstehåndsindtrykket altid i Miles’ favør. Rig og veltilpasset, samt altid høflig, men der gik aldrig lang tid før pigerne opgav, og vendte deres opmærksomhed imod den mere opnåelige Loyd, som altid havde været mere imødekommende. Det irriterede ham ofte at han måtte kæmpe for opmærksomheden når Miles ikke skulle, men bebrejdede ham ikke for det. De var venner above all.
Hans øjne så op på hende. Hun kunne ikke have lydt mere jaloux, men noget inde i ham alarmerede ham om at hun ikke var det, hvilket irriterede ham grænseløst. Han skulle nok få tøet hende op. Bare vent. ”Lad os nu se med det. Er det ikke lidt tidligt i vores forhold?” Svarede han på samme udfordrende måde, velvidende at det ikke havde været deres forhold hun havde snakket om.

”Du skal da ikke ud af det! Vi kan have videoaftner og spise natmad sammen hver aften!” Udbrød han lidt efter og forstillede sig tilfredst Milia i en kort natkjole. Benjamin var pludselig hans bedste ven.
På under 2 sekunder var han oppe at stå og på vej ud. Han ænsede slet ikke Milias forsøg på at stoppe ham, hvorfor skulle hun også det? Et øjeblik vendte han sig om. ”Nej nej du kan selv få lov at sige det!” Smilede han og var ude af døren.

_______________________________________________________-

Som skæbnen ville det havde Miles netop trådt ud af skrædderen, efter at have undskyldt til Hr. Stein for at være så besværlig. Der var ingen poser eller jakkesætstasker over armen. Han måtte tage nogen med der kunne hjælpe næste gang, og det blev ikke Rosaline, for hun ville helt sikkert vælge et eller andet åndssvagt prangende, men moderigtigt. I nogle sekunder stod han bare og så over på caféen. Skulle han virkelig over og hente ham? Behøvede han? Bare tanken om at stå overfor den eneste person han nogensinde havde mødt, som kunne gøre ham så gal, samtidig med at hun forvandlede hans knæ til gelé. Han sukkede og hev sin telefon frem, imens han begyndte at taste Loyds nummer, men nåede kun de første 2 sifre inden en høj stemme skar igennem fra den anden side af vejen.
”MILES! GODE NYHEDER!” Råbte Loyd vinkende fra den anden side. Han smilede over hele hovedet. Miles følte sig utryg. Nu blev han helt sikkert trukket derind. På få skridt var han ovre på den anden side af vejen. ”Hva så?” Prøvede han at smile til sin ven, men han rystede bare på hovedet. ”Milia vil selv sige det!” Svarede han, og bare navnet fik elektriske stød til at pulsere ned af Miles’ ryg. Et tøvende nik signalerede at han nok skulle følge med, og snart var de på vej ind i caféen. Miles’ først.
Den tørre varme luft ramte ham i ansigtet, og gav en rarere fornemmelse end den fugtige kolde luft udenfor, som indikerede at regnen snart ville piple ned fra den grå himmel. I modsætning til da Loyd først kom ind i caféen, så spejdede Miles ikke rummet. Som et instinkt vidste han alt for godt hvor hun sad. Det var som om den varme luft strømmede direkte fra hende. Derfor var hun også det første i rummet, som de mørke øjne låste sig fast på, og han stoppede op, og mærkede hvordan hans mave blev som is. Han havde delvist håbet at han havde set hende for sidste gang, og alligevel kunne han ikke styre den lettelsesfølelse der strømmede igennem ham, og fortalte at det jo ikke var rigtigt.
Loyd måtte næsten skubbe ham af sted, før de endelig stod foran hende. Den lyshårede elver havde med det samme sat sig, men Miles stod stadig op. Usikker på hvor længe han måtte stå her, og pine sig selv ved at se på hende. Den krukke i slikbutikken som så allermest indbydende ud, men som var alt for langt oppe på hylden til at han kunne nå den, også gav indholdet desuden huller i tænderne.

”Så… Du havde nogle nyheder?” Tøvede han med at sige, da hans hals snurrede sig sammen., og tvang sig selv til øjenkontakt. Det var som om hans mave var på karrusel tur, hver gang han så ind i de dybblå øjne, og det gjorde ham pinligt berørt at tænke på sidste gang han havde gjort det. Det slag hun havde tildelt ham havde i den grad været et hak i stoltheden. Især fordi han havde fortjent det.

Den nye lille duel med Loyd , ville ikke helt ebbe ud.Han var lige så stædig som Milia var, så det ud til. Bare synd for han at hun normalt altid vandt de kampe hun lagdesig fast på.
Men han viste sig en ganske kvik elver, det måtte hun give ham.
" Tidlig? Er det ikke 3 gang jeg ser dig ? ... " gav hun igen, siden han ønskede at hæfte den med forholdet på hende. De fleste fyre ville sætte i bakgear i et tempo der kun kunne gå for langsomt, hvis man begyndte tale om børn og familie, så hun sendte et blændende smil til ham, bare for at se om han ville blegne en smule ved tanken om en pige der gik i gifteplaner.
Desværre lod det ikke til at han var så let at slå ud.Loyd bevarede fatningen.

Videoaftner? ...Milia fik et par glimtet af sig selv i en creamfarvet pyjamas med små blomster på, og håret rullet op på curlere.Hun sad i en stor seng sammen med Loyd,der var i en sort og grå ternet bedstefarbomulds pyjamas, en tyk en ...ikke noget silke der...og i mellem der stod en bowle med popcorn.
På tv'et spillede Pretty Woman, og hun rakte en lomme let til Loyd der kneb en tåre.
" Ja okay....det ville nok være det eneste morsomme " mumlede hun men blev så alvorlig igen.
" Nej...jeg mente at...argh!" ...Louy var allerede afsted, og han havde jo slet ikke fået ordenlig fat i budskabet her!

Milia sad ganske uroligt på sin stol.
Den virkede som små flammer varmede den op, men overophedningen skyldtes nu Milia selv der fik varmen, for hun vidste han ville stå her om et øjeblik.
Det var slet ikke SÅDAN hun havde tænkt sig det skulle ske. Miles havde ikke været en brik hun havde tænkt sig at flytte på, men nu havde Loyd altså ændet kursen.
Hun håbede at Miles så ville se det frygtelige i situationen, og måske bremse den så let som ingenting ? Kunne han det ....gå imod hans fars ønsker og aftaler, og sætte en kæp i hjulet?
Hun kunne mærke ham , så snart døren gled åbne og fik den lille købmandsklokke til igen at give en bimlen fra sig.
Langsomt, modvilligt rettede hun blikket mod ham, og sad fast, som en flue i et spind fra en edderkop . Han så helt igennem lige så fantastisk ud som hun huskede og var lige så urimelig uopnåelig , måtte hun knibe sig selv i låret under bordet, for at huske sig på.

" Jeg..jeg vidste ikke du var i nærheden. Hej Miles" hilste hun stille og blev siddende selv om hun ikke havde styr på om hun burde stille sig op og hilse på ham?
Så hun valgte den 'borgerlige' facon, og den hvor de slap for overflødigheds kram og hule fraser.
Hun pustede ud lidt tung. Miles var vist heller ikke oppe at ringe over at skulle se hende igen så det ud til. Han gik lige til sagen...men hvilke nyheder hun dog kunne have af interesse for ham ? Ja..det lå ligesom mellem linierne.
" Du må hellere sætte dig....for de er ikke kønne " lød det mere som hun skulle til at sige at hun ved et uheld havde fået slået hele hans familie ihjel med en gang salmonella suppe, eller noget.
Milia lød i hvert fald ikke glad. Hendes kinder begyndte at skinne lidt rødt.
Ikke så meget grundet Miles, for der var ingen flirt i luften. Hun var bare ikke helt enig i at hun skulle ses som en der skulle 'dannes' eller oplæres i noget, fordi hun ikke var ' fin' nok som hun var. Og ikke var god nok til en god mand! Det virkede lidt forkert....og snoppet, efter hende mening. Og hun havde nu hele hæren af forsvar samlet- eftersom det var hos Miles det hele skulle forgå.

Milia trak sin strik bluse lidt tættere om sig, trods hun havde det enormt varmt og burde havde ladet den krænge ned over skuldrene og falde af.Men at se ham igen , bragte en sårbarhed frem ihende og det var vel et forsøg på at skærme sig selv, at trøjen blev trukket sammen omkring hendes krop.

" Det er IKKE min ide....og jeg håber DU kan ændre på den...siden Loyd her åbenbart ikke ser grund til det " lagde hun så ud og skar en grimasse, da det hele havde en bitter smag. Det føltes også som Miles IGEN fik alle de gode kort foræret, og ville have upperhånden i omgang tre...eller hvad de efterhånden var på her.
" Din far...har lavet en aftale med Le Clark , min chef og selvudnævnt formynder wannabe åbenbart, om at jeg skal have en slags dannelses træning"
Milia havet et fast blik på Miles, og ved kun når hun skulede mod Loyd ind i mellem.
" Der skal IKKE grines ved det ord!...jeg ved ikke hvad de tænker på! Og det er også ligemeget !" Hun ville da SLET ikke til at tale om det var for at øge hendes sociale værdi, når nu der ikke var en familie til at give en medgift, og Le Clark gerne så hende gift ind i en god familie, god som i velhavende.Det var SÅ pinligt.

" De...de vil have jeg skal være under din families indflydelse.." Prøvede hun og så helt forvildet ud. Mon han forstod hvad hun mente her?
" Miles...den er helt gal...de har planlagt jeg skal flytte ind...hos jer!... Du må da gøre noget" klagede hun så sin nød til sidst, med et snært af desperation i stemmen.
Som situationen var dér , tænkte Milia ikke så meget på hvordan de slap hinanden sidst. Det skyldtes udelukkende al energi gik på at forhindre hun blev installeret i samme hun som Miles. Hun ville DØ over at skulle være så tæt på ham. Dø af alle tænkelige årsager og på alle mulige måder.

Milia havde tjekket den hurtigeste vej til toilette og den nærliggende brandudgang.
Gik der ild i noget, eksploderede nogen eller dødede nogen af grin- kunne hun tage flugten den vej....hun så på de to mænd.

Han satte sig ned som hun sagde. Trak en stol hen fra bordet ved siden af, og satte sig imellem deres stole, som var placeret overfor hinanden. Så vidt muligt var hans taktik at undgå øjenkontakt. Han vidste hvad han så når han kiggede ind i hendes øjne, og alt for godt vidste han, hvad hun så, når hun gengældte blikket. Det var jo som at sidde på en pinebænk. Lidt utålmodigt trommede hans fingre let imod bordets overflade. En efter en.
Hans blik kunne dog alligevel ikke holde sig fra hende, og han ville ikke spille dum, og lade som om han ikke vidste hvad hun måtte undvige den sidste uge. ”Problemer med pressen?” Blev svaret. Når man boede i en lejlighed måtte det være svært, for de kunne i princippet ligge på lur lige uden for hoveddøren, da gangen jo ikke var hendes private ejendom. Han derimod havde det nemmere. Deres have var privat, og journalister blev straks jaget ud. Så sent som den anden dag havde han måtte skælde en journalist ud, som pludselig dukkede op i hans vindue, sikkert ude efter billeder af diverse kvinder derinde.

Egentlig synes han det var synd at hun begyndte at pakke sig ind. Alle der ville være heldige nok til at få et glimt af de mælkehvide skuldre burde føle sig privilegeret. Selv havde han rullet blazerens ærmer lidt om, da der pludselig var blevet umådeligt varmt i den lille café. Den hånd der ikke trommede imod bordet lå på hans knæ. Han kunne mærke hvordan håndfladen var en smule svedig. En gang havde han læst at det normalt skete hvis man var vred eller vild med nogen, og han var så sandelig stadig lidt mopset over det slag hun havde synes var en god ide at give ham. Ved siden af var Loyd begyndt at nynne en glad melodi. Tydeligvis helt væk i tankerne om en sleep over med Milia.

Miles kom til at trække på smilebåndet og lænede sig lidt frem. Hun havde hans interesse nu, men da hun nævnte Benjamin gav det en bange anelse. Den mand lavede altid ulykker, og havde med garanti ELSKET de rygter i bladene, havde det ikke været fordi hans søn allerede skulle giftes. Manden var jo ikke ligefrem kendt for selv at holde sig på dannelsens sti. Det var man vel ikke, hvis man valgte at gifte sig med en sortelver efter at have gjort hende gravid. Det lå dog mange år i fortiden nu.
Under hans families indflydelse. Han tyggede lidt på den, og slap ikke hendes blå øjne, heller ikke når hun skuede til Loyd. De ville nok altid være en svaghed. Der var så meget i dem. Krusningerne på vandet, som reflekterede sig i solen på søens bred, skyerne der formede sig til figurer på himlen og bålets flammer der slikkede op af det træ, som de kunne komme i nærheden af. Det første fandt han det smukkeste. Vandets leg og krusninger der lyste når solen ramte dem, så han som en af naturens underværker, og han var ellers kræsen. Præcis som han på mystisk vis, fandt hende en af naturens underværker. ”Betyder det at jeg kan kommandere med dig nu?” Smilede han udfordrende, men det blev hurtigt tørret af, og erstattet med en seriøs mine. Hun skulle… bo hos dem. Han ville dø. Dø af lyst, skam, kærlighed og had på en gang, men hadet var nu ikke rettet imod hende, men mod den forræderiske far, der havde gjort dette imod ham.

”Undskyld mig et øjeblik.” Var det eneste han svarede, inden han roligt rejste sig og gik udenfor i den friske luft for at hive sin telefon frem.
Derinde ville de nok kunne se at han talte i den, og selvom han havde ryggen til, så ville små hidsige armbevægelser male et meget præcist billede.
Så, få minutter senere, ville han igen træde ind i caféen og sætte sig ned. Først ville han køre en hånd igennem sit hår, for at genfinde sin balance. Hvis der var nogen der kunne irritere ham var det Benjamin, men sådan skulle forældre være. Alt det pladder omkring at Le Clark skulle have en tjeneste, og give medierne en forklaring. Nu havde Miles måtte lave damage control, og bruge Rosaline som våben. Hun ville ryge igennem taget med det samme Milia trådte indenfor, og selv Benjamin måtte give ham ret.
”Tre dage om ugen.” sukkede han så, og prøvede at vinke til en servitrice for at få noget at drikke. Så rettede han de mørke øjne stålfast imod hende. ”4 dage i din egen lejlighed. Det var alt jeg kunne gøre.”
Loyd lavede en lille ’YES’ grimasse ved siden af dem.

En svag duft af hans cologne sneg sig forræderisk afsted for at lege pirrende med hendes duftesans og systematisk begynde nedbryde al hendes falske 'ligegyldighed'. Med Miles så tæt ved sig, væltede minderne frem igen, men de detaljer hun så hårdt kæmpede for at skulle arkiverer i glemmekassen.
Det var umuligt. Hans duft bragte hende straight tilbage til hans favn, og hvordan hun havde svævet over alle skyer, da hans arme lå fast omkring hendes talje, og Milia havde kælet sin vej med næsetippen, op af hans hals.Det blev svært at koncentrerer sig da det skete.Hun synes ellers selv at hun havde klaret det godt so far! Men...nu var 'so far' også kun fra Miles trådte ind af døre og hen til hendes bord, sååå.
Hun håbede ikke han kunne se hvor i tankerne hun befandt sig, da han tog plads og endelig synes at se rigtig på hende.

" Ja...pressen er helt umulig, men Loyd har bekræftet at jeg ikke kan føre noget for at få den væk. Jeg må bare lade vær at tale med dem. " Milia tabte nærmest sætningen, uden at tænke over det...og den kunne jo betyde så meget, tolkes på forskellig sæt." DU burde jo komme med en advarelse på" rystede hun på hovedet, over den lidt fjollet betragtning, der alligevel have diverse lag af sandhed i sig.

Efter at have forklaret hvad problemet bestod i , og efter at have sendt Loyd et advarende blik da hans nynnen blev en tand for munter ventede hun spændt en reaktion fra Miles. Et ' der er no way det her kommer til at ske' !
Hun havde bare ikke forventet de næste ord ud af hans mund. Og selv om miles jokede, blev hun en smule mindre rosa i kinderne, da tanken skræmte hende en smule. Men også fik det til at prikke i hendes øverste hudlag.Miles...kommanderer hende rundt. Hun var ret sikker på de have helt forskellige billeder af den situation lige nu. Hun valgte dog hans billed, og talte ud fra det.." det er ikke som Tjenestepigerne Miles! " årh gud det lå LIGE på spidsen af hendes tunge, og hun måtte nær bide den af sig, for at holde 'eller som escortpige' inde.
Hun behøvede hans hjælp til at få det hele til at forsvinde, den her underlige aftale.
Ikke af gøre en større fjende ud af ham.

Så ...ha ! Hun kunne se på Miles ansigt, på det ændrede udtryk at han nu forstod.
Hun så mere mildt på ham. Det var jo ikke hans skyld at de gamle havde fået den møg ide. Og Le Clark kunne jo ikke vide at Milia var ved at brænde op, hver hver en tanke der indeholdte Miles de Allemont.
" Tag din tid " mumlede hun, da han brat rejste sig og for,od bordet, med Milias opmærksomhed klistert i sin ryg.
Først da han var ude, henvendte hun sig til Loyd.
" Seriøst Loyd, du kan godt få armene ned! Det er ikke så sjovt som du tror. Rosaline vil ikke bryde sig om det...og ...ja, lad os håbe Miles får der hele annuleret nu! " prøvede hun at grounde ham igen, da han have et alt for glad smil.

Hun nikkede i retning af Miles,der fægtede med en arm.
" Hvem af dem plejer at få deres vilje ?" udfrittede hun Loyd og lagde en hånd omkring sin kop og følte den efter . Kold. Udrikkelig.
Milia ville helst ud herfra. Ned til vandet. Hun trængte til at genfinde en indre ro, og vandfaldets lyde og rislen gav hende netop det.
" Så ...nu kommer han !" Hviskede hun spændt til Loyd, som var den pave Frans de talte om.

Angie havde den bedste dag på job, ever.
Loyd havde hende helt oppe at køre, men at Miles De Allemont befandt sig i 'hendes' cafe, det var for vildt. Og hun åd ham med blikket, lige så grundigt som nogen sutter et gnaveben helt rent.
Hun var også godt nok blevet nysgerrig. Hvad pokker havde de tre helt oppe at køre?
Hun fulgte nøje med, da Miles vendte tilbage og tog plads.

" 3 dage ....3 dage hos JER! Tell me your kiddin' " klagede Milia.
" STOP IT LOYD, JEG HAR ØJNE" skændte hun ,lidt mere højt og lidt mere vred end tiltænkt. Lige nu virkede det bar lidt for overskueligt.
Hun så bønfaldende på Miles. Det var da muligt han kunne det her, men fattede han ikke hvor svært det ville blive for hende? At skulle bevæge sig rundt på hans præmisser...efter deres takter...pines ved duften og synet af ham?
For slet ikke at tale om ...hvis hun skulle se Rosaline og Miles...sammen.
Hun faldt tilbage i sin stol, med et halvkvalt suk.
" en dag...otte timer ...ikke mere" mopsede hun, men hun vidste godt at de tre dage stod indgraveret i sten nu.
Pokkers også.
" jeg håber du har MANGE dvd film , Loyd" mukkede hun, for hun ville gøre ALT for at rende så lidt som muligt ind i Miles.

Angie kom springende , som en mis.
" Hvad kan jeg så gøre for dem?" Lød det blødt, og Miles fik nøjagtig samme opmærksomhed som Loyd. Milia himlede med øjnene åbenlyst denne gang, da hun bød sig til på en ikke grænseoverskridende måde, men stadig lod ham vide at hun 'var tilstede'.
For real....skulle hun gå efter dem begge, hende Angie?
" noget stærkt " brød Milia ind. Hun skulle da godt nok lige skylle den nyhed ned.
" og en flaske vand, tak.....og....en pose af de der æbler i skiver, har i dem ? .....og ehh...en....frugtsalat med flødeskum? " hun sendte et ' what ?!' Blik til drengene og foldede sine arme.
Proviant holdte sorgene for døren sagde man. Eller...det Sagde Milia.

" Sagde din far noget om hvordan det skulle være ? Jeg mener... Det bliver ikke DIG der skal lære mig noget! Der er vel en .... Emma gad eller noget?" Milia blegnede igen.Hun var ingen sart mimose, hun kunne være en genstridig lille sag.
Men lige det her var lidt overvældende for hende, og hvis de troede at Miles skulle være en del af det, så ville hun flytte til nebraska. Straks.

Miles havde pænt undgået at svare på, at han burde have advaret hende om pressen. Forventede hun virkelig, at han ville have advaret hende, efter den ydmygelse hun havde udsat ham for? Næ nej, det kunne hun klare selv. Hun havde tydeligt nok vist at hun ikke ville have noget med ham at gøre. Alligevel bredte en følelse af fortrydelse hans mave. Hun havde jo ret. Det havde været i deres begges henseende at hun havde været klar på det, men det ville ikke forlade hans mund, ikke lige nu.
Hun hyssede på ham omkring hans bemærkning. Måske troede hun at hans billede i hovedet var mere humoristisk og uskyldig, og det havde det måske også været, hvis hun ikke havde nævnt tjenestepige, og sat hans i tanker i et andet spor. Som omhandlede korte skørter og forklæde. Det var måske godt hun nægtede det, for det ville ikke gøre situationen nemmere at skulle se på omen guds smukkeste skabning rende rundt sådan indenfor hans egne mure. Det ville være mere katastrofalt end hunnerne der invaderede den kinesiske mur.
”Ikke? Jeg ville ikke være så sikker, hvis jeg var dig.” Smilede han udfordrende, og nød hvordan hans navn klingede af i hendes stemme. Der var en måde hun sagde det på, som fik det til at hænge i luften, og gøre ham ekstra opmærksom. Som et par toner der dannede en hel symfoni, og fik hans navn til at lyde, som var han den heldigste fyr til at gå på kloden.

Miles var smuttet ud for at ringe og Loyd sugede noget cola op igennem sugerøret. ”Det bliver da skide hyggeligt!” Blev han muntert ved, og var overbevist om at intet kunne ødelægge hans dag. Han havde heldigvis bestilt en læskedrik, og derfor skulle han ikke surmule over en kold kaffe.
Han tænkte lidt over hendes spørgsmål. Det var et godt spørgsmål, og det var svært at bedømme. Afhang af situation og humør, men Benjamin havde mest indflydelse, og var stædig når han gerne ville.
”Benjamin” Blev det smilende svar derfor, og det ville vise sig at være sandt, selvom de havde mødtes på midten.

Loyd rejste sig med de gode nyheder, og proklamerede at han skulle tisse. Så satte han retningen imod badeværelset. Efter at være sikker på at døren var lukket til badeværelset himlede Miles med øjnene. Mange videofilm, for det var DET de skulle lave. ”Slap af, du kan få lov at sove på Loyds værelse hvis det skal være sådan.” Sagde han så lidt spydigt. Det gjorde jo helt ondt at tænke på, for hans værelse var tæt på Loyds, og den tanke kunne han slet ikke bære, men han havde ikke retten til at have det sådan. Alligevel satte netop den tanke et tankespil i gang inden i ham, og han fortrød sin kommentar. Det havde aldrig været meningen at han skulle få det sådan her over for hende, og som de sad der alene var det umuligt at benægte overfor sig selv.
”Hør..” Sagde han så lidt mere blidt end de ellers så spydige kommentarer han ellers havde spyttet ud. Bevidst lænede han sig lidt frem, og lagde diskret sin hånd ved siden af hendes, så kun hans lillefinger lå op af hendes hånd. I ædru tilstand var han skam helt klar over hvor grænserne gik. Specielt i offentligheden. Men hun ville fange berøringen. Det var han sikker på, og hvis hun ikke gjorde det, så ville hun da gøre det da han lige så diskret lagde sin lillefinger op over hendes håndryg. ”Jeg ved godt at jeg burde havde advaret dig om medierne.” Begyndte han, for at tage fat på emnet fra før, som han havde fortrudt at han ignorerede så koldt. ”Men du må da kunne se, hvorfor jeg var af den overbevisning at du nok ikke ville høre fra mig. Både fordi du slog mig” Han sendte hende et sigende blik, dog efterfulgt af at overbærende kort smil. Så sukkede han, og måtte indrømme det. ”Men også fordi jeg var en nar.”
Tankerne kørte rundt i hans hoved, og selvom han vidste det aldrig ville blive en realitet, så var det fristende at hive hende af sted imens Loyd var væk og ingen kiggede. Ud af døren og ikke se sig tilbage.

Alt for pludseligt stod en brunhåret servitrice ved siden af ham, og det gav et lille gip af forskrækkelse, da han lynhurtigt trak sin hånd og blik til sig, som havde han brændt sig på en kogeplade. Hvor dum var det lige han var, selvfølgelig havde han overtrådt en grænse der. ”Øh.. jeg..” Prøvede han først at svare, men hun nåede det før ham. Et underligt udtryk formede sig ved hendes bestilling.
En kommentar ville have været på sin plads, men i stedet kom han til at grine hjerteligt. ”Du er underlig.” Smilede han og prøvede at genvinde sin mere neutrale fremtoning. Så bestilte han selv.
”Jeg er med på den stærke. En cognac til hver... Gourry de Chadeville, har i det?” Blev bestillingen.

Han undrede sig lidt hvad ’Emma gad’ betød, det kendte han ingen der hed, men det lidt naive spørgsmål var underholdene. ”Benjamin er travlt optaget med forretning det meste af tiden, og den eneste anden med dannet opvækst, som ikke er Rosaline for hun ville slå dig ihjel, er undertegnede. ”Svarede han og vidste hvor besværligt det ville blive. ”Selvfølgelig er jeg ind over det. ”

Så blev der varmt - igen. Milia så sig omkring efter radiatorerne. Var der varme på dem eller hvad?
Hun viftede lidt med kanterne i den brune strik bluse og ville lufte Miles ord væk, men de blev ligesom hængende.Det var også det smil af hans ,de tavse udfordringer der skinnede igennem der.Det var sagt i spøg , men selv med den viden kunne hun ikke kravle uden om med faldt alligevel i på halen .." jeg har ikke i sinde at opvarte dig , på nogen måde" mumlede hun og prøvede at slippe for at møde hans øjne. Hun var påpasselig med at Loyd ikke ville begyndte at mistænke der var sket et eller andet , at han ville opfange den meget ladet luft mellem Miles og hende. Indtil nu var han blind for den, kunne ikke se andet end de små drillede hinanden pÅ kun venskabelig vis. Og sådan skulle det forblive , stod det til Milia.

" Dybest set aner vi ikke hvordan det bliver Loyd? Har de nogensinde haft nogen i ..øøhh...mesterlære før ?" Spurgte hun derefter for at blive klogere .
Selv anede hun ikke what to expect ? Hun følte nok mere end hun tænkte lige nu - hun var jo ....modløs..at blive kastet ind i sådan en konstallering.

Hun vrikkede lidt på næsen. " Hmm. Hvis det er ham der får det sidste ord, så kan jeg nok godt begynde pakke med det samme" et opgivende smil bredte sig. Selv midt i kaos og bål, kunne Milia se det komiske i situationen.
Og det var ikke bare hende der ville dø dagligt. Nej - hun var sikker på det ikke ville være særligt fedt for Rosaline heller. Men måske det kunne få hende til at trække klørene ind, når hun fik mulighed for at se lidt mere nøje på Milia i dagligdagen.

Miles var tilbage og have givet dem besked om hvordan landet nu lå!
Milia var glad for han havde forsøgt at tale med Benjamin, men hun var ikke tilfreds med resultatet, hvilke resulterede i en lidt surmulende mund.
" Ja ..det skal jo også passes" sendte hun Loyd afsted med. Intet synes at kunne holde den mands humør nede.
Miles stemme fik hende til at se på ham. Hold op hvor var han dog strid.
Hun havde lyst til at smække i hans hoved at hun skulle være der for at arbejde og ikke fornøje sig, så det var måske mere passende hun fik en plads i Miles seng ?
Men hun artede sig , og svarede i stedet.. " Jeg fortrækker at have mit eget, hvis det er iorden med dig...men det forhindre mig jo ikke i at overnatte ude."
Hun legede med ideen om at stikke af til senge tide. At liste ud og finde vej hjem i sin egen seng .Ville de mon opdage det? Hvis hun var tilbage tidlig morgen! Det kunne tolkes som hun nok selv skulle finde vej ind til Loyd, hvis behovet opstod for det, men den vinkel havde hun ikke selv på.

Hun ville næsten ønske han ikke havde gjort det.
Hånden ved siden af hendes. Det satte alle Milias sanser alert.
Og hans lillefinger der strøg over håndryggen på Milia, og fik hende til kun at have øjne for Miles. " Det okay.." Svarede hun til det med medierne.
Men som Miles forsatte med at snakke om det med at slå , trak hun sine ord tilbage.
Der var ALT for meget usagt fra den episode, til der skulle ord på nu....men Loyd der kunne indfinde sig hvert sekundt det skulle være.Så lidt kontrollerende prøved ehun at bremse den del .." Sshyyysss...Miles !" Hviskede hun og lod øjnene skimme rundt for at se om nogen Loyd var på vej. Han var ikke indenfor synsfeldtet endnu.
Hendes hånd, mindre opmærksom på grænser og offentlighed, havde lagt sig over på hans og hvilede der.

Hun lænede sig helt frem mod ham , så langt hun kunne
" Vi kan ikke tale her...Loyd er..." Begyndte hun ...det var heller ikke lige stedet at skulle tackle genopfriskningen af den kulde hun havde fået fra ham til slut...og det stod bare i stærkere ud i minderne , nu hvor det lød til han undskyldte..lidt.

Milia blev så lige så meget taget med bukserne nede ,af Angie der stod ved dem .Hendes blik på deres hænder.
Angie var dog ret proff, og lod ikke vide af sig, hvordan hun nærmest krakelerede inden i af nysgerrighed.
Måske det var medvirkende til den store bestilling?

" glad jeg kan få dig til at smile " bukkede hun under og sagde i en ret kærlig tone, med smil i hendes øjne.
Smile var nok ikke beskrivende nok, for Miles grinede da hun havde bestilt.
Selv Angie kæmpede med ikke at smile al for meget, det var jo kundernes private snak. " Jeg skal se om jeg kan klare det ....måske vi har en tres vieux tilbage fra julen " forsvandt Angie tilbage i baglokaler. I julen blev der altid købt lidt ekstra lækre sager ind til hylderne.

Mens de ventede på deres cognac, legede Miles Matador, og hun måtte være den stakkels tyr.
" Seriøst? Jeg tvivler på der er meget du kunne lære mig " fnøs hun stille, selv om de begge var ret klar over han var et leksikon og hun et ubeskrevet blad, i livet på de bonede gulve.
" ...du tror ikke det er bedre med Rosaline ? Måske jeg fik gaflen under hende først ?" Drillede hun for at holde fast i den sorte humor i det hele.
" Det bliver værest for dig selv, jeg er en håbløs elev" smilede hun advarende til ham.
Hvordan de dog var havnet der? Kort lå hendes øjne limet til buerne på hans læber, og drømte sig væk.Helt væk....til en følelse noget så dejlig.Noget så afhænigheds skabene.
" Sagde din far hvornår askepot skulle ankomme med sine kufferter? ...og så håber jeg de ved jeg har Desmond med ! Han følger med "
Han skulle afleveres tilbage til skoven , når benet brudet var helet op, men det var det så ikke endnu.Og hun ville ikke efterlade ham hos Krystal.Man vidste aldrig hvornår hun kom og gik, og desuden var tiltrækningen gensigig dårlig mellem Desmond og Krystal .
Milia var så småt begyndt mentalt at forberede sig, da der ingen vej var uden om.
Hun ville tage hjem , og få sorteret hvad hun skulle bruge af ting, når hun var der.Sørge for at have nok så det kunne ligge fast på hendes værelse og ikke skulle transporteres frem og tilbage hver gang.

Loyd lo og trak på skulderen. ”Personale skal jo oplæres lidt om hvordan gæster skal tiltales og sådan.” Svarede han hende. Selv var han ikke født ind i en fin familie, og have lært sine manere af Benjamin, men blidt, men bestemt rettede på personalet, hvis de ikke gjorde det ordentligt. Han var en godhjertet mand, som man ikke helt forstå kunne klare sig i industri verdenen. Ganske vidst havde han temperament, men var meget bedre til at styre det ned Miles var, og derfor så man det sjældent.

Drengene blev byttet rundt, og Loyd var væk. Skulle andre have sat ord på de første sekunder efter at Loyd var smuttet, så havde de måske kaldt det akavet. Lange sekunder uden ord, men med høje og sigende tanker. Det havde Miles dog ikke kaldt det. Der var noget uforløst og stresset over hele situationen, men alligevel følte han sig næsten helt afslappet bare ved at sidde der og tælle sekunderne, indtil hun ville åbenbare verden med endnu en symfoni af ord. Ja det var så, hvis hun ikke lige havde valgt at ytre at hun altid kunne skifte soveværelse i løbet af natten. Hun ville nødig se at hans kæbe spændtes en smule ved det. ”Please don’t. Jeg har værelse lige op af Loyd, og DET vil jeg gerne undgå at høre.” Gav han hende køligt igen og så væk. Han var overbevist om at han ville flytte udenfor at sove, bare ved lyden af hendes latter fra hans værelse.

Han tav med det samme hun tyssede, men et meget lille triumferende smil havde alligevel fundet vej til hans læber, da han mærkede hendes hånd besvare hans gestus. Loyd var ikke i nærheden, og Miles ville med garanti høre døren til badeværelset når den gik. Alligevel svarede han lydigt. ”Fint. Så må du tage det op når du finder tiden passende.” Han løftede et øjenbryn et kort sekund. Egentlig havde han ikke set andet end en undskyldning der var på sin plads, men hvis hun ligefrem synes de skulle snakke om det, så måtte hun jo indlede hvad hun mente med det på et mere passende tidspunkt.
Afslappet lænede han sig lidt mere frem, så han kunne støtte sig med en albue på bordet, og brugte tiden på at betragte hende. Så snart Loyd var tilbage kunne han ikke stirre sådan, og slet ikke så længe.

Man skulle tro at et par elver øre hurtigt ville kunne opfange at nogen nærmede sig, men Miles måtte have været for fordybet, for det slog godt nok benene væk under ham da servitricen stod ved siden af. Han havde hevet hånden til sig, og rømmede sig lavt. Let rosa i kinderne, men det ville ikke vare længe.
Det virkede dog ikke til at Angie ville gå i spåner over det, og stemningen kørte utynget videre.
”Det burde du også. Det sker ikke så tit igen. Svarede han smilende til Milia. De fleste så ham nok som reserveret og kold, men sandheden var mere at han ikke åbnede sig op for hvem som helst, og dem der kunne se igennem facaden, var som oftest dem der fik de ægte smil.
”Ja det lyder fint” Svarede han Angie, og ville egentlig hellere være bare de to igen. Ikke fordi han havde tænkt sig at gøre noget lige så dristigt med det samme, men der var en vis ro over ikke at skulle holde paraderne oppe på samme måde.

Som Angie smuttede ud efter cognac trillede næste emne af stablen. En hånd strøg op og gned hans ene kind. Hun var godt nok stædig, men hun havde ikke ret. Han havde masser, som han kunne lære hende, men hun havde sikkert også en hel verden hun kunne lære ham. Et smil brød igennem overfladen da hun indrømmede at hun ville være en elendig elev. Og Rosaline var ikke en god ide, for hun hadede ideen og alt den indeholdt. ”Håbløs? Godt. For jeg planlagde ikke at ændre det mindste på dig.” Svarede han, og håbede hun ville fange budskabet. Han kunne lære hende nok så meget, men alt der ville hive hende væk fra den person hun var, ville være spild.
”Jeg samler dig op i morgen eftermiddag.” Blev det sidste svar, og med det samme dumpede Loyd ned ved siden af ham, og Angie kom tilbage med cognacen.

Mest havde hun lyst til at gå i verbal krig mod ham , da Miles fik lagt dén ind med han ville kunne høre aktiviteter aka kærlighedsstøj, fra Loyds værelse.
Det var da lidt stridt.Som om der ikke ville være inde fra hans ? Det var da Miles der skulle giftes og hun tvivlede stærkt på det hed ingen sex før ægteskabet. Og selv HVIS det skulle blive praktiseret i de fine kredse, så var der tons af andre variationer der ville kunne give lyd fra sig, så dén skulle han slet ikke begynde på. Men....eftersom hun ikke skulle lege de lege med den blonde elver regardless, vendte hun bare øjne af Miles , og gav ham således dumpekarakter for den bemærkning, uden at ytre et ord,

Et lille konspiratorisk nik bekræftede at de havde en aftale. Milia skulle nok bringe emnet op, når den rigtige tid var. Og i hendes verden var det tæt ved aldrig.
Så det var bare über nice at få foræret den magt der lå i at skulle vælge tidspunkt.
Hun kunne bare undlade at bringe det på banen.
Enkelte ting ville være iøvrigt vise sig helt ok ved det lille arrangement i de Allemont palæet.
Det ville blive spændende at finde ud af mere om Miles. Ikke at hun kunne eller måtte bruge det til noget- men derfor kunne hun da selv lune sig ved de aske forkullet gløder hun kunne skrabe sammen 'af ham' - når nu Rosaline var færdig med sit skovbrandsbål.

Med lidt laid back attitude , eller en stræben efter at fake en , noterede hun sig til sin store glæde, at Miles var noget mindre tilgængelig at ramme med smiger, end Loyd have været. Men det bedste var nu Angies udtryk. En sødelig smag af tilfredshed lå blødt over Milias tunge , da Angie udviste tegn på skuffelse.
Selv om det søde smil blev på Angies læber, havde glimtet i hendes øjne mistet det ellers så kække udtryk, over den manglende connection med Miles, som hun så let havde fået skabt med Loyd.

" Sker det ikke så tit at du griner ?Nåååå du mener du er en af de her mopsede og sure fætter der altid ligner en citron? Har du kigget om der er en ært under din madress?" Hun håbede han kendte til eventyret om Prinsessen på ærten. Det var udenlandsk, som mange af Milias andre bøger. Hun havde ....aner....i det kolde nord, men talte yderst sjældent om det.

Milia havde fået sat sig lidt henslængt , lidt skævt på sin stol.
Hun blinkede langsomt og tog et lille ekstra kik på ham.
Egenlig var det ikke til at sætte ord på for hende, hvad fascinationen bestod af- men han var som en magnet - som han trak hende mod sig, hvad enten hun ville eller ej. Problemet var bare at hun rigtig meget gerne ville- men han var forbudt land for hende. Hun følte sig bare så godt tilpas...nær ham. Midt i alle de 100 andre følelser, der ikke alle var lyserøde....der følte hun sig godt tilpas, alene fordi hun var ham nær.
" Mmm så tror jeg ikke Le Clark vil være helt tilfreds med dit arbejde" smilede hun lidt fjoget tilbage. Var det ikke lige noget der mindede om et kompliment der?
Ti små hoppebolde begyndte at hoppe rundt i øst og vest i Milias mave.
Han ville hente hende ! Ja ja ...hun kunne da afvise og selv tage afsted.
Men sætningen smagte hende lige så lækkert som fyldt chokolade en kold vinteraften med en varm kaffe til, og DET afslog man bare ikke.
Imens hun jublede indvendig over at HUN ville blive hente af Miles og .....Rosaline ikke kunne gøre noget ved det ! Så var hendes ønske at det ikke skinnede helt så usløret igennem , at det ikke gav væk at sætningen var lige til at lege stævnemøde med...for det var jo ikke sådan et! Det var...arbejde nu.
"Det ville være praktisk....der er langt på cykel...med baggage.Nu vi er ved det, skal jeg så have dyne og pude med ?" Det regnede hun nu ikke med, men det kunne da være , så hellere spørge end at blive inviteret under Loyds.

- og wupti....så var der trængsel om det lillebord.
Angie sendte Loyd et ekstra stort smil, da han klart var hendes bedste chance for at se nogen af dem igen, og serverede så de to cognac for Miles og Milia.
" Nå...men så er det på plads , Miles hente mig i morgen og så går de næste tre dage med det....* indtil jeg kan slappe af på dyrehospitalet og i min egen lejlighed igen * hvad mon Krystal siger ?" Lod hun sine tanker summe ud i rummet, og smagte på den rødgyldne drik.

Efter lidt småsnakken, fandt hun det på tide at bryde op.
Hun havde ting hun skulle nå, blandt andet finde en lille kurv til Desmond.
Og have pakket. Og måske liiige små shoppe hvad hun manglede.
Henvendt til Miles spurgte hun..." du...når jeg nu kommer hjem, så står de der sikkert stadig...pressen....skal jeg informerer dem om jeg flytter ind hos dig? ...eehh...ind i jeres hus? ...altså at jeg skal bo hos dig...hos jer...." Med det forsøg på at informerer , ville hun nu nok få et stort forskrækket nej fra Miles, ved tanken om hun overhovedet tog favntag med den , overfor pressen.

es irriterede øjenvendinger gjorde intet andet end at skabe et flabet smil om hans mund. Så lød det ikke til at de skulle lave sådan noget. I det tilfælde var hun blevet rød i hovedet, det var han sikker på, selvom han ikke burde være det. Han havde jo kun mødt hende et par gange, og alligevel. There wasn’t a doubt in his mind.
Om hun havde tænkt sig at bringe det emne op var hendes valg. Hun havde så sandelig slået fast at han ikke skulle prøve at kysse hende igen i hvert fald. Crystal clear. En hånd gled ubemærket op til hans kind. Der havde intet været at se, men når han tænkte på det, sved den alligevel, som var det få sekunder siden den havde fået en afklapsning. Han vidste ikke en gang om han ville snakke om det. Hvilke døre det ville åbne. At finde sig selv så magtesløs som hun gjorde ham, var en komfortabel numb agtig følelse, som når man havde drukket lidt for meget.

”Ah så du synes jeg ligner en citron?” Skar han ansigt, men vidste det var for sjov, og hvad angik ærten så kendte han historien, men havde aldrig brudt sig om den. At prinsesser og prinser skulle kunne mærke ærten.. Underforstået fordi de var sartere ned andre.

Han kom til at smile igen. Nej Le Clark ville nok ikke være tilfreds, og Benjamin heller, men hey, hvad vidste de? Han lagde hovedet lidt på skrå, og kørte en hånd igennem det mørke hår. ”Nej, men det ville jeg.” Blev svaret kort og konstant. Velvidende at han legede med ilden, men grænserne på hvornår det blev upassende var pludselig en tåge. Han kunne ikke se grænsen og ville nok køre direkte hen over den på et tidspunkt, igen, hvis nogen ikke stoppede ham med et rødt lys.

Et lidt dumt blik blev send t i hendes retning. Om hun skulle have sengetøj med? Han rystede lidt uforstået på hovedet, men sagde ikke noget. Det måtte være svar nok. De havde flere værelser til overs, og til dem hørte selvfølgelig flere sæt sengetøj, som blev vasket hver måned.
Loyd fik sat sig ned igen og pludselig føltes der lidt for trangt. Som man sagde. 3 var 1 for mange. Han kunne ikke finde en situationer den sætning passede bedre på end netop denne. Miles rakte ud efter sin cognac og duftede til den. Den han havde bestilt først ville have haft en duft der mindede om chokolade og karamel, imens denne stadig havde en karamel-ish duft, så manglede den lidt nogen. En smagsprøve ville dog afsløre at den smagte som helt almindelig cognac.
Loyd, som stadig var i pragtfuldt humør vinkede til Angie og satte sig ordenligt til rette. ”Krystel skal ikke klage, hun har dig 4 ud af 7 dage.” svarede han og drak det sidste af sin cola, som havde stået og blevet doven.

Efter godt et kvarters småsnak imens cognacerne forsvandt, føltes det som at bryde op. Miles havde allerede rømmet sig og gjort klar til at smutte. De mørke øjne fandt hende igen, og håbede på at suge så meget til sig af hende, imens de stadig kunne. Han rystede svagt på hovedet.
”Nej lad vær at sige noget. Jeg informerer dem i morgen når jeg henter dig.” Svarede han hende, og havde ingen tiltro til at hun ville kunne håndtere det på en ordentlig måde. De journalister ville jo gå hjem med den store guldmedalje, og gøre klar til forsider med hvad hun med garanti ville lukke ud.

Det smil af hans. Så overlegen og småfrækt.Det var ligefør det smil KUNNE få hende i kanen med Loyd making woopie, bare for at pirke en smule ved Miles smil.
Det var som alle odds stod i hans faveur nu, og han vidste det....Miles havde lugtet lunten.
Milia dvælede ikke så meget ved slaget hun havde stukket ham.
Måske fordi det bare faldt intuitivt og som en reaktion der ikke gav anledning til bekymring for hende. Bekymring gav istedet alle de tråde der trak i hende....trak hende i hans retning. Og alle de stemmer der sang hans navn og ville kysse sig fast på hans små arogante læber....DE bekymrede hende.
Så var det langt mere harmløst at tjatte en smule til ham. Han gik jo ikke i stykker så det ud til.

" Arh ...du ser nok meget alderssvarende ud....når man gør det hele op" drillede hun ham . Hun vidste Miles var en del ældre end hun, men ikke hvor meget.Af uvisse årsager talte ingen meget om alder i Milias omkreds.Så hun gik ikke meget op i den slags.
Flammende kinder. Var det et begreb? Ellers burde det være det.I kinderne følte Milia varmen blusse op. " Miles ! " skændte hun uoverbevisende.Var manden slet ikke klar over hvad han sad og sagde? Øjensynligt ikke. Og han var blank når det kom til at se hvilke ting hans satte i sving i den lille nymfe, når han talte sådan til hende. Hun fik lyst til at krybe op på skødet af ham. Sidder overskrævs på ham og gøre ting ved hans hår, med sine hænder. Miles måtte lære færdselsreglerne her, ellers kunne hun komme til at speede op på et heeeelt forkert tidspunkt.

Milia rakte hænderne op , og fik strammet den høje hestehale.
" well Excuse me... Det kunne jo være ? Hvad ved jeg om overklassends måde at gøre tingene på ? Måske de forventede det? " Nå...men så går i glip af mit angry birds dyne betræk " drillede hun dem begge, og funderede på om Miles mon kunne lide spil?

" Nå....jeg tror jeg vil takke for i dag og nyde min sidste dag i frihed- så ser vi om jeg alligevel får en trang til at tale med pressen....eller jeg lader dig kæmpe med de vilde dyr" lød det semidramatisk. Smilet var holdt ægte, og det havde faktisk fået dæmpet nerverne en lille smule, at få talt det igennem. Den sætning ville hun nok fortryde i morgen.
Milia rejste sig, og trådte hen til Loyd.Hun lænede sig lidt ned over ham , så hun kunne ligge armene omkring hans hals og hviskede..." tak for din hjælp Loyd..,du en skat" hun kyssede kort hans kind og drejede så over mod Miles.
Her var hun langt mere tøvende, og skubbede han hendes væk, ville hun grave hendes isfacade frem og trække ned over sig selv.
Tog han imod, ville Milia snuse ind, og kort berøre hans kind med tippen af sin næse, og herefter plante et kys på hans kind.
" Tak fordi du prøvede at tale Benjamin fra det...." Lød det varmt, og så var hun ellers afsted derud af.


Næstegang.
I entreen stod to små kufferter. Og en pose med Desmonds ting.
Det lille egern løb rundt i stuen og var nu blevet tam og havde udviklet en meget social side.
Milia havde fået et tillykke kort at Krystal der nærmest opførte sig som Milia ville score en prins eller andet højt på strå, ved at gå i mester lære hos de Allemont.
Hmmm måske en russisk tsar? Havde pigerne fniset.
Milia var spændt....nervøs....og meget vred. Hun glædede sig også...mest til at se Miles igen, men det havde hun ikke underholdt en enste sjæl med.
Hun var sprunget i en en musegrå nederdel med nogle palietter på de to baglommer Og til den havde hun en stor cream farvet løs lidt see thorugh bluse, med en laksefarvet chemise inden under. Alt det inderste var holdt hemmeligt, og i musegrå med pænt mange blonde indsatser.
Sorte sko og høj hæl, hævede looket fra plain til meget feminint.
Millicents hår var forsøgt samlet med et spænde i nakken, men det var som at tæmme en Cobra på en time- helt umuligt at styre.
En let make up i dagens anledning, og .....ja....så manglede kun Miles!
Hun kunne høre det rumsterer nede i opgangen. Men det var nok bare journalisterne.De havde ikke trukket sig endnu. Stædige krabater.

Om han så alderssvarende ud.. Tja, for en elver gjorde han vel, men for et menneske? Så håbede han det da ikke. Sandheden var nok at han var en del ældre end hende, men elvere udviklede sig langsomt, men længe. Indbegrebet af en elver var jo at de var vise. Nogen af dem anyway. Det kom med alderen. Miles var stadig ung og var mere impulsiv og med temperament. Noget familien frygtede ikke bare sådan ville gå væk, da generne til disse træk jo var der, modsat Benjamin og resten af familien.

Som Milia rejste sig op gjorde begge fyre det også. De havde begge ikke mere at bestille her, og der var helt sikkert nogen der snart ville undre sig hvor lang tid en tur til skrædderen kunne tage. Imens Milia sagde farvel til Loyd, ville Miles hive sin telefon frem. Det var ikke noget han ville snage i, selvom han fulgte med ud af øjenkrogen. En SMS blev sendt til chaufføren. Kort og ligefrem – de ville hjem nu.
Miles vendte sig imod Milia, og havde nok mest forventet et vink, eller måske endda et håndtryk. Derfor kom det også helt bag på ham, da han lige pludselig fik et kram. Loyd måtte have grinet af hans ansigtsudtryk, for han havde nok set underlig ud i hovedet, men gjorde ikke noget. Nød varmen og nærheden, indtil et blidt kys blev plantet på hans kind, og han blev varm i mave, hals og kinder.
”Øh sure thing..” Mumlede han, og tog sig ubevidst til kinden. Den var varm, men pludselig var det ikke fortidens slag der brændte på den.

Da nymfen var ude af døren, og med det havde trukket alt varmen ud af lokalet, var der intet andet at gøre end at smide overtøjet på, og gå ud imod vejen. Lidt småchat på vejen hjem, men ellers intet interessant.

____________________________________________________________________________________

En ny dag havde oprindet, og dagen var gået sin gang, indtil klokken nu snart slog 16. Det var en regnvåd dag, med gråvejr og sure minder, og alligevel følte Miles sig let til møde, da han spadserede fra bilen og over imod den adresse han havde fået. Et stort lejlighedskompleks. Han havde i dagens anledning valgt at køre selv. En sort dynejakke var trukket over en mørkeblå skjorte. Det var en kold forårsdag, og han hadede at fryse.
Det gode humør nåede indtil videre dog kun ind af hoveddøren på bygningen, da et hav a blitzer gik ham i møde. Den ubehageligt klikkende lyd af et kamera der snappede et billede ringede i hans øre, og endelig kom spørgsmåls regnen. Kunne de ikke have ladet ham bare komme indenfor inden de begyndte?

Antallet af journalister var ikke overdrevet. Nogle havde givet op efter et par dage, men 3 hold stod stadig tilbage. Hvad lavede han ville de vide, kunne han bekræfte nogle rygter. Det var til at blive sindssyg af. Han tog de første par skridt op af trapperne, og kunne se dem alle da han roligt måtte forklare hvordan landet lå, eller i hvert fald hvordan Benjamin havde konstrueret det. Nogle af dem så skuffede ud, andre lettede. Nu kunne de ENDELIG tage hjem og få et bad.
Spørgsmålene begyndte igen, men han følte ikke for at svare på mere. Ikke lige nu.

Han var sikker på at han så yderst træt ud, da han bankede på døren, med adressen. En kameramand havde fulgt ham og stod bagved, og desværre var det svært at hysse ham væk uden at virke mistænkelig.

Milia så sig omkring . Havde hun nu husket det hele? Mobil, iPad , oplader og pung ? Det var det mest vigtige og de var blevet stoppet ned i hendes tasker.
Hun fandt sig selv stående ved vinduet og spejde efter Miles. Det var næsten som at skulle ud på en halv farlig rejse med ham. Et drømmende skær gled over hendes øjne , da hun fantaserede om at rejse med Miles. Hvor fantastisk ville det ikke lige være ? Kun de to , afsted til fremmede himmelstrøg . Eksotisk mad , fremmede dufte , æggende rytmer fra en ukendt kulturs besnærende musik univers. Og bedst af alt...Miles.
Wow - Hun måtte virkelig se at få afrettet de tanker af hendes. Ellers ville de tre dage her blive en lang rejse til drømmeland og ingen ville synes det var hensigtsmæssigt var hun ret sikker på.

Legende i sit private tankeland , havde Milia ikke set bilen ankomme. Den ville ellers skille sig klart ud fra de biler der var paneret ved og omkring bolig komplekset.
Først da der lød tumult på trappen og en efter følgende banken på hendes dør , var hun helt tilbage i sin dagligstue og i nutiden.

Milia besvarede dør banken , og da hun havde frit udsyn til sin gæst , forsvandt enhver opmærksomhed på journalister , enda den der stod lige bag ved Miles. Hun strålede af glæde over at han stod her ... Ved hendes dør... Og han så så pragtfuld ud. Næsten flov over den reaktion på hans tilstedeværelse , slog hun blikket ned - men først efter at have suget billedet af han i den mørkeblå skjorte og sorte jakke til sig. No wonder pressen gik amok over ham. Man kunne jo ikke se sig træt på ham. " Miles !' Lød det spontant og varmt men en blitz fik tæmmet det store smil og sat det i en mere moderat størrelse. Tonen i hendes stemme blev tilsvarende neutral , hun måtte huske han var her i arbejds øjemed. Ikke for fornøjelse.
Hun trådte til side. " vil du inden for eller køre vi med det samme?" Lod hun ham afgøre.
Imens forsøgte journalisten får mere til hans kolonne ...
" Miles de Allemont ... Hvor længe har de kendte frøken Jagger ? "
Journalisten fik set de to kufferter der stod bag Milia.
" Miss Jagger ... Hvad synes de om at skulle flytte ind hos den mest eftertragtet jetsetter , Miles de Allemont? " der blev ikke trukket frem at denne var på randen af ægteskab.
Og endnu et spørgsmål , denne gang til Miles " de er selv kommet for at hente Miss Jagger- ingen chauffør ? " journalisten var klart ude efter en vinkel til hans billeder.

Milia skævede til Miles. Var det forventet hun svarede på noget af det ? Indirekte var hendes dannelsesprogram nok allerede sat i gang. Hun var meget opmærksom på hvorledes Miles Interagerede med pressen.
" hvad var miss Dunbars kommentar til jeres nye husgæst?" Blev han ved og knipsede endnu et billed.

Døren til lejligheden blevet åbnet, og lod bade varme og lys trænge ud i den dårligt belyste opgang. Det første der gik hans øjne i møde var hendes smil, der kunne blænde en blitz. Et smil der nok altid ville kunne tæmme ham, og tvinge et smil af hans eget frem, selvom han strittede lidt imod. Det gav ham en underlig følelse i maven. En varm følelse der spredte sig, så det kildede helt oppe i halsen.
”Goddag Milia” Svarede han med et lille smil, som hun dog ikke ville være i tvivl om var imødekommende. Han stillede sig lidt på tæer for at se ind i lejligheden. Godt nok var han højere end hende, men ikke et helt hoved, så han kunne se over hende. Nysgerrighed.. Han havde aldrig rigtigt kendt nogen ordentligt der boede i en lejlighed, og af hvad han kunne se, så var den lille. Han mente at kunne se ydervæggen. På den ene side virkede det som at bo i en skotøjsæske, men på den anden side virkede det også mere hyggeligt og personligt.
”Øhh…” Svarede han først da hun inviterede ham ind. Egentlig burde han sige nej, men kunne der ske noget ved det? Han vendte en god undskyldning i hovedet overfor journalisterne.
”Faktisk ville det være godt med et glas vand inden hjemturen” Svarede han lidt lamt.

En journalist kom lige lovlig tæt på, og han trådte et skridt tilbage, for ikke at få en notesblok direkte i ansigtet. Hvem var disse mennesker lige? ”En måneds tid.” Svarede han sandfærdigt. Det var nok ikke det fyren ville høre, men ikke desto mindre skrev han det ned. Det kunne der vel intet ske ved.
Spørgsmålet til Milia var fra en kvindelig journalist med en nasal stemme i en høj tone, irriterende og stædig lød hun. Han kunne ikke rigtig svare for hende, men egentlig behøvede hun nok heller ikke svare på det. Det var et reaktions spørgsmål, for at se hvordan den unge kvinde ville reagere.
”Min chauffør har fri i dag.” Svarede Miles irriteret den samme journalist som før. Dette var dog løgn, men det behøvede de jo ikke vide.
Han var begyndt at få nok af spørgsmål, og nåede lige at svare den irriterende kvinde med den nasale stemme. ”Min forlovede Rosaline, er meget tæt med frøken jagger og er spændt på hendes ankomst.” Løj han igen, med ekstra tryk på det første. Så maste han sig ind forbi Milia, og lukkede døren bag dem.
”Phew.. Det sidste var løgn, bare så du ved det.” Forsikrede han hende, og så sig omkring i lejligheden.

De var som en flok iltre høns de journalister der. Milia kunne bede observerer, nu da Miles tog over. Billedet af dem som en flok høns, tog lidt af det farlige af.Så meget så hun kunne de komikken. Da hun selv skulle svare, lød det lidt humoristisk ..." hvad jeg synes om det ? Det da fint....så slipper jeg for rengøring de dage " hun smilede skævt til rapporterer , og håbede det var en person der besad lidt humor.
De knipsede de sidste billeder og talte i deres diktafoner og mobiler....og trak sig så en smule tilbage.
For første gang i flere dage , havde de noget at arbejde med!

Milia trådte lidt tilbage , og inviterede dermed Miles ind. Det var en underlig situation at lukke ham ind. At se ham stå her i hendes lille beskedne lejlighed.
For en måned siden havde hun skrald grinet , havde nogen påstået det ville ske .
And yet ...here he's was.
Boligen var lyst og simpelt indrettet. En stue der ikke skildte sig ud på nogen måde, men holdte en traditionelle usprælsk indretning, med en hjørne sofa, og lænestole et sofa bord af glas. Der var røde og pink puder og lidt vaser og nips. Men de to piger synes at rode en del i den grå reol.Bøger var spredt ud over det hele. Blade ligeså.
Hylder var spækket med pigegrej som neglelak og makeup, hvilke bar præg af at lejligheden var mere beregnet til een end til to unge kvinder.
Ellers var der ryddeligt, havde Milia sørget for.
Døren ind til Krystels rum var lukket. Det samme var døren til det lille toilet med brusekabine og en lille lys marmor håndvask.
" Det sidste er løgn ? You bet Mr !" Sagde hun knas tørt.
Hans forlovet var ikke hendes kop the , og eet ord fra den kvinde og hun klippede hendes blonde perfekte hår af når hun sov ! Så kunne Miles gifte sig med en skaldet brud!

" Kan du se jeg havde ret...her er på størrelse med din seng "Milia slog ud med hånden som en præsentation af den fælles hun så sig omkring.
Prøvede at forstille sig hvordan det måtte se ud for ham. Lidt som et dukkehus måske?
Det måtte opleves som primitivt for en der boede og var opvokset under helt aldre standarter.Hun var dog ikke flov over deres hjem...heller ikke ligefrem stolt.
Det var et langt kompromis at leve med Krystel, så der var meget der ville være anderledes , havde hun boet der alene.
Miles ville kunne se ind til det lille køkken , holdt i sort og hvidt. Det var et lækkert køkkenbord i sort...et eller andet...man kunne stille de varme Potter og pander over alt på det. Og så var der et kæmpe køleskab, i virkeligheden et malplaceret stort et i forhold til køkkenets mål. Men Milia havde stædig insisteret på det - og sparet op så det gamle kunne udskiftes. Det fungerede enda stadig upåklageligt, men hun var faldet pladask for det store hightech køleskab, det kunne lave isterninger!
Milia hældte vand op til ham og tilsatte lidt knust is. Det var ikke faldet hende ind det havde været en undskyldning.

" ... Nå men det bliver jo spændende " lød det tamt.
Hun hadede at skulle installeres der under de overskrifter der var trykt på forhånd - men hun elskede ideen om at være sammen med ham....selv om tanken var strengt forbudt.

Milia undlod at vise ham hendes eget rum. Døren var lukket derind til.
Hun havde indrettet sig hyggeligt, men nok meget piget.Men det slog ikke Rosalines prinsesse værelse.Væggene var hvide, men små blomstrede gardiner.
Den lille 1 1/2 mands seng var redt med orange og pink stribet sengetøj, og et creamfarvet sengetæppe.Puder i samme stof og farver som gardinet var randomly smidt der på. Et skab i meget sart rosa med to jalousilåger gemte hendes tøj af vejen.Et skrive bord med stol og lidt hylder til nips og bøger, var alt ...foruden et lille sengebord og Desmonds ting.Dem der ikke var pakket ned altså.
En ting der var lidt aparte var der var to plakater der afbildede vandfald og en cd med lyde af.....rindende vand.

" Nå...tell me what i need to know inden vi tager hjem til dig . Jeg skulle jo nødigt skabe kaos allerede den første dag" Milia havde allerede lyst til at spørge om de ikke kunne stikke af og klare undervisningen ude i det fri.
Men udover det var gråt og ikke velegnet, så var det nok imod det MEGET vigtige takt og tone.
Hvorfor handlede det ikke bare om rytme og ros? Det havde faldet hende så meget mere naturligt.
" For at være helt ærlig, så er jeg død nervøs....for det hele" klemte hun så ud .
Det var meget blottende at tilstå det, for hun gav ham magten ved at indrømme og tilstå det overfor ham.

Døren blev lukket bag dem, og afskærmede derved for spørgsmål og blitzer der kunne risikere at komme.
Han havde virkelig aldrig kunnet forstille sig hvordan det måtte være at bo her, og skulle lave alting selv. Lige fra rengøring til madlavning. Han var ikke en gang sikker på at han turde prøve sig med madlavning, han ville bare sætte ild i noget.
Miles kom til at smile skævt, og kløede sig lidt i nakken da hun bekræftede hans løgn. ”Argh, er hun virkelig SÅ slem?” Svarede han, og hørte alt andet end kærlighed i hendes stemme. Godt nok var han klar over at Rosaline ikke var en himmelsendt engel, men hun havde da positive sider. Som elegance, stil og… ja det var vidst det.

Godt nok var hendes lejlighed ikke ret stor, meeeen det ville være en overdrivelse at sige, at hans seng var større. Lejligheden var nok nogenlunde på størrelse med hans værelse gættede han på, uden at have set sig omkring i de lukkede rum. De var nok ikke til udstilling.
”Her er hyggeligt. Småt.” Drillede han med det sidste og tog imod vandet uden at kommentere på at det havde været en undskyldning. Egentlig ville han gerne have sat resten af lejligheden, men fandt det også uhøfligt at spørge, når nu dørene var lukkede.

Han trak på skulderen ved hendes næste ord. Ironi. Hadede hun det virkelig så meget? På en eller anden måde fandt han det befriende at hun ville være der. Hun var befriende. Som et åbent vindue der lod luft og lys komme ind. ”Det er kun 3 dage, lev med det.” Sukkede han og nægtede at lade det vise at han var lidt skuffet over hendes opgivenhed.
”Så længe du ikke kommentere det, hvis du lægger mærke til Benjamins høje tindinger.” Smilede Miles. Håret var begyndt at tynde ud hos den ældre elver, og kommentere man på det, eller grå hår, ja så var det en af de få ting Benjamin viste tænder ved.
Han så sig omkring igen. De var vel klar til at gå. Han kiggede spørgende på hende, for at vide om hun var klar. Hvis hun var, ville han tage en af de tasker hun havde stillet frem over skulderen og vende sig imod hende igen.
”Du skal ikke være nervøs. Vi er ikke så slemme, som vi bliver udstillet. Jeg prøver at holde lidt øje med dig. Loyd med.” Prøvede han at berolige hende, men var usikker på om det havde virket, så han lagde trykt en hånd på siden af hendes skulder, for at understrege det.

Milias tanker smuttede tilbage til deres vals, og hvordan hun var blevet sat ind i den her sæbeboble verden , hvor kun Miles var sammen med hende.
Selv om de allerede der havde et lille spil kørende inden de nåede ud på dansegulvet, havde oplevelsen af at danse med ham til den fremmedeartet og pirrende musik vist sig en uforglemmelig oplevelse.Den stod som tatoveret ind i hukommelsen på hende.
Men hun kunne ikke bedømme , havde det været SÅ forkert af ham at danse netop den dans med hende istedet for hans forlovet ? At dømme efter de kriblende følelser det vækkede i Milia , burde det være strafbart - tænkte hun med et lille privat smil omkring læberne.
Og hvad med Milias lille hvide løgn om han havde bedt om en mere, som hun ærbart havde afvist? Det havde jo bare været for at sætte Rosaline en smule på plads.Og nu havde hun skabt en uforsonlighed mellem de ti piger. Hun sukkede højt og lavede en fin lille streg over næse ryggen, da hun rynkede på næsen.

" Nej...hun er ikke ...slem...hun og jeg er bare...meget forskellige " Milia var overbevist at Dunbar kunne være både sød ,dejlig og sjov når hun selv gad det.
At hun så ikke var den hjertevarme type gjorde hende jo ikke til slem. Hvis man var til den smukke bestemte granit type, var hun perfekt. Det var så åbenbart Miles ,og det gav hende ubændig trang til at ruske hårdt i ham.

Omkring hendes bolig kom et lille grin frem.
" ja...selv jeg finder det trangt , og så skulle du prøve at leve sammen med Krystal...hun har konstant overnattende gæster " klukkede hun.
".. Og så det at det er midt i byen...mange på min alder ville betale ekstra for den beliggenhed, men jeg...jeg ville gerne have boet mere i udkanten af byen. Så det ikke var så langt fra skov...og vand "
lod hun ham ind omkring hendes drømme.

Imens rundede hun samtalen af om dagens begivenheder.." jeg synes Benjamin er en flot mand ...med eller uden hår , men jeg skal nok lade være at påtale det på den måde " drillede hun . Miles fik det til at lyde som piece of cake det hele, dog havde hun sine tvivl.
Men nu var det sådan og så måtte hun få det bedste ud af det.
" Loyd og dig ved min siden ,eh? Ja...så kan det umuligt gå galt" kom det igen ret tørt, og hun huskede deres kys midt på dansegulvet, netop som hans hånd lagde et let pres på hendes skulder.
Damn. Han skulle være påpasselig med hans berøringer. Der var så meget han ikke vidste om hende. Blandt andet hvor over drevet vildt hun responderede på hans berøring.Ja...og ord....nååå ja og hans duft. Og så var der han øjne.
Hun kunne forsætte helt til jul med at remse muntret op.
Hun trådte dog lidt tilbage istedet, da hun greb sig selv i at læne sin kind ned mod hans hånd.
Det gik jo slet ikke. Det var en affektioneret gestus- og på ingen vis noget der skulle ...gøres....ved ham.
Hun blev helt bekymret. Hvad ville det ikke ende med? Og hvis de Skulle de spise sammen hele familien , så håbede hun at sidde så langt fra Miles som muligt....gerne mellem hans mor og Roselina! Så kunne det ikke gå galt, vel ?
Var Benjamin en klog mand, ville han sende hende på dannelses rejse til månen, og ikke nær Miles gemakker, lød hendes drillende tanker der havde fået antændt en glød.
" Når jeg nu bliver en fin dame....har du så ikke en gifteklar bror eller noget ?" Kastede hun drillende ud efter ham, og stillede sig op ad en hvis lakeret dørkarm, men hænderne bag ved ryggen, afslappet.
Hun ville nu savne sin lille trygheds zone her.

En lille brun pelsskabning pilede kvikt forbi hende og et par gange rundt omkring Miles mørke bukseben. Man kunne forledes til at tro den ville vise ham noget, og gjore derfor stor opmærksomhed af sig selv.Men det måtte jo bare være leg.

" Arh...Desmond , siger du hej til Miles.Tror der er en der er glad for at se dig Miles !" Små lo Milia.
" Næææ nu skal du ikke stikke af " skændte hun blidt på dyret, da hun bukkede sig fremover for at samle ham op, og han smuttede lige gennem hænderne på hende, og for istedet for afsted imod Milias værelse, hvor den bankede ind i med sit hoved først ..BOINK..Desmond satte sig stille ned, og døren til Milia rum gled åben.

Milia kunne se fra afstand at han var okay, egernet.
Den var også hurtigt på benene igen og myldrede ind til Milia og ville op mellem dyner og puder.

Ikke være nervøs havde han sagt? Hun var brand hamrende nervøs for at tilbringe tid sammen med Miles.men endnu mere for aldrig at skulle det igen.
Og tilsæt så de ydre rammer og omstændigheder....
En katastrofe var under opsejling.

”Det tør siges.” Lo han overfladisk. De var jo komplet modsætninger. På trods af blå øjne og blondt hår, så var deres krop og holdning nord- og sydpolen. Rosaline var høj, meget slank og altid ret og elegant, imens Milia var en smule lavere, mere kurvet og en del mere afslappet at være i nærheden af. Hvad personligheden angik, var det måske omen endnu værre imellem dem. Selvom Rosaline kunne være et udmærket selskab, så var det lige meget om hun lo eller talte, der var altid en metallisk kølighed over hendes blik og tone. Miles var ikke sikker på, om hun bare var sådan. Nogle gange var han overbevist om, at hun ville kunne udfolde sig langt mere med nogen andre at tale med. Nogen der ikke var ham, og nogen der værtsatte hende. Det var anderledes med Milia. Hun afgav en varme om hun så lo eller viste tænder. Der var ingen facade og ingen metallisk overfladiskhed.

Miles skar en kort grimasse. Han havde ikke forstillet sig at Krystel var typen til.. overnattende gæster… men måske hun slet ikke mente det sådan. Et kort øjeblik undrede han sig over om det var normalt når man boede sådan, bare at tage folk med hjem. ”Har du tit… overnattende gæster?” Spurgte han og kløede sig i nakken.
Selvom hendes ord ikke malede et billede, så gjorde stemmen det. Hendes stemme bar præg af en længselsfuld melankoli, som tilhørte noget langt væk, og hvor han ofte fandt hendes stemme fyldt med fryd og løfter om at eventyr og oplevelser ventede rundt om hvert et hjørne, så var det tydeligt at denne klang vidnede om noget mere inderligt.
”Jeg ved hvad du mener.” Sagde han så, men var ikke sikker på at han selv ville kunne præstere den samme længsel. Han havde altid haft alt, hvorfor savne noget? Sandheden var dog at han altid havde været draget af skoven og den åbne himmel. Stjerne der foldede sig ud over ham, og gav et indblik i det guddommelige.
”Da jeg var lille plejede jeg at blive væk i skoven. Løbe min vej. ”Smilede han, og havde ingen ide om hvorfor han delte det med hende.

Han himlede med øjnene af det med Benjamin. ”Det vil han ellers blive glad for at høre” Svarede Miles tørt. Benjamin havde da også været alene længe, men at splejse ham med Milia var da nok det sidste han havde lyst til. Alligevel kunne han ikke dy sig for at svare hende igen. ”Bror? Nej, men Benjamin, som du så godt kan lide, er single” Lød svaret. Han smilede drillende af hende, og løftede et spørgende øjenbryn, som for at spørge om dét var sagen. ”Så får du også det største værelse.” Blev den lukket af.

Før nogen kunne nå at sige noget mere spurtede en lille loden fyr over gulvet, og lyden af hans kløet gav små klask når de ramte gulvet under ham. Miles øjne prøvede at følge med, men kunne ikke rigtig vende sig så hurtigt, som Desmond bevægede sig rundt om ham.
”Hej med dig. Har hun da været såååå ooond ved dig at du er SÅ glad for at se mig?” Lo han, og satte sig på hug for at sige hej til egernet, som dog allerede havde sat kurs imod Milias dør.
DUNK lød det, og det en grimasse kom til syne. Var det der normalt? Miles, der instinktivt havde fulgt efter det lille dyr, skubbede døren op efter den, imens han ville ignorere potentielle protester fra Milia. Hendes duft ramte ham hårdt i ansigtet da han skubbede døren op. Han stod der et par sekunder og så sig omkring. Ikke i tvivl om at det var hendes værelse. Det lille dyre havde pakket sig godt ind under dynerne, og Miles satte sig uforstyrret ved siden af det i sengen, imens han prøvede at stryge en finger over dens pels.