Bright Red Rose come Burst the Concrete - Milia

Rosaline slugte ormen som Milia havde dinglet foran hende. Det var en fornøjelse de sekunder det varede. Sikke hun vred sig og skar ansigt ved tanken om egern afføring ned af sin ryg. Især fordi dyr der var bange havde tildens til at have virkelig modbydeligt tynd mave - mon Rosaline huskede på det ?
Milia havde besluttet ikke at ord kløve mere med trunten, men damn hvor det var svært. Hendes selvsikkerhed pirkede til Milia , og hendes store sten der sikkert var en brilliant , virkede mere som en torn i øjet på Milia, end et smukt smykke at beundre.
" Bare rolig miss Dunbar....det var kun KJOLEN der fik suppe udover sig " kommenterede hun humoristisk, da Rosaline mest af alt så ud som hun havde berørt et barne hoved oversået med en koloni af lus.

Kjolen skulle vælges og Milia havde en sær lyst til at stoppe dem alle ned i halsen på den kommende Mrs.De Allemont.Men hun havde altså Le Clark at tage udvise hensyn til hér, som hans ledsager.
Så en nogen lunde civiliseret opførelse måtte praktiseres, hvor fristende det end var at chokerer den fine frøken en smule.
" Jeg er sikke på de ville se fantastisk ud i ...hvad som helst " næsten sukkede hun komplimentet ud. Det gav ikke engang mening at forsøge lyve her.
Rosaline ville vinde på elegance anytime..Milia var anderledes skruet sammen. På alle måder.
Milia var egenlig først mest draget af den midnatsblå., et mere Skudsikkert valg og så ville matche Miles perfekt, ville den ikke? Argh..hvorfor var han dog i hendes tanker, når hun skulle klædes på ?! Hun tog et second glance på kjolerne , Og denne gang traf hun den endelige afgørelse. Silkekjolen i lys douche grøn , mindede hende om en forårsdag hvor alt stod på nippet og skulle lige til at springe ud. At den ingen stropper havde tiltalte hende , den var enkelt enkelt og stadig med et elegant aften præg, det var trods alt ud af Rosaline skab den var kommet.

" Den her må gå" mumlede hun og begyndte at sippe sin suppekjole af, da Rosaline forsvandt ind for også at klæde om.
Så begyndte hyggesnakken for alvor.
Rosaline fjollede ikke rundt, hun havde et helt eksakt budskab at levere med hendes umiddelbare uskyldige spørgsmål og navne fejl.
Milia smilede for sig selv da hun insinuerede Miles havde kælenavne til hende, samtidig med hun faktisk bare svarede helt sandt..." deres forlovet kalder mig Milia" lød det som flydende honning , da Milia krængede sin kjole ned over hoften.
En mindre diskokugle af en fingerring blev flashet igen! Jeeeez den kvinde var da et kapitel for sig.
Milia tøvede...skulle hun lægge sig ned og spille god vovse nu ? Det var trodsalt ballets kvindelige centrum og Miles De Allemonts kommende viv hun her havde noget kørende med? Men.... Årh....hun var så dårlig til det med pli og etikette!
Almindelig høflighed og omsorg- chek yes...men dette var jo nærmest et helt lille smukt indpakket angreb ?
Milia vrikkede sig ned i den smukke lyse grønne kjole.
Den sad ganske udmærket, og var ikke i risiko for at sprænge op nogen steder, trods den ikke just hang løst. Kanten ved brystet var drysset med en tynd række gennemsigtige sten der fik det til at ligne frisk dug, på et forårs blad.

Det lykkedes Rosaline at overraske Milia! med hendes ret så direkte spørgsmål.
" Om jeg kende Miles? ...de fleste kender ham ja " svarede hun undvigende. Milia fornemmede en latent fare i det spørgsmål og var ikke helt sikker på havd det bedste svar ville være. Så kom advarelsen og det fik Milia til at skifte gear.

" ...ja ...jeg ER en SØD pige.." Begyndte Milia med blød stemme...
" ..og derfor takkede jeg også pænt nej da han ønskede den næste"

Okay...jaja..det var ikke helt sandt, men det føltes bare så helt umådeligt godt at sige! Og hvad skulle Rosaline gøre ved det? Hun kunne jo ikke så godt fortælle Miles hvad Milia havde sagt, ikke uden at indrømme at hun selv havde forsøgt forbyde dansen mellem dem.Ha.
" Jeg er meget ked af hvis det vækker deres bekymring at Miles inklinerede for mig, men jeg er ganske sikker på de er bekendt med hvor ukorrekt det ville være af mig, at afslå min værts...ønsker...men mon ikke det er deres forlovet de burde have dén lille tete a tete med ?"
Uuhhh Milia vidste at hun balancerede på en knivspids nu. Det var bestemt ikke smart at vække Rosalinas vrede, men... Det var blot een dans.
Det intime , farlige og berusende havde vel kun eksisteret i Milias hoved ? Så trak hun den lige lidt mere i ørene, med hendes svar.

Og så slut finalen ...
" jeg kan berolige dem med jeg ikke finder spor interesse i deres forlovet!" Bum. Omvendt psykologi...at HAN skulle være den interesseret, ikke Milia.Tag den little miss know it all have it all.

Milia mente det var tid til at skilles nu, inden tonen blev for skarp.
Ofte tog hun konflikter med humor og et gran salt, så at Rosaline Dunbar bragte hendes temperament frem, nærmest bare ved at sende hende et blik var ganske irriterende. Så Rosalines udtalelser bragte Milia helt i det røde feldt, ret hurtigt.

" Jeg vil lade dem afslutte deres egen omklædning i fred. Tusind tak for din elskværdige hjælp. " lød det neutralt fra Milia, der nu satte afsted mod udgangen.
På sin vej ud, fangede hun et glimt af sit eget spejlbilled.
Hun standsede op , og stirrede...og valgte så at følge hendes egen indskydelse og begyndte at plukke de små hårnåle ud af de store opsatte bløde krøller.
En efter en faldt lokkerne fri, og afslørede hvor langt det kraftige lyse hår i realiteten var.
Le Clark havde haft ret....hun skulle havde båret det nede!
Til en kjolen foruden stropper og ærmer, gav det lidt balance, håbede hun og stak hårnålene i tasken og forlod Rosalines lille herredømme i al hast.

Rosaline smilede tilfredst ved komplimentet. ”Du har selvfølgelig ret” Sukkede hun tungt og med et selvtilfredst smil. Valget blev en lang sort aftenkjole. Tæt om hendes figur ned til livet, hvor den så foldede sig lidt ud og gav mere bevægelighed. Overalt på den var syet små perler med få centimeters afstand, som ville glimte i de funklende lysekroner når hun trådte ud i lyset. Ingen tvivl om at hun nød at være ballets dronning.

Hendes smalle blå øjne betragtede de to kjoler til Milia. Hun trak på skulderen. Ingen tvivl om at den blå måske ville sidde liiidt tæt, men det var jo det former var til for. ”Mnh. Jeg havde valgt den blå.” Blev den eneste kommentar da hun pakkede den blå væk, og smed denne grønne til Milia.
Tilfreds med det første, at hun VAR en sød pige, smilede hun overbærende og strammede knolden hendes hår var sat op i. Sådan skulle det lyde.. I hvert fald lige indtil det næste. Rosaline frøs hvor hun var og kiggede stift på Millia. ”Han gjorde hvad?” Den ellers så fine lyse hud fik et rødligt skær, og det var tydeligt at hun ikke rødmede af generthed eller noget i den dur. Samtidig med at hun blev lettere hvid hovedet blev hendes knoer hvide da hun strammede den. Den lussede lille kvindebedårer, nu havde hun da aldrig… Hvad der kunne virke harmløst for de fleste virkede truende på Rosaline, og hun blev nemt jaloux. Hun gav et næsten lydløst frustreret hyl fra sig, og så pludselig meget ældre ud end hun egentlig var.

Så plastrede hun igen det sukkersøde smil på, og svarede roligt. ”Min kære, jeg tror du har ret. Det burde jeg tage med ham.” Hun smilede, men det var tydeligt at hun var godt gal. Det sidste hørte hun ikke. Hun greb fat om den færdigskiftede Milia og trak hende med ud på gangen. At hun lagde an til at gå gjorde det bestemt ikke bedre. ”DU bliver her.” Sagde hun meget skarpt og bevægede sig med hastige skridt ned af gangen et godt stykke, for at banke hårdt på en anden dør.


Et sted tæt på i huset havde Miles fundet sit værelse. Det lignede Rosalines i formen, men farverne var enklere, og rummende var knap så spækkede med ting. I det forreste værelse havde han et par egetræsreoler med forskellige bøger, en blød mørkegrøn lænestol og et lille bord med en læselampe, samt et stort egetræs flygel der fyldte det meste af det forreste rum. Efter det kom værelset, som var skilt af en glasvæg fra det andet. Hvor han havde en dobbeltseng med sort sengebetræk, en kommode af træ til sit tøj, og diverse andre nipsting.

I den store bløde lænestol i det første rum havde han sat det lille egern, som fortsat peb ulykkeligt og skræmt. Det hjalp gradvist på den. En enkelt elver til stede burde ikke ophidse et dyr ret meget, så længe han holdt sig lidt i ro. Efter at have fundet en førstehjælpskasse havde han prøvet at lægge den lille pote i gips og givet den lidt bedøvende og lidt mad, som de ellers brugte til at fodre havens dyr. Den måtte vente til morgendagen med at komme til dyrlægen.
Den lille fyr for skræmt sammen i stolen da nogle hårde bank lød på døren. Han sukkede og rettede sig op for at åbne døren, og finde en meget ophidset Rosaline. ”Hvad nu?” Spurgte han og vidste at der var noget han skulle have høvl for. Hun var vred og talte meget hurtigt, men fra hvad han kunne udlade var det noget med at danse med random trunter og være en kvindebedårer. Han var allerede irriteret og svarede hende med samme tone da han spurgte hvor hun dog havde fået den ide fra, og at hun skulle dæmpe sig før nogle af gæsterne hørte det.
En lang hvid finger pegede i retning af Milia, som stadig stod nede af gangen foran Rosalines værelse, havde hun ikke flyttet sig altså. De rettede begge blikket imod hende et øjeblik, og selvom Miles synes hun lignede en ren gudinde af forårsmorgnerne med den løse lysegrønne kjole og det nedslåede hår, som var langt smukkere end han havde forventet det og bølgedened af hendes ryg som havets blide brusen, så var blikket forvirret. Hvad havde de lige snakket om? Og hvordan havde Rosaline dog fået den ide at de næsten havde en affære, eller at han ønskede det i hvert fald?
Mundhuggeriet forsatte et par kommentar endnu inden elver kvinden vinede opgivende, og stormede forbi Milia for derefter at smække døren hårdt til sit værelse efter sig. Den eneste de tog matchede hinanden i måtte være temperamentet.

Det var ret umuligt at trække i land. Milia så ikke hvordan det skulle kunne lade sig gøre da. Det havde bare ikke været hendes meningen at køre det så langt ud.
Hvad der var sendt ud af ord i rummet, lod sig ikke indfange igen -og selv om hun havde holdt sig nogenlunde til sandheden , undtaget det ' lille ekstra' med at Miles havde bedt om en dans mere, så havde hun farvet det hele i tonen og livet det en anden kulør.Resultatet var synligt .
Roselinas ansigt blev rødt af vrede . I sine tanker udførte Milia en hel lille sejrdans over at have fået ramt plet, for en gangs skyld.
Dansen blev dog ikke ret lang , for hun begyndte så småt at få samvittighedskvaler. Det var jo idioti at skabe spild mellem Roselina og hendes forlovet, og så netop på deres store dag, men alles øjne vågende over dem.
Nu måtte hun bare se at komme afsted, og holde sig væk fra Mr og Mrs perfect , så de kunne forsætte deres perfekte liv, passe deres perfekte karriere, få perfekte børn og dyrke noget perfekt...perfekt romantik, lød det irriterende inden i hovedet på Milia, da hun kort fæstnede blikket på Rosaline store pudefyldte dobbeltseng.

Milia ville bare væk- nu.
Så at blive forhindret i dette , føltes som en fælde var ved at klappe om hende.
Det var virkelig ikke særlig fedt at Rosaline ville tale med Miles NU .
Kunne hun for fanden da ikke bare vente til i aften når alle gæsterne var væk - og Milia selv forlængest forsvundet?
Det gav et helt lille gip i kroppen, ved Roselinas ' bliv' ordre, og at hun havde en stor autoritet over sig , og vant til at være bestemmende og afgørelser, det flød bare i hendes tonefald der låste Milia fast på stedet.
Hun havde mest løst til at stikke af, ned og sidde pænt ved Le Clarks side.
Men hun var ret sikker på det ikke ville fraholde Rosaline far at trække afsted med hende, i ørene ...væk fra bordet og ud til en skideballe.
Så Milia blev stående .Hun spejdede efter Rosaline der smuttede ind i et andet rum.
Hun var vel ikke ude på at ...Ååhh...gud....nej...hun hentede HAM! Miles De Allemont! Pinligt pinligt....
Milia afventede uroligt at finde en exit. Hun stod og trippede lidt, overhørte vægten fra ben til ben , i langsomme glidende bevægelser, og skiftevis pressede læberne lidt sammen eller truttede lidt med dem .

Det var virkelig nedtur det her. Milia kunne skimte Miles i døråbningen og hun kunne både se OG ikke mindst høre Rosaline drøne derud af i fri gear , og anklage Miles for alverdens ting. Da en lys finger pegede mod Milia og de begge så på hende samtidig, havde hun med glæde forsvundet fra jordens overflade i samme sekundt. NU var hun i big trouble.
Milias lyse læber formede it ' Nooo' og førte hånden tværs over hendes hals. Ikke fordi hun ØNSKEDE at signalerer at de bare skulle halshugge hende, næææ det blev et kikset malplaceret forsøg på at vise at det hele var en misforståelse og intet havde på sig.

Det føltes som der manglede ilt. Og Milia kinder var begyndt at brænde.
Flov over hvad hun havde sat gang i. Det virkede som en seriøs omgang domino effekt var sat i gang, og da Rosaline kom stormende forbi hende, forsøgte hun at fange hendes ved at gribe hende i armen.." miss Dunbar..det er ik..." Men hun nåede ikke at korrigerer og sige det ikke var som Rosaline troede.
For frøken Dunbar rev sin arm til sig og smækkede sin dør flat i ansigtet på en målløs Milia.
Milia løftede hånden op og gned sin over et øjenbryn.
Var det kommende brudepar nu ikke på tale fod...eller var de bare ikke på talefod med hende ? Hun drejede omkring og hvis Miles stadig stod på gangen, ville Milia forsøge snige sig MEGET hurtigt væk. Så måtte hun finde egernet og 'befri' det senere.Lige nu var der dømt damagecontrol control...og hun ville laaaaangt væk fra hendes lille domino leg....især nu hvor Miles De Allemont var trådt ind i kamp arenaen. " ... Stor dag,..meget press?"
Forsøgte hun sig med , for at forklare Rosalines opførelse.
Næste trin var ned af gange....hvilke gik ret godt hendes gele knæ taget i betragtning...og så skulle hun bare forbi.....ham.

Blev hun stoppet, ville hun med det samme indlede med et forsvar af forklaringer som lød..." vi prøvede bare kjoler....hun må have misforstået noget.... Hun troede vi kendte hinanden...og...det var ...det var fordi jeg ikke måtte danse med dig" blev de mumlet totalt usystematisk og rodet ud, imens hun prøvede at undgå øjenkontakt med ham.

Lyden af den ophidsede Rosaline der hamrede sin dør i gav genlyd igennem gangen og vidnede om at hun blev derinde resten af aftnen, som en anden teenagepige der ikke havde fået lov at købe den kjole hun havde kigget på. Hele situationen var kørt alt for stort op, men heldigvis var der da kun en enkelt gæst der havde opdaget det.
Miles himlede med øjnene og følte ikke helt at han bare kunne gå ind på sit værelse igen og efterlade Milia på gangen. En hver der havde haft sådan en omgang med den sure mokke fortjente næsten en præmie.
”Nej sådan er hun bare. Herlig ikke?” Svarede Miles roligt og prøvede at lade vær at lyde irriteret fra det lille skænderi. Det var begrænset hvor meget pres der var når halvdelen af gæsterne allerede havde anelsen, og egentlig skulle de bare stå og vinke og give hinanden et kys og det var det. Det havde så vist sig at være sværere end det lød, men det ville han dog ikke give Rosaline skylden for.

Det var tydeligt at mærke at hun bare ville væk nu, hvilket var en skam. Det var den eneste chance han højst sandsynligt fik for at se hvilken person hun var uden for selskabets rammer. Uden formaliteter ud over det nødvendige. Da hun næsten listede forbi ham, ville han spørge om han skulle vise hende tilbage til den ovale stue, men i det samme han åbnede munden røg et væld af forsvarsbemærkninger ud af hendes.
Et mørkt øjenbryn skød i vejret. Troede hun han var sur nu? ”Hey..” Mumlede han og lagde beroligende en hånd på siden af hendes skulder, men slap den hurtigt igen, da hendes kropsvarme næsten synes at brænde ham. ”Ta dig ikke af hende, hun bliver god igen og har nok glemt alt om dig i morgen.” Prøvede han og håbede det bare var en nogenlunde trøst. De mørke øjne rettede blikket mod det blanke gulv under dem, men rettede sig hurtigt op på det næsten overnaturligt smukke væsen foran ham. Han kom til at grine lidt. Det lød højere end det egentlig havde været på den stille gang, og et øjeblik kunne han være helt nervøs for at Rosaline havde hørt det.
”Dette er ment på den kærligst tænkelige måde, men du er godt nok den mest besværlige person jeg nogensinde har mødt.” Smilede han drillende til hende og det var sandt. Aldrig havde han oplevet at nogen kom ud for så meget underligt til et sådan selskab. ”Er alle de fester du er til sådan?” Fortsatte han og prøvede egentlig bare at trække tiden lidt. Både fordi det virkede roligere og mere afslappet at stå her frem for selskabet ved siden af, men også fordi der var en del af ham der havde lyst til at suge så meget tid med hende til sig så muligt. En underlig trang egentlig. Hvilket væsen kunne lige det?

Pludselig humpede en lille fyr lynhurtigt ud af døren bag ham, og sprang mirakuløst højt med sit skadede ben, for at lande på Milias skulder. Den peb indtrængende, men satte ikke kløerne i som den havde gjort før. I stedet lagde den sig tæt op af hendes hals, som om den vidste det var en sikker havn.

Milia skar em grimasse mens hun klemte en hånd mod det ene øre. Sikke dog en støj og Sikke dog et temperament kvinden lå inde med.
Men ok... var Miles hendes kæreste ville hun måske også være en smule besidderisk ? Milia ville bare hellere dø på et bål end at indrømme det overfor nogen og da slet ikke overfor pigen !
Milia så kort på Miles og mumlede " She's a darling" ,så begyndte hun at børste noget ikke eksisterende støv af et par perler på udskæringen, da hun ikke lige vidste hvor hun skulle gøre af sig selv.

I hendes verden var det uhøfligt at forsøge holde på ham. Det var nu ikke fordi hun ligefrem længtes ind i det ovale rum, tilbage til formalia og intetsigende smalltalk. Men det var jo forventet, og den eneste undskyldning for at kunne smutte ud af miseriet her oppe på første sal.
Hendes læber adskildtes en bitte smule, da Miles lagde sin hånd på Milias bare skulder.
Han føltes elektrisk...som han gav små knitrende stød på en god måde, ikke en der medførte smerte...ikke i normal forstand anyway.Hun nåede at blinke langsomt, men da hun igen så op, havde han trukket hånden til sig.

" Det håber jeg " lød det stille. Det var ikke lige fordi fordi Milia drømte længselsfuldt om at have en upperclass strong enemy i ryggen, som Rosaline. Så hun håbede da ikke hun ville blive hængendes i kvindens bitre tanker.
" Undskyld...jeg fik vist...vendt det hele lidt på hovedet. " et lille smil og en utydelig rysten på hovedet.
Miles fandt det åbenbart underholdene ...at hun havde haft et lille uheld. Eller ...et par.
Men hey...det var langt bedre at kunne underholde ham, end hvis han havde lagt sin vrede ud over hende nu.Det behøvede hun ingen lommeregner for at se resultatet af.
Som han stod dér ...foran hende...i sit mørke tøj, mørke hår der var friseret både smart og elegang, men på samme tid havde bevaret lidt iltret over sig...var han svær ikke at synes helt ekstremt godt om.
Men hans øjne var det farligste....de udtrykte sig helt enormt stærkt, hvad end han var ironisk, spids, glad eller når han gled væk i egne tanker...hvilke han havde gjort nogle gange den aften faktisk.
" ...det kommer nok som et chok for dig...men jeg har aldrig været til et bal før.Det er derfor de kalder mig debutant " lød det kækt.

" så Nej...det er ikke fordi ulykker følger mig rundt...sådan da...jeg KAN feste uden ...at skifte tøj " lo hun stille. Jovist hændte det at der opstod tumult, men det VAR altså ikke hendes fejl...og i Milias verden kunne tjeneren da havde holdt bedre fast i suppen, eller flyttet sig- mulighederne var mange ! Og Rosaline kunne lade vær at prikke til hende, så var det her jo aldrig sket. Regnede hun da med.

" Mine fester forløber noget anderledes ...der er mere plads til benspjæt og...dans nummer to " kunne hun ikke modstå at drille, inden hun trak sig lidt væk og ville se at smutte.

Men ...vip's...kom den lille fyr pilende , eller humpende gjorde den ....og op hos Milia og putte.Straks lyste hendes ansigt op, og med fokus på det lille dyr, istedet for Miles, slappede hun fluks langt mere af.
En hånd under dens hale og bag, og den anden sendte glatte kærlige strøg ned af den ryg.
Hun tænkte ikke over hun brugte Miles selvopfundet navn til den, da hun begyndte at tale beroligende til den..

" såå såå lille skat...vi skal nok passe på dig Desmond " mumlede hun og lod sin pegefinger glide ned til benet der var i gips nu.
Først trak hun brynene lidt samme , da hun lige skulle finde facit...så smilede hun op til Miles og kunne havde kysset ham!

" Du...du har hjulpet ham?!" Hun havde godt nok ikke regnet med at Mr. Moneybag ville tage sig tid, på sin egen forlovelses dag enda, til at lege læge for et egern i nød. Han overraskede positivt og gjorde hendes små fordomme til skamme.
" Det..havde jeg ikke regnet med..tak Miles " kom det varmt, men hurtigt tabte hun pusten lidt. Hun nossede godt rundt i det med de og du...efternavn og fornavn...og hun ville egenlig bare gerne gøre som det forventedes...eller måske nærmere som det var påkrævet...istedet for at gøre sig til grin. Problemet var bare at hun havde SÅ svært ved at bryde med sin natur, og selv om hun VAR en god pige...helt igennem faktisk...så var hun ikke opdraget til takt og tone og ikke opvokset i det øverste aristkratiske lag i samfundet. Og det kunne man bare mærke på hende.
Hun var med nymfegenerne begavet med et mildt ydre, en personlig fremtræden mange beskrev som det ypperste inden for skønhed...men når Milia så sig selv i spejlet! så hun bare de ting der gjorde hende anderledes. Og hun ville nu hellere blende ind.

" Var det din stue dernede?" Hun nikkede i retning af døren som Rosaline havde hamret på før. " Tror du Desmond kan blive puttet derinde , med døren lukker...bare til jeg kan få tilladelse af Le Clark til at gå? Så henter jeg ham! Jeg regner med jeg kan gå, når middagen er overstået...øøhh...afviklet." Fik hun lige halet den i land.
Lige nu ville det være en pine at blive til den del hvor cigaren og cognacen kom frem.
Folk blev mere hjerteligt og vedkom hinanden mere. Dansen blev stadig trådt....og alle skulle sikkert beundre Rosaline og Miles. Nej...så ville hun heller hjem og finde en god dvd.
Eller endnu bedre...gå en barfodet tur i skoven, men en latte i hendes TERMO krus!

”Vendt det lidt på hovedet.. En underdrivelse.” Smilede han og spekulerede på snart at smutte tilbage til festen. Folk ville begynde at undre sig, men heldigvis var han da smuttet alene og de to piger sammen, det ville da ikke skabe alt for underlige rygter.. Eller måske ville det, det vidste man aldrig her. Han håbede at kunne undskylde sig tidligt. Tage en aftentur og måske læse en god bog inden han gik i seng, men han tvivlede på at han fik lov at slippe for adskillige danse med ældre tanter og bedstemødre.

Han betragtede hendes kjole. ”Det klæder dig ellers at skifte.” Sagde han så og havde opgivet formaliteterne. Det havde han opgivet med hende. Måske fordi det ikke var nødvendigt? ”Men smykkerne passer ikke til.” lo han hjerteligt. De blå sten var smukke, men til den lyse grønne farve og det lyse hår? Han foretrak uden. Kjolen og håret fik hende mere til at ligne en sommerdag med solskin og smil. Hun ville have været en god elver i det dress, men det havde han dog gennemskuet at hun ikke var. Der var noget helt andet over hende.
Hendes ord om benspjæt og dans lagde sig i hans hoved som en hel anden verden. En verden af løsluppenhed og sjov. En verden der lød tillokkende, måske også på grund af en dans nummer to. ”Argh, det lyder som om du må invitere mig med næste gang du skal til fest, så er det min tur til at være debutant.” Blinkede han lidt udfordrende.

Desmond havde næsten overfaldet Milia og var blevet taget op af de lyse hænder. Et godt tag i dyr åbenbart, det havde han altid også selv haft. Det havde de fleste elvere, skovens dyr, selvom mange elvere til stede selv havde glemt det. Rosaline inkluderet.
Hendes taknemmelighed fik ham umiskendelig til at rødme lidt og se væk med et blik der skulle forstille at være ligeglad, men nok ikke helt blev det. ”Jeg er ingen dyrlæge eller noget, så han skal nok have noget mere hjælp.” blev der svaret lidt afvigende. Det lille dyr synes at være helt forgabt i den blonde pige, men hvem kunne også bebrejde den det? Hun var noget for sig. ”Hey hey, hvorfor havde du dog ikke regnet med det?” Kom han til at smile, og vidste udmærket godt at han udstrålede lige så meget snop som resten af forsamlingen. At blende in var en kunst, men det var svært når man var så anerledes.. mørkere.. end resten. Alle var altid pinligt klar over at hans far havde ladt sig selv komme før familien i at få Miles. Måske var det derfor hans mor ikke boede her.

Han kiggede bagud ind i stuen. ”Selvfølgelig. Du kan bare gå op og hente ham når du går så.” Svarede han og lod hende kom først forbi ind i værelset. Han åbnede glasdøren ind til soveværelset og gik over for at åbne vinduet og lukke den kolde aftenluft ind. Den duftede af forår og frihed. Førte tankerne langt væk fra her. ”Læg ham herinde i stedet. Han kan ligge på min seng, den er varmere.” Afsluttede han og ville vente til hun havde lagt egernet. Så ville han foreslå at de skulle videre ned til festen igen.

En underdrivelse ? Ja .. Det var det nok .Det var lykkedes for Milia at afsløre forlovelsen FØR Benjamin, at spolerer deres kys, at vælte suppen så alle kunne se det og at gøre Rosaline meget gal på Miles. Og det var så foruden alle hendes små ord twist med ham.

' Jeg sover nok godt i aften " blev svaret og egenlig var hun ved at være træt. Det var en del mere anstrengende at være til bal, end hun havde regnet med.

Hendes hånd lagde sig over den prangende halskæde.

" Nåå ja, dem havde jeg glemt " mumlede hun. Rosaline havde haft helt ret. De blå smykker havde stået bedst til den n
Blå kjole, men Milia havde ikke skænket dem en eneste tanke. Shit. Måske hun skulle pille dem af og ligge dem i tasken ? De var en mindre formue værd, så der måtte endelig ikke ske dem noget. Hun ville aldrig kunne tilbagebetale dem.

Et lille grin og hendes hånd lå så over munden. Det gik ikke Rosaline hørte dem stå og le sammen, imens hun sad og kogte over på sit værelse. Hun ville flå knoppen af en af dem , og Milia havde ikke et bud på hvem der først ville se et hove trille afsted.Der var nok even odds der.
" Jeg KUNNE tage dig med ... Som min kavaler... But somehow tror jeg det vil sætte skår i din forlovedes humør, just a huntc" sagde hun og øjnene glimtrede.
Det var nu ikke dét at være morsom på Rosalines bekostning. Det var tanken om at have ham for sig selv, der løftede hendes humør.. En hel aften... Under en stjernehimlen og kulørte drinks... Til ham.. Hun drak jo ikke rigtig. Ikke udover de to hun HAVDE fået. Måske en lille godnat en også skulle prøves ?

Milia stod og vuggede Desmond lidt op og ned, som var det en spædbaby der hang på hende.
" Jeg regnede med du ville sætte ham ud , måske... Men ikke du ville.. Tage dig så godt af ham . Du har jo en sjæl... Under al dit bling bling" drillede hun og knipsede på hans armbåndsur , der sikkert havde kostet en årsløn for hende.
Hun vrikkede lidt på Desmonds ben og trak forsigtigt ud i det.
" Jeg er kun assisterende dyresygeplejerske, men det ser rigtig fint ud det du har lavet " roste hun og fulgte med ham ned mod hans gemakker.

Det føltes underligt at træde ind. Værelserne var indrettet stort set som hos Rosaline og hendes blik blev suget til glasvæggen og hans seng bag. Sort og mørk ....med et strejf af noget der skinnede lyst. Lidt som Miles, ik ?
Årh hvor var hun nysgerrig . Det var så indbydende for en pige som Milia, at opholde sig her... I det mest privat hun kunne forstille sig. Især da han sagde Desmond skulle puttes i hans seng. Holy Moses ... Hans seng.
Hun måtte lige tage sig sammen nu - stoppe med at te sig som en starstruck teen.

" Det gør jeg så lige " mumlede hun og gik lidt tøvende derind. Kunne hun virkelig ikke sige et eller andet LIDT mere fængslende ? Hun kyssede egernet mellem ørene istedet.
Hvis hans kæreste kom ville hun sikkert få et føl på tværs over at finde dem her.
Hun måtte hellere få lidt fart på nu.
Milia stod foran hans seng og kuggede ned på den. Der blev så trukket lidt op i den grønne kjole, der således gav lidt bevægelsesfrihed til benene.
Milia placerede et knæ på hans seng og kastede et hurtigt blik tilbage over sin skulder.
Nu havde hun ikke misforstået noget her? Det ville være rimeligt pinligt hvis han stod med hende 'i kraven' om lidt og råbte om hun havde mistet forstanden.
kunne kravle op på knæ i hans seng. Men der kom ingen advarelser så hun balancerede op på hans linned , og møvede sig ind på midten , hvor hun puttede den lille fyr blødt og trygt, mellem dyner og puder.
Iiihhh en forfærdelig indlurende følelse, at sidde her. Hun syntes enda den duftede af ham.
Hun kunne næsten forstille sig hvordan det måtte være at ligge vågen ved siden af ham..
At lade en pegefinger køre hen over hans mørke markerede øjenbryn og forsigtigt strejfe hans læber....HVAD VAR DET ?! Hun så forvirret efter Miles. Forhåbentlig havde hun kun været ' væk' et sekundt - og ikke en mindre evighed . Tiden man tilbragte i egne tanker var snedig og kunne med lethed snyde en..

" Din seng er på størrelse med mit værelse " fik hun lukket ud, og lod hænderne glide hen over det glatte betræk imens hun snusede den friske luft ind og lukkede øjnene kort i.
*Sikkert noget der interesserede Miles de Allemont HELT enormt meget..hvordan du bor . Altså Milia do better... do better *

" du er heldig ...at bo lige ved skoven..er det ikke fantastisk at kunne ligge sig og falde i søvn, med dit vindue åbent ... Og få den her luft serverede helt gratis ?" Åbnede hun øjnene for at se på ham.

Den blå halskæde glitrede i det svage lys fra gangen, og ville have gjort selv det vestindiske ocean misundeligt. Ikke på grund af den dybblå smaragd farve, men fordi den spejlede sig i noget langt smukkere end den vestindiske himmel på en skyfri dag; nemlig de lyseblå øjne som det var svært at finde noget lige.
Ikke mange ville glemme en så uvurderlig halskæde, de fleste ville svinge rundt med den som var den alt de havde. ”Ikke dine formoder jeg? ”Det var drillende ment, det burde hun fange. Det skinnede næsten ud af hende at det ikke lige var hendes prisklasse, men liiiige et par hundrede tusind over. På en måde var det også synd at hun havde valgt at tage så karakteristiske smykker på, der fjernede opmærksomheden fra hende selv, som ellers burde være hvor alle øjne lå.

Grinet blev stædigt holdt tilbage igen da hendes lød afbrudt ud i rummet, som små krystaller der slog imod væggene. Ingen tvivl om at Rosaline havde hørt det. Ikke fordi væggene var tynde, det var de skam ikke, men fordi hun sad og lyttede efter det. Det var han helt sikker på.
Han satte en lodret flad hånd op ved siden af munden og lænede sig frem, som fortalte han en dyb hemmelig som aldrig måtte slippe. ”Hun behøver ikke vide noget.” Viskede han udfordrende og lænede sig lidt væk igen.

Tanken om det lille dyr der skulle sættes ud var ikke noget der havde strejfet hans hoved. Den ville ikke klare det længe skadet i naturen. ”Sjæl? Hvem behøver det.” Himlede han med øjnene, og åbnede dem lidt mere ved det næste. Dyresygeplejerske? Det lød da mere spændene end hans aktier. Det overraskede ham ikke af en eller anden grund.

Han lukkede døren efter dem ud til gangen. Det havde ikke set mega godt ud, hvis nogen kom ind, og han skulle nok ikke regne med Rosaline til at afgive vidneforklaring til hans fordel. En hånd gled blidt over flygelets tangenter da han gik forbi ind i soveværelset. Det var et gammeldags stort klaver, og derfor var farverne på tangenterne byttet rundt, så de nederste var kulsorte og de øverste halvtoner hvide. En dejlig afveksling synes han selv. Inde i værelset lod han hende putte egernet. Han plejede ikke at have andre herinde, og det føltes lidt underligt. På en god måde. Som at åbne mere op, også selvom hans værelse ikke ligefrem indeholdt babybilleder og mælketænder.
Egernet synes at hygge sig gevaldigt efter at Milia havde fundet fingre i den, eller måske det var bedøvelsen? Den reagerede i hvert fald ikke da han selv dumpede ned ved siden af den på sengen, langt fra lige så forsigtigt som hun havde sat sig. ”Virkelig? Føler du dig ikke klemt ned i en kasse når du er derinde så?” Hans øjne var fokuserede på egernet der næsten allerede sov.
Den friske luft tog fat i rummet og fik i et sekund fat i tøj og hår der blafrede lidt. Han lukkede øjnene, bare et sekund, og smilede varmt til hende. ”Jo. Som under åben himmel.” Han lænede sig lidt tættere på, og kunne dufte hendes hår. Tillokkende.
*Dunk dunk dunk* lød det i det samme fast på døren. ”Miles? Er du derinde?” Lød Benjamins stemme udenfor stuedøren. Miles rettede sig lynhurtigt op, lidt panisk, ”Øhm, lige et sekund!” Kaldte han tilbage og kiggede lidt presset på Milia. Et øjeblik var det fristende at smide hende ud af vinduet, men der var langt ned. Han var sikker på at hun kunne læse i hans blik, at det galt om at gemme sig lige nu.

Det var åbenlyst ikke hendes smykker og faktisk heller ikke hendes valg at få netop dem på. Det tilfaldte Victoria Le Clark. Milia havde en mere simpel smag og betragtede iøvrigt smykker som et supplement. Lidt som make ud... Det skulle komplimenterer på en afdæmpet diskret måde , og ikke være det dominerende træk.
Men Victoria havde insisteret , for smykkerne lavede et statement, havde hun sagt. De skulle nok havde hvisket ' her en en pige med pengebeholdningen intakt' .
Det var nu mere som de råbte ' her kommer vi gående med en mindre bemidlet pige ' havde Milia følt- men igen .... Smukke var de jo og det havde været spændende at få lov at prøve at have dem på, så hun havde ingen indvendinger lavet.
" Du skulle vel ikke have et synsk gen et sted ?" Drillede hun ham tilbage, og lod som hun kiggede lidt grundigere på ham. Han havde netop viftet hendes lille bitte meget kridhvide nødløgn foran Milia næsetip. Og han forsatte med at udfordre hende....på en blød og næsten delikat måde, som da han lænede sig en smule frem over hende.
Milia havde virkelig svært ved at leve op til hans overskuds dril, for hver gang han fortog sig... Ting som dette... Stjal hendes krop reaktionen og Milias tanker gik lidt i stå - så hjertet selv hun sætte i galop. Og det var SELV OM hun vidste at han bare jokede! ALLIGEVEL reagerede hun på ham, og det var noget af en irriterende ting.
Hun hev lidt efter vejret, som var hun jaget op i en krog, men det var helt andre tanker der drev hendes vejrtrækning ud af normal drift.

" jeg tror hun kan se det i den krystalkugle du har sat på hendes finger" kom hun til at sige, enda med et lille utilsigtet bid i stemmen..
Det var jo ikke fordi hun ville fornærme dem...den var bare lidt... Stor .. Diamanten, brillianten...whatever ...og Milia havde en ide om at Hvis Miles nyste, ville Rosaline få besked om det. " Men du er da velkommen " sendte hun udfordringen tilbage til ham.
Det var ikke Milia der ville få problemer... Eller ?
Hun gav ham et smil der fortalte at de bar pjattede rundt, han skulle ikke være bange for hun tog det alvorligt. De nød vel begge bar et lidt afslappet øjeblik.


Med Miles oppe i senge , blev det formelle helt blæst ud af facon.
Det ville være meget svært at snakke sig ud af , men så længe de begge vidste at de bare var ved at pleje et dårligt dyr, at hele dens skader - så var det nok ok.

Det var åndsvagt. Det burde være en bizar oplevelse at sidde her i sengen med miles og et egern...og Milia hyggede sig istedet med det.
Da Vinden kom. Ind, trak hun dynen det sidste stykke over Desmond så han lå helt beskyttet.
" Jo...en smule klemt, men det er nu ikke så meget lejlighedens størrelse eller det at vi bor der to.." forklarede hun videre..." Det er mere omgivelserne...åbner man et vindue er der udsigt til en baggårdsvæg.... Intet grønt ...intet liv...og slet ingen vand " tænkte hun højt.
Hun kunne sikkert på fire mennesker på samme areal, hvis hun havde en god åben udsigt til ikke industri og non bebyggelse - men nogle natur områder istedet.
" Og et badekar havde været skønt ! " Hun behøvede vand omkring sig, og det synes som det eneste hun ikke være nær.

En banken på døren fik hende til at krumme sig lidt sammen , som om hun kunne gøre sig mindre synlig. Rosaline var hendes første bud, men det var ikke hende ! Lettelsen der skyllede gennem Milia stod ikke godt til blikket fra Miles , og hun erkendte måske at have været liiidt for kvik med at tro der ikke ville opstå problemer.
Så hun kom hurtigt ned af hans seng, og rullede ind under den.
Sådan ! Der kom vel ingen og kiggede ? Med mindre de altså var ude på en mindre inspektion.
" Sådan...så gemmer jeg mig her . Hør hvad han vil ? .....træk ham med dig ned , Miles..så kommer jeg ned om et par minutter , efter jer ?" Hviskede hun sit forslag neden under hans seng.Æv, hendes i forvejen lånte tid med ham , synes hele tiden at blive afbrudt og hakket i småstykker.

Miles smilede tilfredst ved hendes kommentar. Krystalkugle? Ja det ville nogen nok kalde den. Den havde da i hvert fald ikke været billig, men kunne den spå om fremtiden, så kunne han da forstå det."Alle kan lide diamanter, og dem som siger de ikke kan har ikke råd til dem." Bed han igen, men mest for at pirre hende. Selv havde han også synes den var for prangende, men Rosaline havde ment at den skulle bemærkes, og det blev den sørme også.

Han havde lagt sig tilbage og prøvet at forstille sig hvordan det ville være at bo 2 i en lille lejlighed og måtte knokle for føden. Han ville sikkert være dårlig til det, men han ville heller aldrig komme til det. Når Benjamin blev for gammel ville Miles officielt blive ejer af palæet, også ville han blive her og bo. Hvor kedeligt og ensformigt det end lød
Han ville sikkert alligevel ikke kunne finde ud af at gøre rent og lave mad selv.

Først da en fast banken lød på døren gik det op for ham at han havde lukket øjnene, og han svang dem hurtigt op, i takt med at han lynhurtigt kom op at sidde.
Lige så hurtigt som han selv var panikket, svingede hun sig ned under sengen. Hun kunne have valgt skabet uden nullermænd, men sådan blev det åbenbart ikke.

Miles hoppede af sengen, og satte sig ned på hug, for at kunne få øjenkontakt med hende. Han smilede svagt af taknemmelighed og nikkede sagte en enkelt gang. De mørke øjne studerede hendes smukke ansigt en enkelt gang, inden han rettede sig op og gik hen for at åbne døren.
"Hvor bliver du af? Jeg synes jeg hørte dig snakke med nogen herinde?" Sagde Benjamin lettere forvirret, da han prøvede at se ind i værelset, men Miles havde allerede lukket døren bag sig.
"Kun egernet jeg slap ud. Kom lad os gå." Svarede han tilsyneladende upåvirket imens de satte i retning af den ovale stue.

Miles så sig en enkelt gang tilbage og mærkede en følelse af afsagn brede sig i hans mave. Så rettede han blikket fremad igen. Op med facaden. Op med formaliteterne.

Hun klappede i som en østers. Alt hun sagde om den ring ville nu lyde som misundelse. Hun var ikke vant til modspil på denne måde..
Milia havde ofte meget let ved at sno folk om sin finger, ikke at hun udnyttede det.
I hendes verden var det normalt at kvinder var små indbydende skabninger, der næsten sirenens indsmigrende vis lokkede mænd til dem. Hun kunne skrue op for den glød , hvis hun ønskede....men helt ærligt....hvem gad bygge på begær? Ikke hende. Hun ville gerne charmere folk med det inder...altså gøre et dejligt indtryk på dem. Måske hun skulle overveje om suppebad nu også var den rette vej?
" Oh...det VAR EN DIAMANT.... tydeligvis ikke typen der efterlever less is more" smilede hun , da hun endelig fik presset et svar ud til ham.

Det var lidt sjovt at se Miles nede på knæ , for at kigge ind til hende.
Hun erindrede ikke at hun nogensinde havde måtte gemme sig i en mands selvskab før? Dén var da ny! Men hun vinkede ham opmuntrende afsted, og mimede tavst..." Go go "

Milia blev liggende 6-10 minutter bum stille, efter døren var lukket bag Miles og hans far.
Herefter tjekkede hun op på Desmond der sov, og vendte tilbage til middagen, der blev gennemført uden flere uheld.
En hurtig cognac til Le Clark og Milia udnyttede hans ' herre tid' til at gå op og pakke Desmond ned.Så var hun klar til afgang.
Hun havde spejdet efter Miles...ville enormt gerne...bare have et lille øjeblik og føle den lille sitren i sin krop en sidste gang...men han stod med en tre fire andre mænd, og var optaget .
Hun tog sig selv i at falde lidt i staver over ham. Så helt klart den mest interessante fyr hun havde mødt- nogensinde. Og så var manden stort set gift.
Og iøvrigt helt uopnåelig.

En lille spire af vildskab var sået i hendes hjerte ,da hun igen kunne glide under sin egen dyne , i hendes egen lille 1 1/2 mands seng.Eller skotøjsæsken kunne den kaldes , iforhold til HANS seng.
Milia lå med Desmond i sin arm, det var tæt på man kunne høre den lille fyr snorke.
Milia smilede ud i mørket. Miles have vist ikke sparet på bedøvelsen.
Milia lagde en hånd over venstre bryst...
Hun kunne mærke en rebelsk lille modstand...total lydløs og det ville den sikkert forblive altid. Men stadig....hvorfor var det lige at hun aldrig skulle havde chancen?
Chancen til at kæmpe for at opnå Miles interesse, bare fordi han var Miles de Allemont ! Det virkede ikke fair.

// the end.

//out~~~//