Bright Red Rose come Burst the Concrete - Milia

Tid: 20.21
Sted: de Allemont palæet i udkanten af skoven.
Vejr: Stjerneklart og vindstille.
Omgivelser: Væsner og mennesker fra nær og fjern i deres fineste skrud.

Tonerne fra Vivaldis fire årstider flød ud i det fyldte lokale, og fandt vej til alle afkroge af festen. Lysekroner og starinlys fra hver en afkrog illuminerede selvskabet, som hver og en var klædt i flotte jakkesæt eller kjoler. På små borde rundt omkring stod champagneglas, som gav genskær når lyset ramte dem. Det store lokale var domineret af tunge egetræsborde og sofaer, samt en bardisk, og ydrevæggen var ren glas, som gav perfekt udsyn til en oplyst have fyldt med smukke træer og buske. En facade var fejlfrit sat op. Igennem generationer havde familien de Allemont stolt båret på den adelige titel de havde fået en gang i de tidligere tider, og selvom det nye årtusind var kommet, og alle former for rangordner og æreskodexer var brudt ned, så synes familien stædigt at holde fast i de gamle normer og traditioner.

I hjørnet med bardisken havde en ung elver placeret sig, så hans mørke øjne kunne følge med i hvad der skete samtlige steder i lokalet. Alle der var noget betydningsfuldt var her, sammen med deres dates selvfølgelig. De fleste nogle umådeligt kedelige damer og herre, som var så langt oppe i deres egen selvforhøjelse, at de ikke så hvor medlidenhedsværdige de var. Det hele var en del af spillet.
Han løftede sit champagneglas og tog noget af den skinnende drik, og rettede lidt på det mørkeblå jakkesæt, som han havde valgt at iføre sig, så rettede han på kraven fra den sorte skjorte indenunder. Selvom hans far ikke havde været helt tilfreds, så havde han alligevel undladt slipset. Det føltes som et kvælende bånd om ham.

"Miles! Der er du. Hvorfor finder du ikke Rosaline og danser med hende?" Sukkede hans far, som kom gående hen imod ham. Han var en høj slank mand, og vidste man ikke at de var i familie, så ville man aldrig have gættet det. Det tilbagestrøgede lyse hår og smalle lyseblå øjne stod helt i kontrast til Miles mørke pjuskede hår og store mørkebrune øjne. Hans far havde altid sat en ære i at vise sine spidse øre frem, men han kom heller ikke så tit ud til menneskene i byen, og her blev ikke inviteret mange mennesker. Miles selv havde groet sit mørke hår ud, så det kunne dække ørene. Det eneste de to havde til fælles var den lyse elverhud. Det var tydeligt at se at Miles ikke var stereotypen på den lyse elver, og endnu tydeligere var det, at det afspejlede sig i hans fars øjne, som på en gang fandt det imod hvad familien var, men på samme tid mindede ham om en kvinde han havde elsket, Miles' mor. Halv sortelver.

"Jeg tror hun er ude og pudre næsen." Svarede Miles lidt ligegyldigt, og anede egentlig ikke hvor hun var. Sikkert ude og gøre sig til. Han pilede lidt ved sit glas, da hans far skyndte sig afsted for at hilse på nyankomne gæster. De mørke øjne gled igen over lokalet. Endnu en aften fyldt med formelle hilsner og kedelige samtaler.

Som et barn af naturen var en nymfe helst iført ...så lidt som muligt.
Ingen snærende bånd - men istedet en umiddelbarhed og en lethed der tillod at man kunne bruge tiden på at tage vare og værne om det vigtige i livet. Naturen...kærligheden og det gode i hvert enkelt individ.
Det var en pragtfuld følelse at være fri og kunne glemme alt om etikette, mode og at behage samfundet omkring sig, men istedet værne om og være i pagt med naturen.


Som en ung kvinde af 2014 , var udseende, tøj og acceries redskaber til at sende signaler og opnå mål, uanset om man ville eller ej, måtte mån stige ombord på det tog for ellers ville det køre fra en, og man blev efterladt bagved.
Nymfen hér var adopterer af årstallet og fuldt integreret, så meget hendes natur nu gav lov. Og et bal var derfor en fængslende begivenhed, et helt lille eventyrsagtig kapitel for sig . At det var De Allemont der slog dørene op til deres nærmest sagnsomspundende palæ og inviterede til dans , hævede kun barrieren til intet mindre end fantastisk.


Hun var heldig. Undernormale omstændigheder ville hun aldrig kunne få fingrene i en invitation , til en begivenhed som dette.
Hun socialiserede ikke med folk fra denne samfundsklasse, og havde sågar nok en fordom eller to for meget i sin lille hvide perlebesatte taske om dem.
Men de var da blevet pakket godt væk denne aften og nu erstattet af en nysgerrighed og en følelse af stolthed over at kunne hjælpe sin chef, den middelaldrene Le Clerk.
Le Clerk lignede George Clooney og  var direktør for en lang række butikskæder og enkelte særlige beskæftigelser , som dyrenes værn og diverse dyre hospitaler.

Le Clark og hans hustru skulle havde deltaget, men da hun var gravid med risiko for at tabe barnet, var hun blevet  dømt  til sengeleje.
Det var en lang og trist historie, som endte med at en  hvid kjole  let som fjer med små rhinsten der lignede dug, blev syet på akut bestilling.
Kjolen skilte sig ud i i sin enkelthed , og fik nymfen til at ligne det hun var...en ung debutant med forventningens glæde strålende i øjnene.
Mrs.Le Clark havde selv udpeget Milia til at eskortere hendes mand .De havde fået sympati for den hårdtarbejdende pige, der var alene uden familie.
Og de havde ingen børn selv.
Mrs Le Clark  havde fået pigens lange lyse hår , kunstfærdigt sat i store bløde krøller, og pyntet hendes øre og  hals med værdifulde smykker i en dyb blå farve.
Milia synes de var smukke, men havde gerne undladt dem da de var meget funklende og hun egenlig ikke ønskede at tiltrække sig opmærksomhed, men Mrs Le Clark havde insisteret. Hun fortalte at smykkerne skulle  have tilhørt den russiske tsars elskerinde, en gang for længe siden.

Kl . 20:30

Milia havde lige nået at sætte tasken med den lille bylt i , i en af palæets afkroge i entreen, inden Le Clark kom og tog fat i hende.
Trøjen hun havde haft på , inden hun skiftede til kjolen, var viklet omkring et lille dyr, der nu lå stille, og måske sov. Hun håbede da ikke det var ved at dø.
Så snart hun kunne ville hun se til den lille fyr, men det måtte vente.Hun var ret sikkert på at et såret egern ikke var velkommen til det store bal, så hun måtte bare bede til den blev hvor hun havde placeret tasken.

Le Clark smilede da han nåede frem til Milia og med en kæk bemærkning trak i en af Milias krøller.
" Min hustru har god smag...både kjole og smykker er udsøgte....men dit hår skulle have været løst, Milia....især hvis vi skal finde dig en passende kavaler i aften" lød den mørke stemme med en skjult humor, netop da dørene åbnede sig for dem så de kunne træde ind.
Var hendes hår forkert ? Og hvad var det med en ...mand...havde de bagtanker med at tage hende med hertil ?
Milia så helt forkert ud i ansigtet da de trådte ind i den smukkeste sal , hun nogen sinde havde set, hele sit liv.
" Du gode....det jo vanvittigt " mumlede hun til Le Clerk og hendes hånd strammedes omkring hans arm.
Hun kæmpede bravt for ikke at blive al for imponeret , men lets face it....det var en tabt kamp , og et kort øjeblik synes alle lysekronerne at køre rundt og følge lyden af de fire årstiders skiften.
Le Clark styrede Milia i retning af baren... " Hør min pige, du skal vist have din prøve din første drink...så din puls kan falde på plads " klappede han beroligende på Milias arm.

"Le Clark, gamle ven!" Lød en varm stemme da de trådte ind i salen. Benjamin de Allemont var gået dem i møde, og på trods af hans tidligere mundhuggeri med sin søn, så smilede han over hele det glatte ansigt. Han ville give sin gamle ven hånden, og dernæst lægge sine lyse, men skarpe øjne på Milia.
"Og hvem har vi her? Hvad er det dog for en yndig skabning du har bragt til vores begivenhed, vel ikke en ny Mrs. Le Clark?" Smilede han med en let humor, udemærket klar over at det ikke var tilfældet. Benjamin holdt sin pegefinger hævet for at signalere at han tænkte, med øjnene på Milia snusede han ind, som kunne han dufte hvilken slags person hun var.
"Argh, en nymfe! Hav en dejlig aften kære" Afsluttede han, og ville vende sig for at hilse på nogle andre nyankomne. Lidt fordomme om nymfer havde man da, de skulle efter sigende være meget forførende.

Ovre ved baren stod Miles stadig. Han havde ryggen lænet imod bardisken, og øjnene kastet længselsfuldt ud imod den oplyste have. De snoede grene derude var en helt anden verden end den han fandt herinde. Ikke så regelret og formel.

Han vendte sig imod bartenderen, som var en af deres husfolk, derfor en gammel kending. "Loyd.. Jeg har brug for en mere." Sagde han så, og stilte det tomme champagneglas på baren.
En ældre elverkvinde han ikke kendte var dukket op ved siden af ham, og lo sagte. "Den ungdom. Pas nu på med promillerne unge de Allemont" Smilede hun, inden hun fik sit rødvin og var væk igen. Tilbage stod Miles og undrede sig over hvornår han lige havde mødt hende.

Den betryggende arm slap Milias og blev rakt frem mod aftenens vært.
Milia havde aldrig mødt Benjamin De Allemont før, men havde set ham i diverse blade og aviser jævnligt. Bladene gjore ham uret...han var langt flottere in real life , for gennem hendes tanker.
" Benjamin ! nej, unge frøken Jagger arbejder for mig, og hjælper mig tilmed at Mrs. le Clark kan ruge videre på vores kommende søn " lo Le Clark hjertelig og gav et fast håndklem. Det havde allerede rygtes i de fine kredse at graviditeten voldte dem problemer. Det var 3 gang de havde undfanget .De to første endte som ufrivillige aborter.
Med en finger foran sig , stod Milia helt stille. hun havde dog lyst til at krybe i et musehul da Benjamin De Allemont begyndte snuse til hende.
Hendes øjne signalerede at hun ikke helt vidste hvordan hun skulle forholde sig for ikke at fornærme deres vært, og gøre Le Clark forlegen, med de blev en smule større ved hans bedømmelse af hende .
Han havde ramt plet . Milia endte ud i et smil - efter lidt tøven - for værtens stemme var ikke andet end muntre, så vidt hun kunne høre. " Tak... Det vil vi " svarede hun høfligt og kom til at knejse , bare en smule ...var det egenlig kotume ? Nå...ludt høflighed havde jo aldrig skadet nogen og hun havde ikke modtaget en manuel på ' livet på de bonede gulve' så hun måtte jo sjusse sig lidt frem her.

" Det var HAM ...Benjamin De Allemont !" Hvisked hun med skinnende øjne til Le Clark , da hans arm lagde sig om Milias liv. Det var alligevel lidt sjovt at se ham...live.
Hun rankede ryggen og smilede da de nåede baren. Måske det ville blive en rigtig sjov aften , med flere af de kendte?
En ældre kvinde i en smuk smørgul kjole , gled forbi dem. Hun havde de samme øre som Benjamin og var derfor nem at deklererede for elver.
" Le Clerk... God aften kære.Gem en dans til mig " skød hun flirtende med hendes øjne og hævede sit rødvins glas , som hun passerede dem.
" Madamme Estelle...du er min favorit til menuetten " kom det eneste høflige svar og så var de igen ' alene'.

Le Clerk guidede Milia helt op til udskænkningen , hvor hun stod med højre skulder mod baren. Overfor stillede Le Clerk sig , så de udelukkede alle andre, og kun havde et lille stykke med luft mellem dem.
" Hmm...hvad skal en ung dame som dig have at drikke til sit aller første bal ?" Tænkte Le Clerk højt og knipsede på en af de små glitrende hårnåle i Milias hår.

Loyd smilede skævt til den unge De Allemont . De var omkring samme alder , men hvor den ene arbejdede hårdt for at tjene til huslejen, kunne den anden tørre røv i hans månedsløn....eller ja....de var ikke ligestillet kunne man sige.
Alligevel havde de fælles interesser.
" Lidt tideligt at kede sig ?" Lød hans ord inden han satte albuen på baren og lænede sig over den ..." hvor er din dame ? " kom det med et smørret smil, da han hentydede til den smukke og rige Roselinda Dunbar.
Rygterne havde at hun ventede spændt på at Miles De Allemont skulle tage næste skridt og gøre det officielt. De havde datet et stykke tid- og ville det ikke være vanvittigt romantisk at deklarerer deres forlovelse på en aften som denne?

Loyd havde netop rakt et glas champagne over disken til den unge De Allemont , da Le Clarks stemme nåede til ham..." Loyd ... Hvad anbefaler du til aftenens eneste debutant?" Brød han ubemærket ind i fyrenes snak, uden at have øjne i nakken så han kunne se hvad og hvem der snakkede et lille stykke bag ham .

* fedt ! Vi har været her..hvad..10 minutter og det er allerede sagt Højt at jeg er nymfe OG debutant! What's next ...jomfru?" Lød det på klingrende ironisk i Milias tanker , imens hun kiggede over på Loyd, der lige godt kunne ses fra hendes vinkel.

Miles kørte en hånd igennem det tykke mørke hår. Langt de fleste folk i lokalet havde lyst hår, fordi de fleste inviterede var elvere, men hist og her fandt man også mørkhårede mennesker, eller lidt mørkere væsner. Skulle han selv sige det, så virkede de nu langt mere interessante.

Den unge elver sendte et skævt smil til Loyd. Han kunne godt lide Loyd, han forstod ham, kendte ham, var ikke lige så langt oppe i røven på sig selv, som så mange andre. Det var sandt, måske var Loyd mere hårdtarbejdende end ham selv, men han ville nu gerne bytte anyday. En af de grunde var netop deres kommende samtaleemne.
Han sukkede, og sendte Loyd et bestemt blik, som han vidste bartenderen ville ignorere. "Du ved godt, at jeg ikke ved hvor hun er henne." Svarede han og himlede med øjnene. Ja det var da ofte gået vide og bredt omkring med hende Rosaline. Alle mulige vilde rygter. Hvad rygterne dog ikke vidste var at forlovelsen allerede var på plads, om han ville det eller ej, og kendte han sin far Benjamin ret, så ville salen vide det inden de tog hjem. At det så var aftalt imellem familierne behøvede salen jo ikke vide.

En ældre herre brød ind i deres samtale, og Miles' mørke øjne lagde sig over på ham. Han stod overfor en lyshåret kvinde, men da hun stod med ryggen til, var det svært at bedømme hende. En debutant? Heldige skid.
"Giv hende en Bouchard Pere 'n Fils Chardonnay." Svarede han inden Loyd kunne nå at sige noget. Bartenderen nikkede så med et muntert smil, og uanset om manden protesterede ville det blive sådan. Han vidste bedre end at tøve der, og desuden nød han selvskabet når samme aldersgruppe var forbi. Mange af de andre i familien som han serverede for var langt ældre, og derfor også en del højere på strå.

Loyd tvang et stort smil i de rette folder og nikkede til Miles sigende blik.
Et godt bud ville være at Roseline enten var i fuld sving med at sole sig i beundrende blikke fra ballets gentlemen , imens hun strålede omkap med smykkernes ublu karat - eller hun var ude på the Ladies room, hvor en mindre salon nærmest var indrettet til at
holde aften make up og hår stå helt på plads.
Han misundte Miles en smule. Havde han ikke alt hvad man kunne drømme om?
En pung stashed med sedler, en dræber bil og en gudesmuk kæreste.
Hvilken del var det lige Miles var utilfreds med, kom igen ?

Loyd trak sig langsomt væk fra Miles, ikke i et tempo der ville betragtes som uhøfligt...slet ikke..men elegant og drevet, fik han flasken fundet frem, og begyndte at skænke.
Le Clark drejede interesseret på sig, for at tage et kig på stemme der havde lagt sig imellem Loyd og hans bestilling.
Hans bryn skød op, da han så hvem fyren var. Miles De Allemont, notorisk ungkarl med al for mange dårlige vaner, spurgte man Le Clerk.
Han havde ikke haft mulighed for  af at snakke med Benjamins søn før, på en eller anden måde var det lykkes ham at deltage i middage hvor De Allemont junior havde været undskyldt.
Der havde været mange festlige lejligheder hvor de begge havde deltaget , men ikke før nu havde muligheden præsenteret sig , for at hilse formelt på hinanden.
Le Clark rakte igen næven frem og gjorde som forventet..." Le Clark ..forretningspartner til din far. Godt valg min herre ..." Lød det venligt, men en smule mere reserveret end da han hilste på Benjamin De Allemont , bemærkede Milia.
Hun strakte sig for bedre at kunne se  hvem manden var, men kun et top af mørkt , næsten sort hår, og et stykke tekstil midnats blåt blev tilladt hendes blik.
Æv...tænk hvis det var endnu en kendis !
Men desværre så det ud til at Le Clark ikke havde spor travlt med at fortage en præsentation af dem, men skiftede hurtigt sin opmærksomhed tilbage til Milia, der nu havde fået sit glas af en meget smilende Loyd. Hun trøstede sig med det nok bare var en gammel mand hvis pengepung kun var overgået af hans vom eller noget.
Hun takkede Loyd og rakte ud efter glasset.
"... En rødvin af god årgang min ven " bestilte Le Clark dernæst til sig selv.
Loyd nikkede, og trak over til Miles hvor rødvinen stod..." Mmm måske en dobbelt forlovelse? Tror sku jeg napper hende debutanten selv ! Mon hun er til noget?" Grinede han til Miles, en smule frækt enda.

Ah ja gode bud var det at Rosaline enten var ude at forbedre hendes allerede perfekte ydre, eller solede sig i blikke, som en nu snart kendis-hustru. Loyd havde skam mødt hende. En selvsikker og udadvendt kvinde med hovedet højt i sky, men dog, utrolig kedelig spurgte man Miles. Ikke desto mindre måtte han finde sig i at det blev som hans far havde tilrettelagt det, hvis han selv havde planer om at forblive en del af familien. Som hans farmor plejede at sige det, så skulle de have nogle lyse elverpiger i familien, så de kunne få avlet det sortelver ud.

Miles smilede til den ældre herre, så charmerende han nu havde lært. Det var sådan noget man blev trænet i her, at lægge en facade op med et smil. Han var god til det, og på trods af mange rygter om ham, så synes folk altid at finde ham veltilpasset og charmerende når først de mødte ham.
"Mr. Le Clark, hvilken helt igennem fornøjelse at møde dem. Min far taler tit om dem." Svarede han og trykkede bestemt mandens hånd. Manden virkede venlig, men ikke specielt meget anerledes end resten af forsamlingen. "Ja, jeg har altid fundet de franske hvidvine de bedste, har de ikke?" Fortsatte han. Et typisk samtaleemne for sådan en aften, men det var han vel selv uden om når han havde stilt sig i baren.

Miles havde altid godt kunne lide Loyd, og dette var en af grundene. De kunne stå til en formel fest, lige ved siden af vigtige ældre herre, og stadig snakke sådan om deres dates. Miles måtte vende sig væk da han kom til at grine. Le Clark skulle ikke tro at han fornærmede ham eller noget. "Hey måske skulle du. Jeg kan ikke se hende, er hun flot?" spurgte han og vendte sig imod baren igen, da han havde fået styr på sit ansigtsudtryk, dog stadig med et smørret smil, og lænede sig lidt hen over bardisken for bedre at kunne se.

Og dér, ved siden af Le Clark, stod nok den mest bedårende skabning han nogensinde havde set. Der var en perfektion over hende, som ikke var det regelrette han kendte, men bølgende og fremmed. Han borede sine mørke øjne ind i de store blå af hendes, uden at registrere om hun så på ham eller ej. Så opdagede han at han stirrede lidt uhøfligt, og lænede sig med et host tilbage igen.
"Ved du hvad Loyd, jeg tror hun er uden for din liga." Svarede han så hæst. "Så igen, hvis hun er sammen med ham den ældre.." Afsluttede han ekstra lavt for at Le Clark ikke skulle høre ham.

Le Clark var ganske enig, franske vine var bestemt at fortrække.
De havde en raffineret aroma som ikke kunne toppes af hverken de spanske, italienske eller de bulgariske der var ved at vinde indpas hos mange fra arbejder klassen.Så han havde ingen invendinger til den unge De Allemont .
Havde de unge mænds samtale været tilgængelig for hans øre, ville han nok kunne tilføje lidt opdragelse til dem, men for nu havde han fokus på Milia .
" Jeg er ked af dit første bal er med en gift mand som mig " drillede han og rettede igen på hendes hår, hvilke fik hende til at ryste en smule på hovedet. Hvorfor var han så utilfreds med hendes frisure? Og hvornår kunne hun komme ud og se til det såret egern hun havde samlet op på sin vej?

Lyden af grin trak igen hendes nysgerrighed i retning af Loyd .
Hun måtte nærmest strække hals , for at kunne se lidt mere og denne gang blev hun belønnet.
Det var ikke en gammel kedelig mand, men istedet en af de unge mænd som var mest efterspurgt i selvskabslivet. Milia stivnede og i nogle sekunder var hun indfanget i et par helt mørke øjne , uden at kunne finde en vej ud igen.
Hun slap først fri, da han trak blikket til sig, og Milia vendte tilbage til sin vejrtrækning. Hendes puls var skudt i vejret, og hun vidste ikke hvorfor hun reagerede så barnligt og helt enormt på at se ham.
Hun kendte ham fra bladene, og især fra hendes roomie Krystal der fandt ham total lækker. Milia havde altid bare leet af Krystals lille crush , men nu....selv med en god afstand mellem dem, blev hun blown away af hans aura der synes at have en voldsom pondus.
Han var al for..overvældende og al for utilnærmelig ...og sikkert en stor idiot også, måtte hun minde sig selv på, da hun hævede sit glas mod ham, inden hun lod vinen skylle hen over sine læber og smagte på ' hans bestilling' til hende.

Loyd smilede bredt . " liga ? Jeg har en liga !" Grinede han.
" Jeg vil væde med hun ikke er elver..der er noget langt mere ..kurvede ..over hende " lo han igen - og hentydede til de meget kvindelige former Milia besad. Sammenlignede man hende med Roseline , havde Roseline en mere atletisk krop, smidig og smuk- men slet ikke så formet som Milia , der på ingen måde kunne skjule hun var kvinde, uanset hvilke tøj man pressede hende ned i.

" Arh...holde holde...jeg tror ikke Le Clark ligger i med hende, er der ikke noget med hans hustru er gravid , så måske han bare behøved en ledsager ?" Trommede han med fingrene på bordet og rettede på et sterinlys i den store lysestage på baren.

Le Clark kiggede undrende på hende, da hun forlod ham og blev fjern i blikket.
Milia var et andet sted og han vendte sig for at se om hun havde set et spøgelse eller hvad der dog kunne trække sådan afsted med hende ?
" Aarrhh .. Du har 'mødt' Unge De Allemont ser jeg ... Jamen ..lad mig da sørge for præsentationen så " lød det lidt nødtvungent.
Milia havde han planer med denne aften. Der var jo flere ungkarle og måske hun kunne gøre et godt bekendtskab ? Hun var på alle måder dem alle værdig, også selv om hun ikke havde en medgift med i baggagen, var hans holdning til det.
Derfor var det lidt spild af tid at smalltalke med Benjamins søn, da han var den mand til festen der var mindst kunne være hende en mulig partner.
Og alligevel veg han tilside nu, så han kunne lægge sin arm om livet på Milia og lede hende ned til Miles.
" Min ledsager denne aften Mademoiselle Milia Jagger" sagde han kort og godt og puffede hende en smule længere ind i Miles synsfeldt, dog uden at slippe hende med armen.
Det gik lidt hurtigt ...lidt FOR hurtigt, men hun nåede da at ranke ryggen og løfte hagen en smule , i håb om ikke at se skræmt ud. Ikke tale om han skulle kunne se den effekt han havde haft! Og det måtte da skyldes at hun var nervøs....og ganske ny i dette cirkus! Ja.. Det måtte være det!
Milia tog en dyb vejrtrækning, strejfede Loyds øjne kort og sendte ham et svagt smil, før hun samlede sig og kiggede på den mørkhåret fyr...alle pigers kæledække der nu var ret foran hende.

Miles fandt sig selv lidt ude af den, og måtte kigge lidt forvirret op Loyd. "Hva? .. Liga.." Klumrede han rundt, men det så ikke ud til at den kære Loyd havde hørt det. Istedet havde den unge bartender drømmende sat sig til at stirre op den unge kvinde. Hvem kunne også bebrejde ham det ? Miles fangede sig selv i at stjæle et blik på hende, og kiggede hurtigt ned i champagnen i hans hånd. Det irriterede ham lidt, at Loyd blev sådan. Måske fordi de talte med hinanden? Det var da uhøfligt !

"Selvfølgelig gør han da ikke det. Hun virker heller ikke som dén slags pige, spørg du mig." Svarede han Loyd, og anede i princippet intet om det, men der var noget ved hende der virkede dybere end det. Hendes øjne virkede som smukke sorte huller, man alt for nemt blev fanget i.

Lidt for pludseligt blev han slået ud af den af Le Clark, som åbenbart havde set sig nødladet til en præsentation. Den lyshårede pige blev næsten puffet ind i ham, og han trådte et lille skridt tilbage.
"Så det er debutanten?" Smilede han svagt da hun nu var helt indenfor synsfelt. Hun var sandelig ingen elver nej. Hendes bløde kurver og træk lagde hende i et helt andet lag, og på trods af at hun ville virke klodset ved siden af mange elverkvinder, Rosaline inkluderet, så havde hun en helt anden forbudt charme, som han aldrig havde set magen til.
"Du har sandelig overgået dig selv Mr. Le Clark, men er du sikker på hun kan klare presset af sådan et selvskab?" Smilede han lidt drillende, og synes mest hun lignede en smuk, men skrøbelige blomst.

Han gav hende et kort buk. "Miles de Allemont. Du har sikkert hørt om mig. En fornøjelse." Smilede han og lavede en gestus imod Loyd. "Dette er min ven Loyd." Afsluttede han, og selvom han egentlig henviste til sin ven, så slap han hende ikke med blikket. I den tro at hvis han gjorde ville hun forsvinde i samme sekund.

Loyd rakte begejstret frem og ville tage hendes hånd for at hilse, gerne give den et kys, hvis han fik lov. "Jeg må sige du er en skønhed." Næsten sang han og nægtede at slippe hendes hånd med det samme. Loyd ville så komme med en eller anden cliché kommentar om hendes øjne og skovsøger. Sikkert en del mere poetisk end hans sorte huller.

"Ikke som den slags pige , lyseslukker ?" Brummede  Loyd og vrikkede med et lyst bryn...
" man kan da altid håbe " mente han og rettede sig lidt op , da han så at den ældre herre var ved at guide pigen ned mod dem.

Når man tog i mende at Le Clark var fast inventar i de fine kredse, var det ikke videre elegant , måden han fik ført Milia frem på.
Hun måtte bremse op på fødderne , med fare for at ryge helt ind i fyrens intim zone , hvilke hun gerne ville undgå.Det fik hende til at fremstå kikset og klodset - eller bare meget uheldig i bedste fald.
Oh yes, dobbelt op på happy hour, for han havde åbenbart også set ulykken kunne ske, og bakkede derfor lidt baglæns, hvilke fik Milia til at se op på Miles ,med et undskyldende blik.
At hun var debutant synes tatoveret i panden på hende, og var man blind kunne man sikkert lytte sig til hun ikke helt kendte hverken takten eller tonen , for showet her.
Musikken gled over i Requim aeternam , netop da hun blev fristet til lidt spontant at svare Miles på om hun kunne holde til presset- inden Le Clark nåede at gøre det.

" bare rolig, jeg har ørepropper med , såå"
sagde hun og klappede med en hånd på sin lille taske.
Le Clark slog en varm latter op...

" ja, jeg HAR vist overgået mig selv denne gang , jeg mindes ikke jeg har escorteret andre kvinder til et bal...med ørepropper i " lød det muntret .

Milia gik ned i knæ, i en blød bevægelse foran Miles , før hun igen rettede sig op og fandt vej til hans øjne .
Hun kiggede op i dem ,  forsigtigt...prøvende...men ikke foruden en hvis nysgerrighed.Hvorfor var det lige  at hun helt enormt gerne ville...blive i hans selvskab ...finde på noget at tale om ? Hun greb sig i at håbe Le Clark havde tons af emner at vende med fyren, så hun kunne stå i fred og snuse til hvad han var for en størrelse?
Om det var nymfernes legesyge og drillende gen, eller en form for forsvarsmekanisme der skulle skabe balance kunne hun ikke selv sige, Ihvertfald glimtede hendes øjne lidt da hun trådte lidt ud af den formelle og stive etikette og svarede...

" Oh ...hvem har ikke hørt om Miles De Allemont ... den berømte jazz musiker, jeg er stor fan !"
Havde hun serveret den med alt andet end en blid stemme og et lille drillende smil spillende på læberne, ville man måske blive fornærmet på hende og finde hende uhøflig. Hun håbede dog det ville blive taget imod med lidt humor istedet.
Just in case  fik hun dog tilføjet hurtigt og lidt mere ydmygt..

" naturligvis  har jeg hørt om dem Monsieur De Allemont , det er mig en ære at opleve hvilke smukt hjem de og deres forældre har "
Hun hæftede sig igen ved hvor anderledes han var fra næsten alle andre i rummet.
Det mørke hår og hans mørke øjne ...selv stemmen havde det med at liste sig ind på hende. Hun slog blikket ned og måtte minde sig selv om at det bare var en...fyr...no need to get all wired up.Hun tog en dyb vejrtrækning .

Milia bevægede sig ud af Le Clarks arm, for at ligge sin  taske fra sig på disken.
Hun var pinagtig bevidst om Miles blik stadig ikke havde sluppet hende, det føltes varmt i hendes ryg. Og det kostede kræfter at forsøge se heeelt upåvirket ud , da hun nu hilste på den unge bartender, og ven til Miles.
Hun rakte hånden frem til ham. Her var det ikke påkrævet at neje gik hun ud fra, når nu han var en ansat.

" Loyd...hyggeligt at møde dig , Milia Jagger"
gentog hun og spærrede øjnene lidt op, da hans læber strejfede hendes hånd.
Hilste man sådan på gæsterne , hvis man var på job? Ikke at det gjorde hende noget, han virkede da sød og lidt nuttet da han begyndte at fable om skovsøer.
Milia smilede .
Hun var ikke den der faldt for - eller lagde meget i komplimenter fra mænd.
Hun havde set al for mange diske op med dem, til de første tre fire fem piger på EN aften. Sammen linier serveret lag på lag , og så...ja så mistede de lidt deres effekt. Som en cola uden brus- fordi lågen har været skruet af og på for mange gange.
Skønhed var også nok at tage den lige lovligt langt, men hun fik alligevel en rosa nuance over kindbenene , og skyndte sig at slå det hen på den eventyrsagtige kjole , hun havde fået lov at få på. Den var så luftig og let, at man skulle tro den var syet af alfer eller lavet af magi .
" Du ved hvad  man siger, Loyd...klæder skaber folk " lød det roligt og hun trak sin hånd tilbage og kørte den ned af siden på kjolen, for at fremhæve sin lille pointe.

Le Clark smagte på sin vin igen ." du finder ikke en med mere forstand på god drikkelse , end unge Loyd her, Milia. Han er første valg ved alle gode arrangementer, og en hårdt arbejdende fyr" roste han og vendte så tilbage til den unge Miles.
" Hvordan går det eller med forretning og familien ? ... Jeg høre fra din far vi har en særlig overraskelse i vente denne skønne aften ?"

”Du ved hvad jeg mener.” Svarede han kort Loyd, og hvilede sin kind i håndfladen. Loyd var en køn ung mand med mørkeblond kort hår og grønne øjne, men ikke fuldblodselver, og derfor ikke kandidat til at blive mange af kvinderne i selskabets næste flirt, men så igen, måske en debutant, som ikke var van til disse kredse, ikke ville være så kredsen. Det gav egentlig god nok mening.

Miles kom til at grine ved den klodsede præsentation. Selvom det kunne tolkes hånligt, så var det bestemt ikke sådan ment. Det var bare ikke så tit man fandt kvinder af den støbning her. Hun ville ikke klare sig godt her, lige meget hvordan han så på det, men hvorfor skulle det være en dårlig ting?
Et mørkt øjenbryn røg i vejret ved hendes kommentar. Ørepropper?
”Du burde lade dem blive i tasken, måske du kunne risikere at lære noget” Gav han igen med et skævt smil og udfordrende øjne. Han havde lyst til at prikke til hende mentalt. Pirre hende, og se om hun ville reagere anderledes end alle andre her. Ikke bare sætte et falsk smil op og gå sin vej.

”Jazzmusiker?” Lød det forundret, og han kunne høre Loyd grine bagved, det var svært at lade vær trods alt. Var hun seriøs? ”Debutant, hvis du ser mig som en Jazzmusiker, så er det da det jeg er.” Blev svaret. Der var noget befriende over ideen, om ikke at være bundet til tid og sted og familie, men bare være hvem man var eller hvem man havde lyst til. Ville hun se ham som en jazzmusiker, ja så så hun ham nok bedre end alle der så ham som ’unge Mr. Allemont.’ Han smilede.
Et knap så muntert træk blev sendt af sted ved den formelle præsentation. ”Ja Ja. En fornøjelse” Blev det korte lidt skuffede svar. Tilbage til de formaliteterne. Måske han bare håbede at nogen ville bryde igennem betonlaget under ham.

Loyd fortsatte muntert og højlydt. ”Jeg er sikker på det er mere end klæderne” Blinkede han til hende. Han var en charmør, flirtede gerne med ballets gæster, for at få mere vin i dem, men han virkede anderledes. Lige nu virkede han faktisk desperat for at gøre et indtryk. Han ville prøve at spørge hende hvad hun skulle den kommende aften, hvis han ikke snublede over sine ord. Imens vendte Miles sig imod den ældre herre Le Clark. ”Han er en god bartender. Dygtig og vittig.” Smilede han. De mørke øjne stjal nu og da glimt af den blonde pige, Milia Jagger. Han havde aldrig hørt om hende før nu, en skam. Hun voksede næsten for øjnene af ham. Blev kun skønnere i hendes ord og klang. Ikke perfekt, ikke forudsigelig, men helt igennem umulig at få øjnene og tanker fra, når hun først var der.

Han blev endnu en gang slået ud af sin trance. 2 gange på en aften? Han måtte være træt. ”Øhh Det går udmærket. Stigende behov for naturmedicin i området, så vi har profit.” Svarede han Le Clark og rømmede sig. Ja overraskelsen. Han så sig omkring, og fangede netop synet af en rød kjole imellem et par gæster i den anden ende af salen. ”Det kommer, efter maden er blevet serveret.”

Oh jo, hun var vældig kredsen. Faktisk SÅ meget at Krystal ,hendes roomie , var begyndt at sætte hende på blind dates for at skubbe på en smule så det romantiske hjul kunne komme lidt i omdrejninger .
At hun ikke ville lade sig duperer af penge og status var en helt anden sag. Det var mulige hun var datter af Zeus, og dermed af gudommelig slægt, men det falmede altsår lidt her i 2014 , især når daddy dearest var som sunket i jorden og ingen kontanter havde efterladt.
Men at det var SÅ tydeligt at hun var en helt plain working girl , stadset ud i lånte fjer kom alligevel bag på hende. Måske skulle hun bare forlede ham til at tro at også hun havde økonomisk familie support til at matche hans bagland?
Hendes øjne gnistrede da hun holdte de mørke øjne fast et par sekunder , før svaret faldt ... " Lære noget ? ... Er der lektioner mellem al det her glittet og stads som jeg ikke allerde har lært ? Jeg tvivler "
Le Clark rømmede sig , ikke helt sikker på hvad samtalen mellem de to unge egenlig var om, men at der skete er eller andet , havde selv han fattet. Åh han savnede mrs le Clark lige nu , hun ville have vidst hvad der skulle siges. Nu ignorerede han det blot.

Måden han sagde debutant på tirre hende en smule. Hvorfor ? Måske fordi den insinuerede at hun ingen erfaring havde og ingen klogskab i forhold til al dette. Og han havde jo fuldkommen ret , hvilke virkelig irriterede hende.
" Milia .... Debutant er en titel og skal vi den vej , såååå " - det var her hun trådte i karakter som underdanig gæst for rigmandssønnen Miles De Allemont , og nejede.

Med øjnene på Loyd skiftede stemningen straks. Her var ingen ord dyst og ingen ... Kamp ... Hvis det da var kamp hun havde med Allemont ?
Loyd var en flot fyr og Milia syntes om ham ned det samme. Ikke grundet komplimenterer , mere måden de ligesom snuppede ud af hans mund på. Inden hun fik det sig om var hun fanget i en invitation hun ikke kunne komme ud af , ikke uden at Loyd ville tabe total ansigt . Og ja ... Hun skulle jo faktisk intet aftenen efter så , why not ? At det så ikke støttede den lille illusion om hun var ud af en rig familie var en anden sag.

" jo ..jeg vil rigtig gerne mødes med dig ... Til en kaffe ?" Forslog hun , for han ikke skulle tro de skulle til at lege kærester! Men hun havde et helt andet tilbud til ham. Krystel skulle holde holde gilde og manglede en bartender , hvor blærer ville det ikke lige være at hive Loyd op af hatten ? Krystal ville ikke forade baren hele aftenen, tænkte hun med et smil.

Le Clark nikkede .. " Ja , aktierne stiger og stiger , i fik slået til lige på den rette tid " med gav han og løftede sit glas i en skål, " Jeg vil vente i åndeløs spænding indtil da" sagde Le Clark , imens han fulgte en smuk ung kvinde med øjnene.
" hør ... Er det ikke frøken Roseline der er på vej herover ?" Smilede Le Clark og kastede et nik i retning af ballets smukkeste dybrøde kjole.

Milia havde netop kørt
sit visit kort , fra dyre hospitalet, over disken, og så nu over mod en høj smuk kvinde.
Det var svært ikke at blive lidt betaget af hende.
Ingen ville betvivle om hun hørte til her. Alt ved hende signalerede penge , magt, skønhed og selvsikkerhed.
Det hang i luften omkring hende. Milia sukkede , hvem der bare havde lidt af det.

Ude i hallen var en brun lille loden fyr , netop kravlet ud af en blød hoodie og forladt tasken . Den humpede over det glatte gulv.

Miles pilede ved kanten på sit glas. Kørte en finger rundt i toppen, og lavede med det en lav krystalklar lyd. En af de reneste og mest uberørte toner man kunne fremtvinge var fra krystalglas havde han erfaret. Han satte glasset fra sig på bardisken, og lænede sig ubemærket en smule frem imod hende. Samfundets øverste lag var snørklede og svære at finde rundt i. Først nu havde han selv helt styr på ’do’s and ’dont’s, og han var endda vokset op i dette cirkus.
”Virkelig?” Svarede han bare og samlede sit glas op for at tage lidt champagne. ”Du tror du kender alle de uskrevne regler her? Small town working class pige” Smilede han lidt bredere. ”Jeg synes vi skal lade det komme an på en prøve.”
Før han kunne nå at sige mere, sagde Le Clark noget med aktier, og Milia var blevet fanget i en kaffe date med den kære Loyd. Miles smilede høfligt og nikkede til den ældre herre, som åbenlyst var lidt ukomfortabel med situationen.

Som ren kutyme snurrede han rundt på hælen da Le Clark havde spottet Rosaline. Hun næsten svævede over gulvet, som en sommerfugl ville gøre det, med lange smidige og elegante skridt. Den røde kjole smøg sig tæt om den spinkle krop, og hendes lange glatte lyse hår var sat stramt tilbage, for at vise de spidse øre, der hver var ejer af en ørering med et forgyldt efterårsblad.
”Maden serveres snart” Smilede hun stift da hun standsede foran dem og hilste kort på Le Clark, Milia hilste hun ikke på, men hun havde også ryggen til op ad baren.
”Jeg vil ud og pudre næsen inden den store offentliggørelse.” Vinede hun spændt, før hun gav Miles et hurtigt kys på kinden, og satte i retning af dametoilettet imens hun alt andet end diskret vinkede med en lang lys hånd, beklædt med en flot guldring med en ordentlig sten. En sten hun selv havde valgt, men som kom fra hans families pengepung, åbenlyst.
Det var ikke fordi hun var forfærdelig. Snoppet og snæversynet, ja, men derfor var hun stadig smuk og intelligent. De havde da også prøvet at gå ud sammen et par gange efter aftalen, men hvor penge og status havde blevet ved med at gøre det for hende, så var han begyndt at kede sig.

Miles så ned på sit ur. Det betød at han lige nøjagtig havde omkring 10 minutter tilbage som en fri mand. Officielt set. Han tømte diskret champagneglasset, og var fristet til at bestille en mere, men det ville ikke se godt ud at skulle vakle igennem resten af aftnen.
”Så, debutant Milia…” Fortsatte han hvor han havde sluppet og fæstede sine mørke øjne på den smukke pige, fuldstændig ligeglad med at hun lige havde sagt hun ikke ville have den titel. Det var trods alt kun i aften han kunne kalde hende det. Beethovens måneskinssonate var begyndt at flyde ud i rummet, og bød med dens ¾ dele tempo festens gæster op til vals. Miles løftede et øjenbryn og fik en, hvis han selv skulle sige det, helt fin ide. ”Et første bal kræver en første dans ikke? Må jeg have æren?” Smilede han lidt udfordrende, og rakte hende galant hånden. Om hun var klar over spillet var stadig uvist. Han udfordrede sine egne formelle regler. En hver ville vide at det var uhøfligt at afvise en sådan invitation fra værten, men på den anden side virkede det også pludseligt og alt for intimt at acceptere en vals fra en person man ikke rigtig kendte.

Hun lavede en grimasse da han fik glasset til at synge. Ikke fordi hun fandt lyden slem, mest for han virkede en smule for nochelant lige nu, så hun forsøgte rokke lidt ved det, helt uden brug af ord.
ingen tvivl om han mente at være på toppen af det hele her.
" Jeg antager du ikke arbejder, men bare lever af dine forældres penge ?" Sagde hun med et blændende smil. Ikke om hun ville bekende kulør og indrømme hun bar var en middelklasse socialistisk lønmodtager....med guddommelige gener.Det lød for dumt. Milia frygtede dog at han havde lugtet lunten, og alt hun sagde omkring hendes civile stand, blot gjore hendes grav dybere.
Miles skulle til at vifte hende om næsen med en udfordring, men Le Clark fik disket sat en kæp i det hjul.
Thank god...hun kunne ikke blive ved at udfordre Miles De Allemont. Hvad tænkte hun dog også på ? Hun tømte sin drink , og lidt for hurtigt kunne man måske mene, da hun ikke var van til at drikke.
Loyd begyndte at tale om kaffebaren og tiden for deres møde, men Rosalines ankomst betød Milia var blevet distræt, og nu kun lyttede halvt med til Loyds planer.
Hun fulgte med hvordan Le Clerk rankede sig , og gengældte kvindens hilsen ...det undrede Milia at han ikke præsenterede hende, men fandt hurtigt ud af det var heldigt, da hun nu kunne ager tilskuer istedet.

Milia kunne godt genkende Roseline fra medierne. Også hun ud af en velhavende familie, og der svirrede rygter om hun datede Miles.
Rygter? Milias mave trak sig sammen da de bløde kvinde læber kyssede på Miles.
Milia stirrede på dem, lige indtil en hånd lagde sig om hendes arm, og gav et lille klem.." Det er hans dame. Roselina og Miles er så godt som gift" kom det fra Loyd , der måtte have sporet ændringen i hendes øjne, og nu prøvede at samle lidt op .
Loyd havde set mange piger sukke over Miles, og set deres skuffede miner når han ikke tildelte dem opmærksomhed i den målstok eller form ,de ønskede.
Men han huskede ingen med det blik Milia havde haft. så hun fortabt ud ? Loyd kløede sig i nakken, og hældte endnu et glas op , for at nøde hende til kræfter igen.

Om de faktisk skulle giftes eller om det var en poppet tale måde, anede Milia ikke.
Hun havde vendt dem ryggen, og tog taknemmeligt imod en ny drink fra Loyd.Derfor så hun ikke den store sten glimtre i skærene fra lysekronerne.
Hun kunne ikke forklare hvorfor hun følte sig ilde til mode. Lidt som havde hun overværet noget hun ikke burde, noget hun gerne ville have været foruden.
Hun drejde sig for at forslå Le Clark , at de skulle mingle...var det ikke uhøfligt at stå samme sted for længe? Men da hun vendte sig, var det istedet Miles der fik det første ord. Åh nej...hun VIDSTE det bare lige så snart han brugte debutant Milia, at det der fulgte efter slet ikke ville være spor godt.
Hun følte sig som en mus fanget i et hjørne, hvordan skulle hun klemme sig ud af den her ?
Musikken hjalp ikke spor. Den gjorde alting værre. Den lød....forbudt...intim og indlurende og kælede for sanserne. Hun blinkede langsomt, selv om han med sin forespørgsel havde øget hendes vejrtrækning.
Kunne hun afslå med at den første dans tilhørte Le Clark? Eller var det den sidste man dansede med sin partner? Krist! Hvorfor havde ingen fortalt hende om det her? Måtte man overhovedet afslå Miles? Hendes øjne flakkede kort mellem Loyd og Le Clark. Begge så de en smule beklemt ud ved situationen, men ingen af dem sagde en lyd.
Hun førte langsomt sin hånd til hans, og lod den knap berøre, da hun trådte lidt frem mod ham.
" Jeg tror det vil være uhøfligt at afslå? " ... Sagde hun som en Formel accept.
Lyttede han godt efter , ville han høre Milia mumle " men er det ikke også lige på kanten at spørge ?"
Hun kunne mærke hvordan hele den lille krop var vågnet op nu, hver en nerve stod på vagt.
Hvorfor satte han hende i sådan et valg? Burde han ikke danse med Roselina ? Milia havde det som skulle hun ledes til slagte bænken og ikke et dansegulv,og det var ret forvirrende signaler.

Musikken og Miles klædte hinanden . Der var noget forførende , maskulint og farligt over dem begge. Men også noget vemodigt i tonerne....måske resultatet af at være ham nær, for gennem hendes tanker, imens hun bad til Zeus om hun ville se upåvirket ud.Men hun kunne sikkert ligeså godt bede om guldregn, der var sådan cirka samme mulighed for det skete.

I døren til den store sal, stak en lille brunt hoved snuden frem. Endnu var den skjult for gæsterne, endnu var der fred og idyl.

Le Clarks øjne synes næsten at trille ud af deres huller ved hans partners kommentar. Ingen tvivl om at han lige nu ville ønske at han havde hevet Milia over i den anden ende af salen. Hvem kunne også have vidst at han bragte en springfarlig cocktail sammen ved at stille sig netop her? Selv Loyd, der netop havde skænket sig selv et glas vand, måtte hoste da han fik noget i den gale hals. Han af alle måtte vide at sortelvergenerne havde et lille tag i den unge elvers temperament, og selvom tonen ofte var pudset til faderens sociale sammenkomster, så kunne det henne at den smuttede.
Imod alt forventning var det dog ikke vrede eller irritation der røg ud, men i stedet et let fnys af morskab. ”Frøken Milia, jeg troede de havde hørt om mig? Måske jeg er en jazzmusiker for dem?” Smilede han og rystede på hovedet. ”Selvom jeg er den yngste i familien er jeg skam ikke ligefrem 18 år mere.” Kom han til at grine. Det gik dog hurtigt over. ”Men for at svare på dit spørgsmål så nej, jeg er vicedirektør for min fars firma. Du derimod.. lad mig gætte… pædagog? Eller måske tjener?” Fortsatte han og ændrede ikke smilet. Det var ikke ondt ment, men han havde ikke tænkt sig at lade sådan et angreb gå ubemærket hen.

Miles kastede et kort blik efter Rosaline, som allerede var henne ved badeværelserne, så slog han blikket hen på Milia. Hvad var det ved hende der var så betagende? Hun var smuk, åbenlyst, strålede om kap med lysekronerne og den store sten på Rosalines finger, og var til og med ved at vinde den kamp. Men skønhed var ikke sjældent i disse kredse. Der var noget andet. Måske det var hendes måde at tale. Hvert ord. Hver sætning. En helt ny symfoni, som skulle høres og vurderes nøje, for netop den symfoni ville aldrig blive spillet igen. Netop den sammensætning af toner og intervaller ville aldrig sætte sig sammen på samme måde igen, og udgøre spænding, betagelse, frygt.

Ikke længe efter fandt han hende accepterer hans lille udfordring, og hans øjne skinnede næsten af fryd. ”Ja. Det ville det.” Blev der anerkendende svaret. Så havde hun da alligevel lidt styr på sin pli. Han nikkede høfligt til Le Clark. ”Jeg har hende tilbage inden du kan nå at savne hende.” blev der sagt, også hev han hende ellers af sted. I overkanten at spørge? I den grad. ”Hvad nu hvis jeg bare følte et behov for at få dig på egen hånd?” Smilede han drillende. ”Jeg er nysgerrig, hvordan du reagere uden for din komfortzone.” Blev kommentaren skyllet efter med, for at være sikker på at hun ikke misforstod det til noget mere upassende end det var.
Det slog ham, at hun lignede en der ville kunne danse. Ikke den formelle stive vals nødvendigvis, men noget mere.. let og luftigt. Noget mere frit. Han kunne godt lide at danse til selskaber. Man kom ud over smalltalken og stilheden. Rosaline ville ikke danse. Hun var heller ikke god til det. Et hul i den perfekte facade. Hun var alt for kontrolleret og stiv til at danse.

”Kan du danse?” Spurgte han alligevel da han havde fået hevet hende derud. Heldigvis havde mange par valgt at stille op til at danse, så det ville ikke vække megen opsigt. Måneskinsonaten var trods alt et meget kendt stykke, som var perfekt til en vals.
Han lagde sin højre hånd om hendes liv, og havde allerede fat i hendes venstre hånd med sin højre. Han ville trække hende lidt tættere på, men da han så ned på hende, synes han igen at blive trukket ind i de blå øjne. Bare et lille øjeblik følte han sig ikke midt i en varm og trang balsal, men mange hundrede mil væk. Ikke mere klassisk musik eller fine kjoler. Bare den alt for tiltrækkende unge kvinde foran ham, som synes at kunne parere og give igen på alle hans kommentar. Kunne danse med hvor andre stod af.

Shute...en alvorlig error og et hul i hendes piratviden.
Hun sendte en arrig tanke til de kulørte blade der havde valgt at bringe reportager om fest og flirt, fremfor den arbejdende side af Miles.
Men nu Hvor han selv sagde det, kunne hun egenlig godt huske hun havde læst noget om det. Engang.
Hun sendte ham endnu et smil, men hendes øjne var ikke ligeså selvsikre som hun ville ønske. Det var dog munden, stadig rap.

" Åh....du afslører mig...sandheden er jeg havde aldrig hørt om dig NILES De Allemont , ikke før nu ...en ren Mr.nobody " lød det sukkersødt , inden panikken var ved at indfinde sig.Hun var ikke flov over at skulle arbejde , og ikke tynget af den manglende formue- men for første gang fandt hun sig i en situation, hvor hun faktisk ærgede sig over ikke at have en proppet pung at flashe ham med. Eller et fancy efternavn at sætte et punktum med.

Hun lænede sig lidt ind mod ham og talte sagte som hun havde en særlig hemmelighed at tilstå. " Hvordan jeg reagerer? Jeg kan betro dig at jeg er helt stueren...sådan næsten " hun holdte masken og så alvorlig ud, men hendes indre boblede.
Hvad var nu det?skulle han more sig over hendes reaktioner eller?
Efter en smal pause tilføjede hun , lidt i forsvar " Nu er det jo ikke MIG der skal stille dine behov tilfreds...hvad end de måtte gå på"
Og med denne lille stikling, mente hun at have Hamlet op med ham.
Det næste smil han fik, kom fra hjertet...kunne hun danse?
" Ja...kan du? eller var det et forsøg på at spørge om jeg vil føre?" Drillede hun og samlede mod til sig, at se rigtigt ind i hans mørke øjne samtidig hams arm gled omkring hendes liv, og besværlig gjore Milias vejrtrækningen , bare en smule. Ikke at han klemte hende på nogen måde. Der var masser af luft mellem dem.
Fandens også! Det var HELT forkert på alle måder at hun reagerede på ham.
ISÆR når manden lige havde indviget hende i at han nærmest studerede hvad hun tænkte og gjorde.
- hun gruttede med læberne , vidste ikke helt om han forventede hun trådte tættere på ham. Men musikken og hans øjne, neglede hende fast hvor hun stod. En meget stærk oplevelse for hende, der ellers altid bevægede sig så frit. Som nymfe faldt det meget naturligt, og dansen var en hoved ingrediens i hendes liv. Hun lod sig normalt ikke binde op af noget- og da slet ikke en mand. Eller hans udseende. Og slet ikke fordi han virkede...var...argh!
" Burde vi ikke...bevæge os...bare lidt!" Forslog hun så efter nogle meget lange sekunder.En del af hende ønskede at få lov til at prøve at komme tættere på ham.
Så havde hun det mere at fortælle Krystel om, bildte hun sig selv ind det handlede om, selv om hun aldrig ville soppe rundt i sådanne overfladiske detaljer.

En lille fyr pilede langs panelerne og ledte efter mad. Han var ikke så ferm til balance og hurtighed, da det ene lille ben var brækket. Menneskerne og lyset og de høje lyde skræmte den afsted, trods smerter - men der var også meget spændende at se på, måske man kunne finde mad her?
Den satte sig til at vente, under et bord. Ville først bevæge sig når maden blev båret ind.SÅ ville den slå til!

Miles svarede ikke på hendes ’Mr. Nobody’. Det var åbenlyst løgn, men det ville han ikke pille i. Desuden virkede det fint nok at lade som om de ikke kendte den sociale forskellighed. ”Meget vel Milia von Jaques, fortæl mig, hvornår var det de havde tænkt sig at synge 1 sopran for selskabet?” Endte han med at stemme i. Dér, nu havde hun et fancy efternavn og erhverv og mindst var mindst lige så meget værd som en hver anden herinde.

Han fnøs da hun bekendtgjorde at hun var stueren. ”Så du har ikke slæbt et eller andet underligt med ind?” Sukkede han og skuede bebrejdende til hende på en påtaget måde. Ikke at han troede hun havde slæbt andet ind hendes helt igennem bedårende træk, som var irriterende tiltalende.
”Nej. Det ville være upassende.” Lukkede han det næste hun sagde. Èn ting var at have en sådan samtale, en anden var at have den her. Selvom han var fuldt klart over at hun havde ment præcis det modsatte, så kunne rygter hurtigt sprede sig når man stod så tæt på folk med lange øre.

Han blødte hurtigt op da hun sendte et smil der kunne gøre selv en sten blød i knæene, og kom til at smile varmt selv. Hvilket måske var det meget godt. Hans kommentarer og bemærkninger skulle nødigt give hende et indtryk af at han ville fornærme hende. ”Utroligt nok så kan jeg faktisk, men finder du mig utilstrækkelig må du tage over.” svarede han imødekommende.
Det der akavede øjeblik hvor han vågnede op og fandt ud af at han stirrede. Dear God, hun måtte da tro han var totalt underlig. 3 gang?! ”U-Undskyld jeg er bare..” betaget af dig, var det lige ved at ryge ud af ham, men han fik stoppet sig selv med et næsten usynligt rødt skær i kinderne. ”En smule træt.” Fik han nogenlunde reddet den, og trak hende lidt tættere på, bare for at det ikke skulle se helt akavet ud. Det resulterede i at hendes hår kom meget tæt på hans ansigt, og han kunne fornemme hendes duft. Mynte og gran, måske med lidt lavendel? En trang til at komme tættere på steg op i ham, men den blev da heldigvis ikke til noget.

Langsomt begyndte han at føre hende rundt i en blød trekant. Engelsk vals var hvad han altid havde lært. I starten havde det forvirret ham at skulle bevæge sig rundt i trekanter, samtidig med at han skulle dreje en smule rundt, men efter mange års træning var det intet problem. Han var elegant og bestemt. Vidste hvor han ville sætte fødderne, og vidste hvor han ville have hun satte hendes. Da han var yngre ville han altid nynne ’123’ ’123’ når han øvede i takten til sangen han øvede til. Det havde givet ham den irriterende vane at han nu bare altid nynnede sange han dansede til, og det inkluderede den karakteristiske molskala fra måneskinssonaten.

” Arh…DEN er kvik ” kommenterede hun med et lille smil, på hans Von Jaques. Hun holdte dog talen meget lav , da det måske var en lille smule vovet at svare ham sådan.
Det virkede til at tage en smule af broden , ikke at udtale det i helt normalt lydstyrke- håbede hun da.

Milia mente at have nogen lunde fået fodfæste igen, men hun fik ikke lov at have det længe før Miles igen trak i tæppet under hende. ” ØØHH om jeg har slæbt noget med ind? Nej da…ikke ud over Le Clark, og mon ikke selskabet overlever ham ?” svarede hun en smule rystet over hans spørgsmål. Svaret var igen ikke helt så velpudset som det måske burde være i forhold til de manerer der nok blev forventet, men han havde ærlig talt overrasket hende, og hun var bange for han måske havde set hende ankomme med det lille dyr.

Miles forfulgte ikke emnet,der blev ikke nævnt noget om et uvelkomment dyr- og Milia kunne derfor lade det træde til side, i troen på alt var vel.
Miles gav hende en lille svingtur i følelserne, da hun modtog et varmt smil. Det var som om døren til en dejlig verden åbnede sig op, og da han så trak hende en smule mere tæt, med besked om han nu godt kunne danse , bevægede hendes krop sig  blot med efter hans ønske.
Hver en bevægelse, hvert et trin Miles tog , fulgte hun med en lethed og nød han førte hende.
Det var let…hun var så opmærksom på hvert et lille tryk hans hånd ville give, eller hans krop lede i retning mod.

Miles nynnen fik den unge nymfe til at nyde danse mere, om muligt. Hun følte sig så underlig let i hovedet.
Så underlig boblende inden i. Det kunne ikke være kun de to glas hun havde fået drukket, for det var ikke på den ubehagelige måde, men mere…når hun lod sig indsvøbe i virkeligheden, og det fact at hun var i en fantastisk vals med ham…Miles. Hun var ved at indse hvorfor der var så meget hype omkrig ham.Han var virkelig noget helt særligt.
Hans ord vendte tilbage til hende…træt…hvorfor var han det? Aftenen var så ung, og hun syntes det var ærgerlig at han skulle være træt allerede. Måske disse ting ikke var spændende for ham længere, men nærmere en pligt at deltage i?
Ikke at hun kunne bøje hendes tanker til at forstille sig, hvordan man kunne trættnes af noget så vidunderligt.
Milia ændrede lidt på den typiske hovedholdning valsen havde, så hun kunne se bedre på Miles.
” Træt siger du, det var tidligt på aftenen. Mit held du ikke er for træt til en vals ” spandt hun en sule mee kælent end det var meningen.Hun blev nærmest helt chokeret selv. Damn nymfe gener, det var helt klart dem der var på spil…og måske Miles udstråling der listede sig rundt omkring dem , som de dansede.

Da melodien tonede ud, var hun lettet over at komme ud af hans greb, lettet fordi hun følte sig al for draget af at være der, og DET  var hun helt sikkert på ville være meget uhøfligt. Han var både uopnåelig med hans status i nakken, men var det ikke nok til at gøre ham off limits, så var hans pige det da. Roseline.

Den sidste melodi svang sig i rummet, og en tjener bekendtgjorde at midagen ville blive serveret i den ovale stue , om fem minutter.
Milia kunne igen mærke et snært af panik.Hun havde spejdet efter Le Clark, men han synes at have forladt sin plads ved baren, måske på udkig efter Milia?
Hun pressede læberne en smule sammen, skulle hun selv begive sig ind i det overdådige smykket spiserum, og lede efter et bordkort med hende navn på ? Eller ville der stå ledsager til Le Clark? Eller Victoria Le Clark? Åh nej…
Hun så lidt frustret op på Miles, der ville vide hun var helt på bar bund nu, hvad etiketten dikterede.
Gik hun ind eller ventede hun på Le Clark skulle finde og ledsage hende?
”Tak for dansen…” sagde hun først, og lød lidt ru i stemmen. Der var for mange indtryk til hun kunne tøjle dem alle.
” Du…Miles..skal jeg vente..her..eller gå ind?” søgte hun hans vejledning, uden at vide om hun var i stand til at finde sin plads derinde, sagde han hun skule gå.

”Jeg er altid kvik.” Blev svaret inden de begyndte at danse. Han havde aldrig haft et problem med at rose sig selv. Hvorfor var det i øvrigt blevet så forbudt? På den anden side havde han heller intet problem med at rose andre hvis han fandt det passende. ”Du er en fortrinlig danser” Fortsatte han og lagde slet ikke mærke til at han klumrede i ordvalget, hvor han før havde brugt ’de’ og ikke ’du’. Det skete ikke tit mere, nok fordi nogen fra familien altid kommenterede og rettede ham når han sagde det forkert, men indimellem når han følte sig afslappet og tryg, så røg det ubemærket ud alligevel. Og hun havde sandelig noget beroligende over sig. Den bløde måde hun bevægede sig og hendes fine stemme, som automatisk ville få en hver til at læne sig tættere på for at være sikker på man fik det hele med.

Et lidt mistroisk blik spillede på hans ansigt. Reagerede hun ikke lidt voldsom på en ellers harmløs kommentar? Eller var det bare ham? Han svang dem rundt en gang, for at undgå et ældre elverpar, som dansede næsten fejlfrit ved siden af. Milia føltes varm. Hendes kropsvarme smittede af på ham, og det føltes næsten som om de dansede i solskinsvejr.
Sekunderne fløj af sted, og hvad der nok havde været omkring 8 minutter virkede kun som et halvt fortryllet minut, inden han lidt modvilligt måtte slippe hende da tonerne flød ud, og træde lidt væk. Han smilede skævt og gav hende et hurtigt buk. ”Nej jeg tror heldet var mit her til aften” Svarede han lige som en tjener bankede på glasset og fortalte at middagen snart ville blive serveret, og at folk skulle til at finde deres pladser.

Han ville ligeledes takke for dansen og trække ind i den ovale stue, men som da han så ned på hende lignede hun næsten en druknet hundevalp. Han kom til at grine kort. Han havde vidst aldrig mødt en person som afspejlede som glas hvad hun tænkte på. ”Du ligner et dådyr i en bils forlygter.” Drillede han og lagde en blid hånd på hendes ryg. ”Bare kom med mig, jeg er sikker på han er derinde allerede.”
Den ovale stue var en del mindre end balsalen, og derfor føltes det som mange flere mennesker når de først nåede herind. Lange borde med hvide due og porcelæns tallerkner var stillet op, og på hver tallerken var små kort med navne på, alle håndskrevede. Le Clark havde selvfølgelig også husket at give besked om sin partner, og derfor var der også et skilt med Milia Jagger. Dette rum havde ikke store vinduespaneler langs væggen, men til gengæld var rummet badet i lys fra hundredevis af starinlys og lysekroner.

Benjamin de Allemont havde pænt og tålmodigt ventet i en ene af lokalet til de fleste havde sat sig ned. Hans lyse øjne lå roligt over forsamlingen som stadig småsludrede lystigt. Han slog fast og bestemt sin sølvske som han havde i hånden imod krystalglasset han havde i den anden. Lyden var skarp og overdøvede alt småsnakken som snart også forstummede helt. Miles havde selv pænt forladt Milia efter at have udpeget Le Clark, og havde bevæget sig pænt hen ved siden af sin far.
”Mine damer og herre. Det er mig den største fornøjelse at se jer alle på denne glædens dag!” Sagde Benjamin højt til festen med et muntert smil. Han var vellidt blandt de højere dele af samfundet, og nød også at være der. ”Som mange af jer nok ved har jeg inviteret jer alle ind i mit hjem for at offentliggøre en spændende begivenhed som vil finde sted i familien.”

" Et dådyr? ... Jeg er bare ikke så tit blevet væk fra min kavaler" rodede hun rundt og gav ham et taknemmeligt smil, da Miles tilbød at følges ad.
Lokalet de skulle dinerer i var meget smukt. De velour røde væge stod en smuk kontrast til kridhvide duge og tallerkner med kanter af guld.
Milia var nu mest optaget af al det bestik der hørte med til hver kuvert.Det lignede jo et kaos.
Måske man manglede problemer , når man havde så mange penge? Så en dag var der en der havde tænkt ' Heeey - jeg har fået en fed ide! Lad os krydder livet lidt og give os selv nogle seje udfordringer så det hele ikke bliver en leg. Vi ligger da et hav af bestik og SÅ skal vi bruge det i en helt bestemt og total uoverskuelig rækkefølge ! ' - uuh ja! sikke en rebelsk ide .
Milia takkede høfligt Miles efter at havde udpeget Le Clark og hun skyndte sig ned og indtog sin plads ved siden af ham.Le Clark og Milia udvekslede nogle høfligheds fraser og hun tog sig selv i at sende skjulte blikke hen mod Miles De Allemont.
Det var svært ikke at gøre.Hun var meget mod sin vilje blevet lidt imponeret af ham.

Nå...men Benjamin begyndte sin tale og Milia rettede sine øjne mod den ældre elver.
Nobel...var det der faldt hende ind at beskrive ham som.
Hun lyttede spændt på hvad det kunne være. Gode familie begivenheder var altid dejligt , så hun mærkede en glad lille boble i maven på deres vegne.
Ved siden af Miles havde Roseline indtaget sin plads og havde stukket sin arm ind under hans. Hun så forventningsfuldt på Miles.
Milia havde ingen ret til ikke at bryde sig om hvad hun så, men kæmpede alligvel en smule med det. Det måtte være fordi ...fordi...argh..nå! Det gad hun slet ikke tænke over, slog hun det hen og smilede istedet så godt hun kunne op til Le Clark, hvis blik hvilede undersøgende på Milia. Stakkels mand. Han vidste der skete et eller andet, noget som han burde tage højde for...man han kunne bare ikke se hvad det var ! Der var dog noget med den unge dame, hans escorte denne aften ! Hans mørkeblå blik forlod Eftertænksomt Milia, og lagde sig nu på hans ven , Benjamin.
" Nu kommer det.... Snart bliver der bryllup i familien. Måske du kan følges med mig igen ?"'hviskede den mørke stemme ned i hende øre, uden at ane han pillede ved et vipsebo.
Milia trak de lyse bryn sammen og med en smule for høj stemme sagde hun
" Undskyld...bryllup?" Benjamin ville sikkert have nået at annoncerer det samtidig...eller kort efter, og Milia forstenede i sin krop.
Ordene ville ikke rigtig trænge ind. HVEM skulle lige giftes? Det åbentlyse fornægtede sig , den lille nymfe modarbejdede nyhederne.

Det lille egern var piler langs panelerne og med ind i det ovale rum.
Et lille hop....og den var på en stol.
Endnu et hop og den var på et bord....en kvinde stemme skreg , og pegede hendes diamant besatte finger ad dyret.." et udyr!" Skreg hun .
En hurtigt herre forsøgte at indfange den, med det gik ikke så godt, kan fik skubbet til dugen og forskrækkede den lille fyr , så det satte i spring ned af det lange bord.
Adskillige af damerne hvinede og råbte noget med lus og lopper, og Milia kunne se dyret nu var helt panisk og løb forvildet rundt i alle retninger, hvor hænder rakte ud efter den.
" Ååhh neeej.... De må ikke ...de må..gøre den noget!" Mumlede hun og begyndte at bevæge sig i retning af den.
Med et stort hop....sad den på skulderen af selveste Rosaline...og da den var skræmt til døden , slog den de små klører i hende.

Som alle blikke nu var rettet imod Benjamin, som havde travlt med at underholde sine gæster, var der ingen der så den lille lodne fyr der kravlede rundt på gulv, så stol og videre til bord.

Miles sendte Rosaline et lille smil for at gengælde hendes. Han hadede hende skam ikke eller noget. Det havde været mere eller mindre aftalt længe at hun skulle ind i familien, og grunden til det kunne han fint se. At de så ikke var forelskede var en anden ting, men det kunne de lade som om det første årti. Så var der alligevel ingen der forventede de ville være det mere. Miles sendte et blik ud i mængden, og synes at få øjenkontakt med de store blå øjne han få minutter siden havde været fortabt i. En underlig følelse af fortrydelse bredte sig i hans mave.
”Stolt kan vi meddele at den kære Rosaline-” Fortsatte Benjamin, men blev afbrudt af noget der lød som noget der skulle have været en visken, men alt for højt blev opfanget af opmærksomme elver øre. Han tav og smilede venligt i retning af Le Clark og Milia. ”Ja, som en ung gæst allerede har gættet skal vi have bryllup!” Smilede Benjamin i hele hovedet, imens Rosaline stolt vidste sin fine ring frem for forsamlingen. De smilede begge to. Påtaget om ikke andet. De vidste begge to godt at de ikke var forelskede, heller ikke hende, selvom hun måske havde haft nemmere ved at blive det, havde Miles altså ikke havde givet op så hurtigt. Alle kvinder drømte om et eventyr, også den unge elver skønhed, men penge og status betød mere for hende, lige nu.

Et spændingsgisp gik igennem forsamlingen, sammen med en klapsalve imens Miles ville læne sig ned og give sin forlovede et alt for aftalt og indøvet kys, men få millimeter fra hende skar et højt skrig igennem luften, og stoppede alle i hvad de havde gang i, for at se imod kvinden, der få sekunder inden havde rakt ned efter sin serviet og fundet et lille pelset dyr.
Panikken bredte sig hurtigt imens alle prøvede at få fingre i det lille dyr. Vin og støn lød fra hvem end den løb forbi, og før nogen kunne nå at fange den havde den taget springet, og ramt Rosaline. Hun skreg hæst da den lille fyr satte klørene i. ”Få den væk få den væk få den VÆK!” vinede hun og drejede panisk rundt imens hun slog med armene. I forvirringen prøvede Miles at få fat i den, men den løb hele tiden over på hendes andet skulderblad, når han rakte ud efter den. ”Rosa… Rosa..” Prøvede han, men kvinden blev ved med panisk at bevæge sig rundt om sig selv, indtil han tog fat i begge hendes skuldre og stoppede hende. ”Stå stille.” Mumlede han og fik endelig fat i den lille fyr, som viste sig at være et skovegern.
”Få den rotte væk!” Udbrød Rosaline forarget, men han sendte hende et skarpt blik, som den lille opskræmte fyr fik nogle strøg over pelsen. ”Det er et egern Rosaline. Du er elver. Sig nu ikke du er blevet for fin til skovens dyr.” Sagde han lidt for hårdt, og lidt for højt. Nogle damer gispede et sted, men Rosaline var en hård nød og knække på den front og tog sig ikke af den hårde tone. I stedet valgte hun at give op på Miles og egernet, og i stedet vende sig imod forsamlingen.
”HVEM lukkede den ind? Se hvad den har gjort!” Klynkede hun, og kørte et par lyse fingre over stroppen på hendes kjole der var blevet flået i stykker.

Først var der ingen der sagde noget, men i stilheden gik der noget op for den unge Allemont, og han slog sit mørke blik ned et bestemt sted i salen. ’Så du havde slæbt noget ind’ synes det bebrejdende blik at sige Milia, men ikke desto mere blev det efterfulgt af et varmt og lidt underholdt smil. Dette skete ikke hver dag.

”Slap af skat, det er bare min ven Desmond. Han må være sluppet ud af mit værelse. Det beklager jeg.” Løj han, og lagde egernet ned i sin jakkelomme, så den kunne kigge op, og lagde en hånd på Rosalines skulder. Prøvede at genetablere en eller anden form for orden, selvom kaos’et havde synes meget mere tiltrækkende.

Det var forfærdeligt. Hele korthuset vaklede og det samme gjorde Milia.
Først tog hun sig til munden , da det lykkes for hende at afsløre hemmeligheden før det stolte Benjamin, og bagefter...som scenen i slow motion...så hun Miles og Rosaline skulle besegle deres kærlighed foran alle deres gæster.
Milias hænder fulgte med den rytmiske klapsalver der rungede i salen, men de kom en smule for sent hver gang.
Hun følte sig ilde til mode, og denne gang var hun MEGET hurtig til at give de to drinks skylden for den mavepine hun oplevede.
Bedst som hun ville dreje rundt og undskylde sig , så hun kunne forlade lokalet...bare hente nogle minutter til sig selv og få styr på mave pinen, brød kaos ud i fri lue.

Det var forfærdeligt- igen.
Milias hjerte hoppede i hendes bryst. Dyret var sårer og skulle have hjælp. Hun ville have taget det direkte med til hospitalet , hvor hun arbejdede , da hun fandt den lilel pivende fyr på sin vej gennem skoven. Men hun skulle føres i stand og mædes med Le Clark , så der VAR virkelig ingen tid.
I skoven ville den fremstå svag og ende op et bytte for andre. Og i ventetiden kunne den så hygge sig med at have smerter i den brækket ben.
Dét havde hun ikke kunne klare og behovet for at fixe den , hjælpe og gøre skaden god havde med det samme krævet hun tog den med sig.
Det var bare ikke meningen at den skulle mænge sig med det kommende brudepar, kom tanken lidt syrligt.
Milia nærmede sig Roselina .Hvordan hun skulle få fat på egernet, uden at blive halshugger for hendes ugerning havde hun ikke lige en bulletproof plan for.
Faktisk havde hun slet ingen. Og Rosaline hvin var en frygtelig stopklods i at udtænke en. " Please...lad den være" gispede hun åndeløs, et stykke væk derfra.
Milia var blevet svimmel og havde grebet ud efter en stolryg med begge hænder.
Kuløren i hendes kinder var falmet og hun fremkom blegnæbbet.
En af de omkringstående kvinder , lænede sig lidt bekymret over hende og spurgte med en moderlig omsorg om hun var ok?
" Ja...undskyld mig...jeg har det varmt " svarede hun og mødte Miles blik, der kun al for godt vidste hvem der bar skylden for at forstyrre ikke bare et bal, men ødelægge det særlige forlovelses øjeblik , deres kodak moment!
Hun krympede sig under hans blik, og sendte en ordløs undskyldning til ham samt en bøn om hjælp.
Det var hans forlovet der var ved at dødsdømme dyret, og det måtte ikke ske.
Rosaline adresserede salen, og krævede besked.
Milia rettede sig op, og de lyde hænder slap stolens ryg og hun gik et par skridt nærmere Rosaline og Miles. " Jeg ha.." Begyndte hun, men tav da Miles tog ejerskab over...Desmond?.. Og bragte gemytterne til ro.
Om folk virkelig troede det var hans ? Ingen vovede i hvert fald at antyde andet.
Milia var lettet...så langt så godt.
Hun skyldte ham en stor tak.,.og en kingsize undskyldning- så hun burde være lykkelig lige nu.Så hvorfor blev hun nu irriteret over at se ham stå og smile, med HENDES egern i hånden. Og KÆLE for den!
Milia kunne næsten ikke få den uregelmæssige puls i bero.
Og da Miles stoppede fyren i lommen, var det lige før hun fnøs, men hun kunne gudskelov styre sig , til det udelukkende blev et lidt utilfredst udtryk.
Kunne hun få øjenkontakt til Miles, ville hendes øjne hvæse af ham og sige at han havde bare at få afleveret det egern til hende igen...uden der blev ballade.

Tre rækker af tjenere marcherede ind på klokkeslet ! Suppen skulle serveres på slaget, havde Deres herre sagt , SÅ det blev der nu lagt an til.
De stod alle på række og havde suppe skåle hævet over deres hoveder, helt som man ser på tegnefilm. Milia ville have elsket at få et godt kik på dem, desværre så hun dem slet ikke.
Hun ville trække sig tilbage , ud af farezonen og krybe sammen ved siden af Le Clark og bare få overstået denne middag ASAP, uden mere opmærksomhed.
.....det viste sig lidt svært. For imens Rosaline med et stålfast blik meddelte at hun ville udskifte sin aften kjole til en der var i eet stykke, bakkede Milia baglæns ...og lige ind i hele to tjenere,der begge spildte deres suppe, lige ned af hendes dug hvide kjole. Var der nogle øjne i salen der IKKE opdagede det skete? Næppe.
Milias mund var rap og hun vinkede lidt opgivende med en hånd.." jeg tror sørme vi fik suppen serveret dér " lød det kækt, hvilke fik folk til at hjertelig grine så stemningen blev løsnet lidt op igen.
De bemærkede ikke hvordan hendes blå øjne blev fyldt med tåre, for nej... Det var ikke en ønske scene at bade i suppe efter at have skabt ikke andet end ulykker
Omkring sig.
Flere gik i gang med at tørre kjolen af med deres røde servietter, hvilke efterlod en svag rød farve på kjolen, der bestemt ikke blev smukkere af den hjælp.
Milia kløede sig på kinden.Hun havde en helt enkelt ...kort...kjole i sin pose. En rød sød een, men absolut ikke en bal kjole, ikke engang en aften robe.
Men den var ren og den klædte hende, burde hun skifte....eller sidde med forretten i skødet resten af aftenen?
Hun valgte at blæse på traditionerne, alle havde jo set uheldet og ville forstå hendes skift af tøj. Håbede hun da. Kjolen var en nymfe værdig , tænkte hun med et lille svagt smil, da hun gik ud af rummet for at hente sin kjole, og finde et sted at skifte tøj. Rosaline ville nok ikke dele værelse .

Imens tingene så småt faldt til ro, og folk fik sat sig ned udvekslede Benjamin og Miles kort blikke. Selvfølgelig var det da ikke hans egern. Det kunne en hver da se. Så var spørgsmålet bare hvorfor han havde taget skylden for det. Da han var yngre havde han været kendt som en rigtig ballademager som sagtens kunne have fundet på at slippe et dusin egern ud, men nu? Ikke ligefrem.
En meget irriteret Rosaline skød ham et ondt blik. Hvad var han nu ude på?

Egernet Desmond peb stille, og Miles tog den op igen. Det tog ikke mange sekunder at se at den havde brækket en pote. Den lille fyr blev lagt i hans håndflade. Den skulle vidst ud af alt den larm.
Stolene skramlede imens folk satte sig ned og lyden af bestik imod porcelæn blev højere. Middagen var begyndt. Miles nikkede til sin far. ”Jeg får lige den lille fyr væk fra selskabet.” smilede han undskyldende, og ville diskret smutte ud af lokalet, men som han skulle til det lød et ordentligt brag af suppeskåle der ramte gulvet. Han stoppede og snurrede rundt på hælen. Kunne det være..? Og sørme ja. Ingen anden end den kære debutant havde nu en suppefarvet kjole på.
Han kom til at le, mere ned han burde, men gemte det i sin frie hånd. Hvorfor overraskede det ham slet ikke? Bedre blev det da ikke da folk ville hjælpe. I det samme ville Rosaline forbi, men han stoppede hende.

”Ta Le Clarks partner Milia med, hun ser ud til at have brug for en kvindelig hånd.” gav han hende besked, og da hun først afslog hånligt fik hun et stift blik, som helt sikkert mindede hende om hvis hus var i. ”Fint.” Sukkede hun, imens Miles forlod spisesalen med det lille egern, og satte retning imod sine egne gemakker. Lakskoene gav en klikkende lyd over det tomme guld.

Rosaline var utilfreds. Først egernet og nu denne forstadspige som ikke forstod at klæde sig, eller opføre sig åbenbart. Hendes høje røde sko klikkede og overdøvede enhver snak. ”Kom her klumpe.” Sagde hun irritabelt, og tog fat om Milias håndled for overraskende stærkt at hive hende af sted imod sit eget værelse, som hun allerede havde fået tildelt.

Ud af øjenkrogen kunne Milia se Le Clark trække hans mobil ud af inderlommen .
Med et smørret smil, fik han trykket sig til et evigt minde og kastede et lille nik til Milia, om at smutte ud og udbedre skaden, så godt det nu lod sig gøre.
Han smilede faktisk stort, da han tog plads igen og fik afsendt billedet til hans kone.
Meget kunne man da sige om Le Clark, men hverken hans kone eller ham var helt så stive i betrækket, som langt største delen af selvskabet. Så havde de næppe udvalgt Milia til at være surrogat,
Hans kone ville få et stort velfortjent grin hjemme på sit sygeleje, tænkte Le Clark og puttede mobilen tilbage for at kunne nyde suppen, og begynde en samtale med sidedamen omkring elverpolitik.

Det var en af grundende til hun havde accepteret at hjælpe til.
Le Clark og Victoria havde sådan en behagelig måde at optræde på, og deres knækkede humor faldt i Milias lidt lunefulde smag.
At følges til bal med chefen var ikke noteret i hendes jobprofile, men hun havde da jokket med både at skulle have kvalifikations tillæg og resultatløn hvis det hele gik godt. Måske de skulle have defineret rammerne for GODT inden ballet , tænkte hun med et smil på læberne, da hun ville forlade lokalet.
Men nej....HANS stemme brød igennem alle andres, og Milia så over på ham.
Det var vel LØGN det her ? Skulle hun have hans forlovet på slæb nu ?
Det ville være løgn at sige Milia ligefrem emmede af taknemmelighed , overfor hans forslag....forslag? Det lød faktisk mere som en ordre.
Til begge piger, selv om blikket tilfaldt Roseline, stod det helt klart at han ikke ville modsiges af nogen af dem.

Roseline lagde ikke skjul på det ikke var ud af næstekærlighed for en søster at hun ville peppe de grå ælling lidt op. Og da hun strammede grebet omkring Milias lyse håndled og trak unødvendig hårdt , var det lige før Milia havde trådt på den røde kjoles lille slæb...den skulle jo alligevel skiftes, ik ? Men hun lod det være ved tanken , og bed igen verbalt....

" jeg tror sørme Desmond har besørget på deres kjole ryg miss Rosaline" hvilke var en vandret løgn. Milia sendte kvindmennesket sit bedste smil, selv om hun dårligt kunne følge med Rosalines tempo og halsede bagefter som var hun et uartigt barn.

Milias blev slæbt ovenpå, og fik her et første glimt af den mere private side af De Allemonts residens. Det var stadig en prangende forstilling og uanset hvor hun kiggede hen, fik hun tørret sin næse ind i den markendte forskel der var imellem deres verdener.
Milia henvendte sig til Rosalina, da de var nået hvad hun formoede var hendes værelse. Det viste sig at være to store rum, forbundet med hinanden .Det var kæmpe vinduer og en stor balkon med et rækværk der havde forgyldte krummelure.

" wauw....sikke en indretning" udbrød Milia spontant og afslørede hendes åbenlyse beundring. Elegance og god stil dikterede rummet.
Ugebladene havde virkelig misset noget hotte nyheder her! De havde ikke fanget at Rosaline så godt som VAR flyttet ind , hvilke ville have ført til store overskrifter .
Overskrifter folk som Krystal ville elske at dyrke uhæmmet.
Milia brød sig ikke om hende...Rosaline altså.Men hun havde overskud nok til at vide at Rosaline var hendes bedste kort til at komme helskindet igennem aftenen.Om ikke andet så for Le Clarks skyld. Så hun måtte sluge stoltheden og trække vejret dybt ind...
" Hør...det er rigtig pænt af dig at hjælpe mig. Jeg ved vi ikke kender hinanden . Milia Jagg " rakte hun hånden frem til forsoning, selv om Rosaline kun fik den korte udgave af hendes efternavn.
Milia tog bestik at Rosalies krop...tæt på perfekt...og meget slank.
Milia selv var ikke stor og også hvad man beskrev som slank.Hun havde dog mere sving og svej...var mere kurvede om man ville. Hun løftede et bryn.Hvis planen var at sno hende end i en af Roselias stilfulde kjoler, var Milia rimelig sikker på den ville tage sig langt mere syndefuld ud, når den strammede for og bag på udvalgte områder.

Rosaline så sig ikke tilbage da hun trak Milia med igennem de snoede gange i palæet. Hun følte sig ydmyget og irriteret og slet ikke i humør til at have denne lille møgunge på slæb.
”IDGR” Udbrød hun og prøvede at se sin ryg, men opfangede snart at der intet var. ”Åh meget morsomt.” Fnøs hun og sagde ikke mere på turen tilbage på værelset. Hendes store øjeblik havde slet ikke gået som det skulle, og uden at vide hvorfor følte hun at det var denne piges skyld. Urimligt måske, men hun var den eneste omkring at være sur på lige nu.

Rosalines værelse var et stort lokale domineret af Rosa og purpur røde farver. Væggene var dækkede af store og små malerier, mest abstrakte malerier af kendte kunstnere. 2 store garderobeskabe fyldte det meste af det første rum, sammen med et langt spejl, et bord til make up og parfumer, 2 røde lænestole og et lille bord med en blomstervase. Det andet rum adskilt af en glasvæg blev fyldt af en stor dobbeltseng med gardiner, sengetøjet af rosa silke.
Elveren smilede selvsikkert og nikkede af Milias bemærkning. Hun boede flot. Stort. Prægtigt, men svarede hende ikke. I stedet var hun gået hen til et af skabene, og begyndt at hive et par kjoler ud. Hun vendte sig imod Milia. ”Rosaline Dunbar” Svarede hun kort, og gav hendes hånd et let klem, inden hun slap den igen som var den noget ulækkert.
Efter lidt roden i skabet havde hun en kjole i hver hånd. Den ene en midnatsblå stram sag, den anden en lysegrøn silkekjole uden stropper. ”Hvilken en?” Spurgte hun uden varsel den unge pige i hendes værelse, og holdte hver frem foran sig.

Derefter ville hun kigge Milia op og ned, og hive en 3 – 4 kjoler fra det andet skab frem og lægge på sengen. ”Det er de løseste jeg har. De burde passe, men kommer nok ikke til at side lige så godt på dig.” Lo hun selvhøjtideligt. Hun ville vente til Milia havde valgt før hun selv begyndte at skifte bag et forhæng der kunne foldes ud fra væggen. ”Mille var det?” Spurgte hun efter lidt, egentlig nok godt klar over at det var forkert. ”Kender du min forlovede?” Hun viftede den store sten på hendes finger over forhænget så den kunne ses. Det ville hun aldrig blive træt af. ”Du er sikkert en sød pige, men hør, jeg bryder mig ikke om at andre piger danser sådan med ham, forstået?” Fortsatte hun, og trak forhænget væk igen da hun var i kjolen. Et stort smil plastret i ansigtet. Hun så de ting, og vilede sig ved dem.